Anno 1801

Den 1. Januar 1801. Var til Høymesse i Frue Kirke, hvor Biskop Balle prædikede, Kongen og hele Herskabet var der, det var ikke muligt at kunne komme ind, da Folk endog stod langt ude paa Gaden og kirkeportene aabne. Var og i Runde Kirke, hvor ieg hørte jubelmusik efter Prædiken. Om Eftermiddagen var til Aften Sang i dansk Prædiken i Garnisons Kirken. Der var ellers slet ingen soleniteter til jubelaaret, saa det egentlig ikke kunne kaldes nogen jubelfest den liden Musik undtagen efter Prædiken i nogle Kiærker, og at man havde vælget en anden tekst, end psalmebogen tilholdt. Fordi Illumination var forbuden, da saa mange forud havde ønsket sig formedelst de dyre Tider befriet for samme, synes det dog, man kunne have fundet paa at distingvere Dagen med noget andet, som f.eks. en ekstraordinær ringen og kimen med alle stadens Klokker, en udsøgt smuk Musik med pauker og basuner i alle Kiærker med stor vokal Musik, Te Deum Laudamus fra alle stadens Taarne, Den store Salut eller 3 Gange 27 Canon-Skud, afskudt fra Volden efter Præken med saadant mere, hvilket alt kostet intet, thi vi haver fordærvet Krudt nok, og dog syntes at være noget festlig foruden slavers og gældners frigivelse. Traurigere jubelfest har mulig ikke noget Sted været til, og frygter vi ikke for fremmedes kritik, de Reysendes Journaler og Reysebeskrivelser, at de vil beskylde os for en dorsk og incurieux Nation, paa hvilken en jubelfest ey gør indtryk.

Den 7. Januar 1801. Var om Formiddagen hos Tand-Doctor Levi, men som ey var hiemme. Kl 3½ tejste igien til Bagsværd tillige med min Svigerinde, som nu var bleven bedre.

Den 21. Januar 1801. Fik om Morgenen i Mørkningen den Tidende ved Birgitte med skrigen og raaben, at her var sket en stor Ulykke i Nat, som dog kuns bestod deri, at hele Plankeværket til Marken i den lille have var omblæst.  Ieg stod strax op og fandt svin i alle 3 haver, som alt temmelig havde oprodet. Sendte strax Bud til Gladsax for i tide at faa Tømmer-Manden der, som og strax kom, sendte og strax en Mand til Værløse for at kiøbe Tømmer til stolper, som ieg og fik om Eftermiddagen. Havde i Dag 3 Mand til Arbeyde, hvoraf den første Tømmermand fik 3 Mark om Dagen, de 2de hver 2 Mark og som sædvanlig 2 Gange Brændeviin, smørrebrød og Thevand hver af dem om Dagen.

Den 24. Januar 1801. Frosten var i morges 4 Grader under 0 i min Stue, siden 5 Grader under, det var tungt at Arbeyde.

Den 28. Januar 1801. I Formiddag havde man antegnet har Navne, Alder etc. for enhver efter Kongelig Ordre for at vide en fuldstændig folkemængde ved sekulets Ende, som, i hvor latterlig mange fandt dette, synes mig foruden nytten og at være en smuk curieusitet, vi skylder nysgerrige efterkommere. Skolemesteren, der skrev, fik Vin, og næsten fuld.

Den 5. Februar 1801. Saa der var lagt embargo den 14. Januar paa alle russiske, Danske og Svenske Skibe i alle Engelske havne, og at kaperbreve skulle udstedes imod dem.

Den 22. Februar 1801. Blev Oxholm, Bensen, Rothe, Circa af Arv ey betalt Bønderne, etc.

Den 28. Februar 1801. Saa, Freden imellem Frankrig, Kejseren og det Tyske Rige skulle være sluttet i Luneville den 7. Februar, den Bataviske og Cisalpinske Republiker erkendt.

Slaget på Reden

Den 25. Marts 1801. Brev at den Engelske Flaade, som vi havde stedse ventet hele Vinteren, nu skulle være ankommen i Sundet under Admiralerne Parker og Nelsons Commando, der forlangte at gaa igiennem Sundet til Øster Søen. Vi som bekendt havde eqviperet hele Vinteren (endog Helligdage, som ieg selv saa da ieg var i Kiøbenhavn. i sær paa en defensionslinie af blokskibe, Batterier etc) for at imodtage den. Hverken den svendske eller russiske Flaade vare ankomne endnu der skulle conjungere sig med os. Gouverneuren Giersdorff sagde man var afsat, og at Cron Printzen  havde paataget sig samme til Princen af Würtenberg kom hiem, som da skulle være det. Kongen skulle være flyttet til Rosenborg, etc.

Den 27. Marts 1801. Havde en dejlig mild foraarsdag med Soel-Skin og stille. Hørte lærken første Gang paa Marken. Spatzerede om Aftenen Kl. 11 i Maaneskin i Haverne. Venus havde en usædvanlig herlig glands, som saas tillige med Jupiter, Saturnus, Mars og Maanen – hørte Ole Moensen var død.

Den 28. Marts 1801. Stadsphysikus Mangaard var død 63 Aar. Procurator Andersen   Aar; Etatz Raad Halmann 79 Aar. Brev, at min Broder havde Gigt-Feber. At studenterne var opbudt af Cron Printzen til at formere sig i et Corps, og som skulle udgøre 1500, som Ober Hof Marechal Hauch og Major Lorentzen ved Cadetterne skulle commandere. Min Broders Søn Peter var deriblandt. Den russiske Flaade kunne ikke komme for Is. Den Engelske Flaade skulle nægtes Giennemgang. Kronborg skulle have 800 Canoner, der var sat store Premier for at kunne træffe Skibs-Ror eller Master 100, 50 og 25 Rd. (men man maatte nok spørge hvor man kunne vide, hvem der havde truffet samme). Den første Ladning skulle være med dobbelt Kugle etc. Capitain Runge og en Andreesen skulle være afsat fra Skibe som feje. Ieg kiender den første som en habil Officer og vist ikke feig etc. Den Engelske Flaade, da den var nægtet Giennemgang, skulle have lagt sig længere bort for at vente flere Skibe og nærmere Ordre.

Den 29. Marts 1801. Hørte lærken allesteder i Haverne. Hørte Madam Lange havde solgt sin Gaard her til en China-Farer Jørgensen for 1500 Rd.

Den 30. Marts 1801. (…) Som ieg just sad og skrev om Morgenen Kl. 7½ hørte en mægtig skyden at begynde i Sundet, som stærkt her ved en Nordenvind kunne høres. Lod strax bestille Vogn for at tage til Kiøbenhavn, da det nu var aabenbart, den Engelske Flaade selv tog sig Tilladelse at gaa igiennem Sundet. Skydningen vedblev omtrent mod en Time, opholdt noget og begyndte igien. Da ieg kom saa langt ind paa Veyen, at ieg kunne se Søen, saae ieg den Engelske Flaade laa rolig i Hollænderdybet, for mulig efter batallien at sætte sig noget i Stand. Kunne ikke iagttage med Kikkert at nogen af dem, enten havde mistet Master eller Stænger. Da ieg kom til Øster Port, var den lukket, saa at ieg maatte køre om til Nørre Port. Man sagde i Byen at den Engelske Flaade ville i Nat foretage noget imod Byen og vores Linie. Ved indkøringen saa en Mængde Soldater paa Volden, en Haab Folk og militaire paa Gaderne og et slags Oprør løben og renden i Byen. Om Eftermiddagen var til Weisvoigts og til min Broders, som var temmelig slet, det havde slaget sig til Feber, han havde fantaseret noget, og frygtede lidet denne Engelske Flaade.

Den 31. Marts 1801, var atter om Eftermiddagen til min Broders som frygtede for en bombardement og ville flytte, ieg forsikrede ham, om det end kom tilbombardement vilde bomberne liden eller ingen virkning giøre, da de og ikke kunne komme nær nok dertil. Alle Steder stod og Folk paa deres allarmplads, især og hele brandvæsenet med alle deres sprøyter og redskaber samt en Mængde Forraad af Vand, især var Kongens Nye Torv saaledes opfyldt. Uden for alle Huse stod ofte store kar fulde af Vand. Folk begyndte ellers stærk at flytte fra Byen, hos os lod vi intet flytte. Peter kom hiem, da ieg var der og havde med studenterne exerceret paa Ridebanen. Weisvoigt var paa Quintus ved hvilket Batterie det Borgerlige Artillerie havde Post. Claus, min Broder-Søn havde sin Post paa Cancelliet.

Den 1. April var Frøken Flensborg her om Formiddagen. Weisvoigt var her, og noget ved at gaa til Quintus. Om Eftermiddagen lagde englænderne eller en Division af deres Flaade sig ind omtrent ved Quintus eller imellem samme og Nye Holm, som ieg kunne se saa vel i vores gangvindue som oppe i loftsvinduet, og hvoraf kunne sluttes, de derfra ville foretage noget, da de vel ikke turde gaa til Øster Søen og have os i fuld Stand ligesom i Ryggen paa sig især ved tilbagegangen.

Helene og den lille Michel kom her i Eftermiddag. Vi fulgte hende alle hiem om Aftenen, gik og alle ind paa Veyen for en kort Tid til min Broders.

Den 2. April 1801. Skiær-Torsdag. Der var ikke blevet ringet med Klokker i Dag eller holdt Prædiken.

Om Morgenen saa, at nogle flere Engelske Skibe endnu havde lagt sig hen hos de andre, men den anden Fløy endnu at være langt fra dem etc. Kl. 10½ hørte om Formiddagen en stærk canonade at begynde da englænderne havde angrebet vores defensionslinie, der laa for adskillige ankre i Reeden, saaledes at de ikke kunne bringe dem i dobbeltild eller komme paa den anden Side af dem for Grunden. Ieg gik op i det øverste af Garnisons Kirketaarn, som var strax ved Huuset fra en laage af, min Datter Marie Christine fulgtes med; man kunne godt se Batallien derfra. Vinden var omtrent SO med god brise sydlig Kuling. Røgen hindrede dog synet en Del. De Engelske Skibe sejlede  af og til, vendte derpaa og afskiød deres Canoner i forbisejlingen. Vores svarede med Kraft og lod som de havde Fordeel en i Begyndelsen, som de og efter deres stilling og beliggende burde have. Men det forekom mig dog siden efter nogle Timers Forløb, som vores skyden  begyndte at mindske, mere end kunne formodes. Grev Knuth kom her i middags. Claus ogsaa; Kl. 1 kom Frk. Nägler kørendes hertil fra Bagsverd af med pigen, og havde levert nøglen til Huuset ind hos en Bonde. Da hun med den østlige og sydlige Vind havde hørt canonaden stærkt derude, troede hun, vi alle tillige med Byen var i yderste fahre, og kom derfor, for at ville have lige Skiæbne med os. Anne Lisbeth kom her ogsaa, som Marie Christine gik ud at spatzere med.

Grev Knuth sagde, det stod kuns slet med vores Linie, at den gandske af den Engelske var ruineret, at man mente, vi havde tabt 2500 Mand, Capitain Schröderse, Thura, Lieutenant Mejer skudt, Commandeur Fischer blesseret etc. Man hørte nu ogsaa, hvorledes vores Skud næsten aldeles ophørte. Han fortalte ogsaa, at Skibet Prøvensteen (tilforn C:7) var skudt i synk og spoleret, at af 700 Mand skulle kuns 9 være Bierget, nogle mente, der ikke var kommet et levende Øye derfra. De meste af vores Skibe skulle være skudt fordervet og et i Brand. De Engelske Skibe skulle og have faaet Skade og 3 kommet paa Grund etc. Grev Knuth havde sine Efterretninger paa 3die Haand fra C.P.,  han (Kronprintzen) fik bestandig Raport fra vores Skibe, som igien skrev hver Time sin Gemahlinde til, hvorledes det stod sig, der igien fortalte sin kammerfrøken det, fra hvilken Knuth fik det at vide.

Eftermiddagen Kl. over 4, saae en stærk røg for Enden af Bredgade opstaa, og hørte tillige et Knald, som udentvivl var et af vore Skibe der sprang, da det syntes nær inde, og strax ophørte Røgen derefter. Man sagde englænderne havde sendt Fahrtøy  i Land, for at erfare om vi ville indgaa de conditioner, de forelagde os, der ikke var antagelige, saa man mente batallien snart ville begynde igien og mulig i Nat. Den Spanske Minister saa ieg gaa forbi og snakkede stærk for sig selv med megen iver. En skam var det at se, med hvilken Hast man flyttede i hele Byen. Marie Christine tog op til Lise i Dag for at blive der i Nat, da hun ikke var vel. Man kunne ikke faa noget ret at vide, da hele Byen var fuld af løgn og ulykkelige tidender os angaaende, men at der handledes om en stilstand syntes aabenbar. Var hos min Broder etc.

Den 3. April 1801. Englænderne havde forholdt sig rolig i Nat. Var i Formiddag hos Lise, som havde en Skarlagensfeber men godartig. Hun var meget rød paa Armene. M L. og hendes Søster var der ogsaa. Professor Bang kom der ogsaa, og mente det havde ingen fahre. Han sagde, der var sluttet en stilstand paa nogle Dage. Om Middagen kom Grev Knuth, han fortalte at Admiral Nilson selv i gaar Eftermiddag havde været i Land og talt med Cr. Pr. paa Palaiet, og at der var sluttet en stilstand paa 3 Dage. Men at han ville, vi ikke alene skulle gaa ud af conventionen, men endog alliere os med dem, og med 10 af vores erlogsskibe gaa med dem til Rusland for at giøre et med dem, som var bleven afslaget, men tilbuden at vi vilde være mediateur imellem dem og Rusland. At de Engelske Skibe laa nu, hvor vores defence havde lagt. Det er vist, at havde englænderne giort saadanne forslag og ville tvinge os til samme, kunne det anses for infamie at tage der imod, men for at vove alt. Men ieg tvivler om deres Hensigt har været saa slet, som den Mening det kunne tages i, udentvivl har de dermed kuns villet sagt: Vi ved, I er tvungne af Rusland til at indgaa i den convention saaledes som den er (som vi nok og i Grunden var) men kom, alliér, og foren eder med os, og gaa til Petersborg, vi skal frie eder fra det Russiske aag. Knuth mente, at dersom det nu kom til Action igien, som man ventede efter de 3 Dages Forløb, ville de først søge at borttage Trekroners Batterie og at alt saa derefter var forbi; og da ieg sagde, at vi havde jo Castellet, 6tus og 7imus og 5tus Batterier, samt Amagers, der egentlig var Kiøbenhavns defence til søes, der vilde ruinere dem, svarede han at samme var snart ødelagt, at det var deres Agt, at brænde Flaaden op, og bombardere og stikke Ild paa Byen.  Det syntes, C.P. Rapporter til hans Gemalinde har været alt for frygtelige, mulig for at skrække hende lidet.

Kongen, sagde man, havde nu hastig taget sin Residents paa Friederichsberg.

Ieg sagde til Knuth, at var der noget ieg ved denne Leylighed kunne holdes skikket til, vilde ieg stedse anse det for en pligt. Min Kone var bleven til Weisvoigts. Grev Knuth skulle i Eftermiddag tage landeværnsfolkene i Ed. Han sagde strax, at ville sende sin Datter til Gyldensteen, og raadede os til alle at flytte ud paa Landet og tage al Godset med, hvortil han vilde laane 2de Vogne. Da ieg bad ham, at om der skulle høres nogle nye tidender, vi da maatte faa det at vide, lovede han samme, da han gik, var han meget rørt, og sagde han muelig ikke saae os mere etc. Af de blesserede skulle der over 100 være døde i Nat paa hospitalerne, af hvilke fleste man ikke vidste hvor de tilhørede, da de var de pressede Folk. Ieg var hos min Broder, han var bedre. Saa der copie af et Brev, som Nelson skulle have skrevet i gaar i Land, men som ieg strax forsikrede var falsk, da det var alt for latterligt og klagende dertil. Var om Eftermiddagen til Weisvoigts hvor ieg saa nok en copie af samme Brev, men forskellig, og vist heller ikke ægte. Hørte ellers, at englænderne havde i Nat taget vores blokskibe bort, saa der nu var gandske ryddeligt. At Nelson havde i gaar Eftermiddag talt med Cr. P. og overtalt ham til en stilstand. At der skulle sendes en kurer til Rusland og stilstanden stedse fornyes, til denne kom tilbage. De blesserede, som i gaar blev  bragt i Land, skal have set skræksomme ud, som Knuth og fortalte. Foruden de, som havde mistet Arme og Been, var der og adskillige som havde mistet den ene hele kiøyeben(?), at man kunne se som ind Hovedet paa dem, de kunne ikke tale, Blodet stod stedse efter dem etc. En Capitain Braun, Cheff af et Blokskib, skulle have mistet den høire Ben. Over en halv Snees Officerer var skudt, og over 1500 Mand fangen, hvoriblandt og Officerer og Cheffer. Capitain Arenfeldt var fangen, etc.

Den 4. April 1801. Hørte Bekræftelse paa det meste, ieg havde hørt i gaar, og at stilstanden blev noget. Ieg havde om Natten Kl. 1 omtrent hørt et stærkt Knald, som var et af vore blokskibe, de Engelske havde taget og selv stukket Ild paa, som man sagde. Man raabte Brand her i Byen. Flytningen var stærk endnu, saa vel med store Vogne, som paa bærebøre, og enlige Folk, der løb med store bylter, da den ene efterabet og skrekket den anden. Man flyttede og fra Cadetacademiet, Rosenkrands lod og flytte, man sagde Bernstorfferne ogsaa.

Da os blev sendt 2de Vogne, blev dermed udflyttet det, som hvert Foraar plejede at udflyttes til Lystgaarden. Var hos Helene og min Broder i Formiddag, som begge var i bedring. Eftermiddag Kl. 4½ rejste igien til Bagsverd med min Svigerinde for det første. Paa udvejen saa en Mængde flyttegods paa Veyene paa store Vogne. Min Kone og Datter blev tilbage. Min Broder havde flyttet det meste af sit Tøy til en Kammer Raad og bogholder Olrok der boede i Stormgaden ved Volden, hvor han og i Tilfælde selv ville flytte hen.

Den 5. April. 1801. Brev at man ville indtage Trekroner, etc. og sætte Ild paa Flaaden etc. Mulig ved bommer og gloende Kugler at beskyde den med, men saadant er ikke saa let giort som sagt. De af vore Folk, som var fangne, var blevne sendte i Land, men forblev fanger. At C.P. fik i gaar et Brev fra Kongen af Sverrig, som han strax med Hast og vrede stak i lommen og kort affærdigede den Svenske Admiral. At Nelson havde sagt, han heller havde ønsket at slaas i forening med os og som allierede. Ieg vil nok tro, at da Holland og Portugal nu ville gaa dem glip, ville de nok have os igien etc. Russerne kunne ikke komme endnu, de Svenske ikke heller, som uden Tvivl har været det, den Svenske Kongens Brev har handlet om. De blesserede døde paa Hospitalet vare begraven i Dag. Man sagde over 100 i Tallet, som kiørte i tildækkede Vogne, nemlig rustvogne, uden Kister, og blev  nedgravede mange samlede i dertil opgravede store Kuler paa SoldaterkirkeGaarden udenfor Øster Port. Bag efter fulgte 2de af de skudte Officerers Lig, Thura den ene, i en  fløjels ligvogn, med en Del kareter bag efter. Studenter Corpset skal og have fulgt.

Den 6. April 1801. I Nat havde englænderne atter opbrændt et af vores tagne Blokskibe efta at have plyndret deraf, hvad de ville, som var ubehagelig at se, de foretog saadant midt for vores øjesyn. Man sagde, de nu ikke ville vise mere fjendtlighed, men lægge sig længere fra Byen for at reparere, hvad Skade de kunne have faaet. Havde haft Nattefrost, Sne og Hagl begge disse Paaskedage.

Den 11. April 1801. Brev, at Keiseren af Rusland var død imellem d. 23. og 24. Marts, 47 Aar, og at han skulle være dræbt, storfyrst Aleksander igien Keiser. At stilstanden nu var fastsat i 14 Uger, og at man mulig derefter kunne vente fred. At Admiral Nelson havde været 2 Gange i Land siden for at slutte Konvention, man sagde, han førte sin Maitresse og Liigkiste med sig.

Den 13. April 1801. Hørte, at en Søe-Capitain-Lieutenant samt en Land-Capitain Westerholt skulle af Frygt den ene stjaalet sig fra Borde, den anden krøbet ned om Læe, som begge nu skulle skydes.

Den 15. April 1801. Hørte, at den Engelske Flaade i god Stand skulle værre gaaet Seyl til Østersøen, at der skulle var indsneget sig store Feyl i Konventions-Slutningen os til Skade.

Den 28. April 1801. Middag Kl. 12 ¼ kom den gamle Nägler hertil fra Helsingøer, egentlig kuns for at være her i 2 á 3 Maaneder.

Den 29. April 1801. Eftermiddag Kl. 6½ kom min Kone og Datter fra Kiøbenhavn for at blive her i Sommer. Fik den uventede og traurige Tidende at høre af min Kone, at Weisvoigt nu maatte bort, da han paa ny havde taget anselig Skade især ved nærske Kiøbmænd for 14.000 Rigsdaler, kunne ey sove om Natten.

Den 2. Maj 1801. Eftermiddag Kl. 7½ kom Weisvoigt ridende hertil fra Friderichsborg, hvor han siden i gaar havde været. Han spiste her til Aften og red Kl. 9 til Kiøbenhavn, da hans monitorium alt var kommen i maddags. Han talte til mig om, hvor overmaade vel han var gift, og dyrt forsikrede, hans Kone aldrig skulle komme til at lide nød, frygtede, ieg var fortrydelig paa ham, men sagde, dette som skete var af stor nødvendighed.

Den 20. Juni 1801. Formiddag, min Kone i et mægtig skænderi med sin Fader, var rasende, hylede, græd, største Furie, min Kones Søster ondt, igien indvendig krampe, var over Carl Ludvig.

Den 23. Juni 1801. Vores Værelser i Kiøbenhavn blev os i Dag opsagt, da Huuset var solgt.

Den 2. Juli 1801. Kiørte ieg om Morgenen Kl. 8 til Kiøbenhavn med min Kone, hendes Søster og Marie Christine. Ieg steg af ved Rosenborg Have og gik en Tour der. Et stort hjørnehus var alt næsten opbygt til Gotters Gade af den nye Gade, som var smukt. Grev Knuth var her i Formiddag, der nu var kommen fra Knuthenborg, fortalte, at Schultz og Westerholt skulle skydes paa Øster Fælled en af dagene. Baron Selby var her og... Kl. 8 ¼ kiørte hiem. Paa Veyen kom man inddrivende med 2de bjørne. Saa og studenterkorpset excercerede og skiød paa Nørre Fælled i 2 afdelinger, de skiød gandske vel.

Den 3. August 1801. Kiørte vi alle Kl. 2 til Mørkhøy og spiste der til Middag og Aften hos Grev Knuth, alle Weisvoigts var der og, og da alt kommen fra Kiøbenhavn. Saa hans smukke have og lund, hvilken sidste nu meget havde tiltaget, der var et ordentligt lidet begravelsessted deri for hans elskte afdøde hunde. Saa og alle hans Marker, som er skiønne og frugtbare, gik rundt om dem til Lysthuset og Fiskeparken ligesom sidst. Den gamle Nägler fortalte ved Bordet, at Stift-Amtmand Sested i Viborg imedens han var der, engang havde faaet Ordre fra - - - at han skulle tage hen til Herre Gaarden Hald og tage Kammer Herre Schinkels eneste Datter og Barn og Arving til alle hans rigdomme ud af sin Faders Hus for at overlevere hende til en Søe-Lieutenant Bram, hun ville have imod hendes Faders Villie.

Den 4. August 1801. Kiørte min Kone og Datter til Kiøbenhavn for at se paa nogle Værelser i Gottersgade, Weisvoigt havde givet anslag paa... Min Kone kom hiem Kl. 9 og havde lejet Værelser skraas fo den forrige Kongens Haves Port, smukke Værelser i et stort, nyt opbygget Hus, men i 3die Etage, skulle give 65 Rigsdaler om Aaret, hos en Kiøbmand Weber, no. 137.

En Kongelig benådning i (efter) sidste Øyeblik

Den 11. August 1801. Skulle Executionen været med de 2de Officerer, hvor og de, som skulle skyde dem og 2 præster, begge deres ligKister, en stærk Commando af Soldater, Matroser og husarer paraderede. Man sagde, cadetchorene var der og for at have opbyggelse af samme. Officeren, som commanderede Executionen, sagde man, vidste, de skulle, som man kalder det, blive benaadede. Præsterne beredte dem til Døden, det bedste de kunne og endelig blev færdig med dem; men den Maleur, fortæller man, indtraf, at Kronprintzens Adjutant, en Lützow, synes mig, man har nævnet, kom for sildig eller dig ikke var kommen endnu med denne naadige pardon, hvorved den Commanderende Officer kom i Forlegenhed, da han ikke turde lade skride til exekution, og der blev da et mægtig interval i Tragoedien, hvori det syntes, som alle var gaaede fra deres roller. Den ene af tilskuerne stod og saa paa hinanden, begyndte at blive muntre igien, byde hinanden Tobak, le og forundre sig. Præsterne stod og, og talte meget koldsindig med hinanden, synderne stod selv forundrede og ventede gelassen paa deres sidste nu. Alle tilskuerne mumlede meget etc. Endelig kom den ventede Adjutant og giorde alt til en Tragi-Comoedie. Pardonen blev oplæst, som indeholdt, de skulle sættes paa Munkholm paa livstid. Westerholt paastod, han ville dø, Schultz, sagde man, spyttede deraf, som jo og kan have været en tilfældig spytten, der er overkommet ham. Tilskuerne, sagde man, viste en slags mishag. Westerholts Præst Thye skal have strax adskillige Gange, da han sagde, han ville dø, have raabt til ham: Gud bevares!, og at han med ærbødighed maatte tage mod denne Kongelige Naade etc. Saaledes har ieg hørt det fortælle af adskillige. Nogle sagde, præsterne ville og af pardonen at sige, men dette kunne synes lidet blasfemisk, og at de lige fuldt i al alvorlighed skulle berede dem til Døden. Det er uden Tvivl ved dette Tilfælde, som ved flere er indtruffen i disse Tider, at den konelige Naade er kommen en Haab for sildig, og efter at al hæder og Ære var berøvet Folk, saa det maatte være et Menneske, der indtil usselhed var kær af sit Liv, der endda ville tage imod Livet som en Naade.

Den 16. August 1801. Søndag om Aftenen kiørte man her i Byen om med en harpespiller, som spillede stedse i Anledning af, som sagde, Circa var bleven fuglekonge for et lidet skydeselskab i Lyngby.

Den 15. September 1801. Kiørte vi alle Formiddag Kl. 10 først til Lyngby og gik rundt derom i Skoven over en Time, derfra fundt om Friderichsdal, gik ind ad slotsporten,som vender mod Virum i Skoven, spatzerede den lange allé ned til Hommeltoft, der tilhører Major Søbødker, derfra igiennem hele Skoven til kilden, hvor Professor og hofapoteker Beckers Kone sad tillige med hendes Moder og Søster, hvilke sidste var her i Besøg fra Holland hos hende, da hun var et hollands Fruentimmer, gandske smuk og ung.

Oven over kilden paa Sæderne der sad en gammel Dame, der endnu havde noget indtagende, og som mig syntes havde megen ligning med de gamle Nonner, man ser i de katolske klostere, ingen af os kiendte hende, eller nu kunne kende hende, førend hun var bortgaaet, da Frue Becker sagde os, det var den gamle Frue Kalkreuter, der nu var priorinde i frueklosteret, altsaa den fordum dejlige Frøken Libert, som ieg nu ikke havde set i 40 Aar, og hvis Liv som bekendt var saa romantisk, der for at tiene sin Mand havde ladet sig sige død og begravet, at han kunne giøre et rigt Parti igien med en Frøken Lütikov, da hun imidlertid tjente i Sverige i usle Omstændigheder, men det blev røbet etc. Ieg havde kendt hende i hendes skiønne Dage, da sværmede der nok om hende, nu sad hun ene og ukendt. Hun var en Datter af Capitain Libert i Søe Etaten. Hun maatte nu nok være mod 70 Aar.

Den 21. Oktober 1801. Kom Weisvoigt ridende hertil Kl. 3 og fortalte, at den lille Miche (som ieg ofte havde erindret om) var i gaar Eftermiddag inocculeret kokopperne imellem 4 og 5 hos Professor Winsløv paa begge Armene. Materien blev tagen af et voksent Mandfolk, som der var til stede, som havde dem af den bdste slags. Samme Dag blev paa og ved samme inoculeret, patteBørn deriblandt. Den første Materie til alle disse kokopper var bleven bragt hertil ved Professor Fumars Datter, som var kommen fra England hertil med dem.

Nägler havde begyndt at flytte noget Gods i Dag bort, da han mod formodning var blevet her hele Sommeren, hvor han var saa særdeles tilfreds, at han ønskede at forblive her stedse og derfor ladet sit Gods komme hertil fra Helsingøer og opsagt sine Værelser der; men da han ikke hos mig kunne være om Vinteren i de Sommerværelser, han hidtil i Sommer havde haft, hvor der var ingen kakkelovn, havde han lejet sig Værelser næst ved i Madam Langes forrige Gaard i 2den Etage for 60 Rigsdaler aarlig, der nu tilhørede Oberstyrmand paa China, navnlig Jørgensen, og laa ikkuns 100 Skridt herfra, han skulle da spise hos os om Middag hele Vinteren ligesom hidindtil.

Den 7. November 1801. Middag Kl. 1 kiørte min Kone og Datter i Caret til Kiøbenhavn for der som sædvanlig at forblive i Vinter.

Den 18. November 1801. Kiørte ind Formiddag Kl. 11½ til Kiøbenhavn. Da ieg steg af Vognen ved Reformert Kirke, fornam ieg igien til den gamle krampe for Brystet med en hel forkert puls, men agtede det som sædvanlig ikke. Saa de nye Værelser, som var gandske smukke og bekvemme, 3 smukke til Gaden med et lidet Sovekammer, der var mest mørkt, Vinduer bestaaende kuns af eet Glas, et herlig stor og lyst Kiøkken, en aparte stor Stue til Gaarden, dejlig opgang etc. Da ieg om Eftermiddagen Kl. 4 ville gaa ned til Helenes, uagtet krampen vedvarede endnu, tiltog samme med en særdeles Mattighed, saa at, da ieg var kommen midt paa Østergade, maatte ieg vende om og kunne da næppe vinde hiem. Ieg tog om Eftermiddagen 30 kampherdraaber, men den ville ikke give efter førend Kl. 10 om afenen.

Den 19. November 1801. Kom Professor Bang til min Kone, som var syg af Gigt og derfor i gaar var bleven aareladt. Ieg talte med det samme med ham om dette Tilfælde, og hvad det vel kunne være. Han rystede paa Hovedet og sagde, det var en astma og spasmotisk Tilfælde, sagde ellers intet andet, end at ieg flittig skulle bruge kampherdraaber eller liquor nervinus og i Mængde.

Den 21. November 1801. Kiørte alle Kl. 6½ tillige med Weisvoigt og hans lille Datter til Comoedie-Huset for i parterreloge no. 26 at høre Haydns Consert Skabelsen, som vedvarede fra Kl. 7 til 9½. Den gefaldt mig ikke saa meget, som den raab er, men som og ikke blev udført med sit fulde kor og Instrumenter, der var et par især en smuk Sang, som Gabriel Sang, for Resten syntes mig mere kunstig end indtagende. Min Kones Arm sprang op igien i Conserten. Da kom hiem, kunne ey lade Vandet.

Den 2. December 1801. Fik at vide, at Helene havde i gaar Tirsdags Morgen den 1. Kl. 6½ giort Barsel med en stor velskabt Datter, og at baade Moder og Datter befandt sig vel.

Den 3. December 1801. Eftermiddag Kl. 2½ ved Bordet fik Brev fra min Kone, dateret 2. December, hvori hun melder, at det bedrøvelige Tilfælde havde Sted med det nyfødte Barn, at det ey havde den sædvanlige Aabning bagtil, at Professor Winsløv havde undersøgt det, men sagt, at ingen operation kunne hjælpe, saa at de nu daglig saa dets død i vente, at Helene tog sig det meget nær, og at man trøstede hende det bedste, man kunne.

Om Eftermiddagen Kl. 5½ kom Brev fra Marie Christine, dateret i Dag, at i gaar var indtruffen en heldig Omstændighed, hvorved der var blevet sendt Bud til Professor Schumacher, som havde opereret den lille, saa hun fik Aabning, efter at baade Winsløv og Professor Bang havde overgivet hende, og at man nu havde det bedste Haab om hendes Liv, naar intet uventet ville indtræffe.

Den 23. December 1801. Kom Weisvoigt ridende hertil og spiste her til Middag. Han fortalte, han og først havde været hos Callisen, men som heller ikke havde villet paatage sig operationen, men paastod ligesom Winsløv og Bang, at det fejlte noget af endetarmen, hvorfor det saa ikke kunne Nytte, men de overgav hende alle til Døden.

Den 31. December 1801. Spiste Nägler hos os om Aftenen, drak puns, da nye aars Aften.