Vikingetiden (800-1050)

Vikingetiden er et vigtigt vendepunkt i skandinavisk historie, hvor magten blev centraliseret, den kristne tro blev officielt indført, markedsøkonomien voksede, landbruget intensiveredes og byer voksede i størrelse og antal. Sammen markerer disse fænomener begyndelsen til den skandinaviske statsdannelse.

Mens danerne som navn på et folkeslag og betegnelsen danernes konge er kendt århundreder før, dukker navnet 'Danmark' først op i de udenlandske kilder i 800-årene, og på dansk grund nævnes det første gang omkring 965 på kong Harald Blåtands runesten i Jelling.

Der fandtes ikke skarpe grænser i vikingetiden som i dag, og hvad Danmark egentlig omfattede i 800-tallet, vides ikke helt præcist. På runestenen i Jelling kalder Harald sig for konge over både Danmark og Norge, men dele af Sydsverige hørte nok også med til det danske kongerige. I slutningen af vikingetiden havde Danmark, Norge, England og noget af Sverige fælles konge.

Så stort var Danmark under vikingetiden.

Vikingetiden var en tid med sejlads og udfærd til fjerne egne. Vikingerne sejlede ud med skibe og flåder for at handle, plyndre, skaffe indtægter og erobre nyt land. De mange sølvskatte, som de kom tilbage med, kan du studere her.

Vikingetiden var også den periode, hvor den gamle asatro og de nordiske guder blev afløst af kristendommen. Læs her om stormanden fra Bjerringhøj, som i år 970/71 blev gravlagt med et stort udstyr, pragtøkse og vokslys – den gamle nordiske gravskik kombineret med den nye kristendom.

Test Historien