Anno 1802

Den 1. Januar 1802. Var hos Nägler om Formiddagen. I Aften var uglen i Træet igien uden for mine Vinduer.

Den 9. Marts 1802. Døde den kalkunske Hane efter næste Nat før her at være bidt af en Maar eller Ilder. En fjende til det sidste af det hele menneskelige køn.

Den 21. Marts 1802. Var hos Nägler at drikke Caffe. Han havde ladet indrette i et af sine Værelser et lidet volagerie af bogfinker, dumpaper, zidskener, stære etc. med staaltraad for Vinduet.

Den 21. Maj 1802. Fik den gamle Nägler Brev fra Etatz Raad Schov i Jylland, at han meget ønskede paa en Gang at udbetale Frøken Nägler 3000 Rigsdaler ud nu til første Termin for sit legat fra hans svigermoder, hvoraf hun fik 200 Rigsdaler aarlig. Ieg paastod, hun burde have 3500 Rigsdaler, da hun ellers ikke af 120 Rigsdaler aarlig kunne leve gandske uafhængig, men saavel Nägler som især og hun selv var villig til at modtage samme.

Den 26. Maj 1802. Saa Bonaparte nu af hyklerne havde ladet sig overtale til at tage imod at være 1ste Consul paa livstid. Han tager imod alt, hvad man saaledes foreslaar ham, mulig af fjender deriblandt, at hans rolle kan forkortes og takker meget.

Den 29. Maj 1802. I Aften hørte ieg tydelig Nattergalen baade fra markbænken og i mit Vindue fra Skoven af, som ey i 5 á 6 Aar eller i Oxholms Tid havde været der, der ved utidige Skud havde bortskrækket dem.

Den 16. Juni 1802. Hørte, at den flittige og habile væver her i Byen, der havde saa meget Arbeyde fra Kiøbenhavn, var død efter en svite af excercitsen 1801.

Grev Knuth dør

Den 8. Juli 1802. Fik at vide med vished, at Greve Knuth nu var meget farlig syg, at man næppe troede ham til Livet, havde 3 Doctorer, laa bestandig, maatte have Varme i kakkelovnen, havde ingen søvn og Appetit. Man havde saa vidt mulig holdt Sygdommen hemmelig, men, som der sagdes var begyndt en stærk gulhed i ansigtet og over hele Kroppen, der skulle være foraarsaget af et ubehagelig Bud, han havde faaet fra Kronprintzen.

Den 12. Juli 1802 om Middagen Kl. 12 fik Bud fra Mørkhøy, at Greve Knuth var død i Nat Kl. 12 ¼  meget stille hen... Chicaners Dolke fælder saavel Kæmpen som Dværgen.

Den 17. Juli 1802. I Dag morges blev Greve Knuth begravet fra sin landgaard af og bisat i Holmens kapel, hvorfra hans lig skulle føres til hans Familiebegravelse paa et af hans grevskaber. Kisten var med sølvgaloner etc. Hans Datter var endnu meget utrøstelig og havde kastet sig over Kisten, saa hendes farbroder med Magt havde maattet taget hende derfra.

Den 23. Juli 1802. Om Natten kunne ikke i nogen Tid lade Vandet for enghed i røret, der havde smerter med sig, iblandt hændtes mig, men ey saa stærkt tilforn.

Den 13. August 1802. Var alle Weisvoigts her hele Dagen og kiørte hiem Kl. 8. Hørte Kiøbmand NeerGaard (vi havde kendt hinanden fra Vordingborg som discipel, nu en rig grosserer, der havde giort et rigt Parti) var rømt bort med et Fruentimmer, han havde ladet sig vie til og altsaa havde 2de Koner. Vores Hest var solgt for 100 Rigsdaler. Ieg fyldte i Dag 70 Aar.

Et selvmordsforsøg

Den 26. August 1802. Om Eftermiddagen Kl. 6 kom min Kone i Erfaring, at en af pigerne, Kirstine Toxværd, havde oppe paa gartnerloftet aareladt sig selv og der laa hendaanet, svimmende i sit eget Blod, da det havde været hendes Agt at lade sig bløde til døde. Hun gav sig, men kunne ikke røre sig, havde en psalmebog hos sig og kaldte paa Jesus imellem, at han skulle komme til hende. Min Kone var blevet vidende derom ved at have hørt hende ængstelig kalde paa den anden Pige. Min Kone var bleven meget skrækket, klagede sig meget og kom raabende til mig. Ieg gik derop og saa Blodet var holdt op at bløde af sig selv formedelst den stærke Mattighed, Armen blev forbunden og vi fik hende ned i Seng og med megen nød ned af loftstrappen. Da ieg kom til hende snakkede hun gandske vildt og tog alle an for Jesus, som nærmede sig hende. Aaren var stukket med en pennekniv, men, saa vidt ieg kunne se, saa net som med den bedste lancet, og intet derved beskadiget, men en Haab Blod udløbet, som endog var løbet ned igiennem Loftet.Hun ville hvert Øyeblik besvime, saa at eddike bestandig maatte holdes hende under Næsen. Pulsen kunne paa den Arm der var forbunden, slet ikke føles, meget lidet iblandt og mat paa den anden og høyt oppe. Hun paastod forud at have talt med Jesus, som havde tilladt hende paa denne Maade at komme til sig...

Om Morgenen var hun meget bedre, men ville ikke tilstaa, det var ilde, men tilladelig, hvad hun havde giort, som hun havde hørt præster selv sige. Ieg fortalte hende, at efter loven skulle saadanne bortkøres paa rakkersluffen, som ikke synte at røre hende meget. Armen var gandske god og alt begyndte at læges, saa der ikke blev sendt Bud til Doctoren. Havde ellers en stærk sult og søvn over sig. 

Hun var af Præste-Familie, havde megen Ambition og uagtet kuns tjenende som Pige gik dog hver Dag klædt som Jomfru. Hendes Fader var degn paa Bornholm, navnlig Toxværd, hvis Fader havde været Præst. Iblandt var hun en stor melankolicus og da hengiven til selvmord, som hun stedse forsvarede. Til andre Tider, som og i Almindelighed har Sted, overmaade lystig. Hun gav sig da, naar vi mindst ventede det, til at messe saa livagtig som nogen Præst, kunne prædike efter 5 præster paa Bornholm, hvor iblandt hendes Fader og Broder var.... Da vi ikke efter dette Tilfælde kunne beholde hende, da alle frygtede hende, gik hun og bort med Taarer i Øynene efter 5 á 6 Dages Forløb.

Den 8. September 1802. Var alle min Broders her efter Invitation, Claus og Niels Leth med og desforuden de 2de Jomfruer Aagesen samt hr. Saxil og hans Kone (Procurator Schiønnings Datter), de kom Kl. 10½. Kl. 12 kom alle Weisvoigts her med amme og Barn, saa vi blev 19 ved Bordet. Vi spatzerede om Formiddagen i Skoven, var ved Vandet, kildet, etc. Vi havde ikke set Madam Saxil, siden hun som et Barn for omtrent 18 Aar siden tog fra Vordingborg til Norge til sin oncle. De havde ingen Børn. Han var fuldmægtig ved Hof- og Stadsretten, og som man sagde, kunne tiene mod 1000 Rigsdaler aarlig. De tog alle bort Aften Kl. mod 8.

Den 14. September 1802. Kom en Kongelig Landmaaler i Eftermiddag, navnlig Lund (en Broder til hr. Lund i Fyn eller Odense) fra Rentekammeret med kæder og Instrumenter for at skulle opmaale mine haver og hele grund, saasom ieg betalte Kongen i fæste 1 Rigsdaler aarlig. Ieg svarede ham, at ieg vel betalte en saadan fæste eller grundskat, men som ieg ikke vidste ringeste Aarsag for, da ieg ikke havde 1 Fod Iord af Kongen i fæste, men vel af 2 Bønder, som ieg fremstillede ham, af deres tofter, og som ieg aarlig betalte dem 18. Rigsdaler for, ieg kunne altsaa ikke anvise ham noget af Kongens fæstejord til Opmaaling.

Besøg på Sophienholm

Den 17. September 1802. Gik om Formiddagen Kl. 11 ¾ over Markerne og om ad Stranden til Friderichsdal for at se Etatz Raad Bruns Gaard, der nu lod ombygge dette sit lyststed med 1 Etage paa og en pavillon paa hver Side, et smukt porthus, chinesisk Lysthus, etc. Haverne, alléerne, et Engelsk anlæg etc. Var paa terasser, det nye indtagne af Skoven oven for, altsammen smukt og skiønt anlagt med broer, søer, dybe Steder og nedgange, alt romantisk og indtagende.

Den 20. September 1802 var ieg om Middagen fra Kl. ½1 til ½2 en Tour vestlig ad Veyen til Hjortespring, var paa en kæmpegrav eller et gammelt Dommersæde paa Marken paa høire Haand, hvor især var 2 meget høye og store kampestene.

Den 25. September 1802. Gik om Formiddagen Kl. 11 omkring Enghaven til Bruns Gaard paa Friderichsdal, var alle Steder og ved det norske Hus og saa hele anlægget, for mange Aar siden først begyndt af Holmskiold til et lyststed for Greve Danneskiold. Den lange allé til det norske hs er fra stakittet af 174 Alen, i hvis Ende staar 5 canapébænke. Det norske Hus er omgivet af granner og taxer, bygget af de sædvanlige norske Biælker, har en Sal, et cabinet og paa den anden Side af Salen er Kiøkkenet. Væggene og Lofterne af et slags smaa fiirkantede Stene, net sammenføjet med liden udhævet Arbeyde.

Den 26. September 1802. Saa i morges, der var sat en med fuld glimrende krans paa Kammer Raad Colds nye opbyggede Hus, hvor Capitain Heusers tilforn havde været tæt ved Circa’s.

Den 2. Oktober 1802. Brev fra Christian Schiønning, at han alt nu havde sin Afskeed med sin fulde Gage.

Den 12. December 1802. Morgen var min venstre Fod gandske svulden, mere end nogen Tid tilforn, efter at samme ved megen Gang i Sommer mulig var bortgaaet. I aftes fejlte intet, men havde stedse i Vinter usædvanlig kolde Fødder, der ikke ved nogen Ting uden ved megen Gang og trampen kunne opvarmes og iblandt ligesom rent ville hendø.

Den 24. December 1802. Den gamle Nägler spiste her juleaften og drak puns.