Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Husdyr og mælkeprodukter


Husdyr og mælkeprodukter i vikingetiden

Vikingerne havde mange af de husdyr, vi kender i dag. En almindelig vikingehusholdning i et landbrugsområde havde kvæg, heste, svin, får og geder. Dertil kom høns, gæs og ænder, hvor både æg og dyr kunne spises.

Der blev også samlet muslinger og østers, fanget fisk og jaget hjorte- og fuglevildt.

Analyser af knogler fra udgravninger af vikingetidspladser viser, at køer og svin var de vigtigste kød-dyr. En stor del af dyrene blev slagtet som ungdyr, inden de blev gamle og seje. En del køer blev dog også ældre, fordi de skulle bruges som avlsdyr og til mælkeproduktion.

Får var blot et af mange husdyr, som vikingerne holdt.
Får var blot et af mange husdyr, som vikingerne holdt.

Husdyr brugt til landbrug, tøj og redskaber

Hestekød blev spist ved særlige lejligheder, hvor man ofrede heste til guderne. I en offerbrønd ved stormandsgården ved Tissø blev der fundet hestekranier med snitspor fra slagtningen.

Det var dog ikke kun for kødets og mælkens skyld, at man holdt husdyr. Kvæg blev brugt til at trække ploven på markerne, og uld, skind, horn og knogler blev brugt til tøj og redskaber som nåle, skeer og meget andet.



Fiskeri var udbredt

Den arabiske historiefortæller at-Tartuchi skriver om beboerne i Hedeby, at deres vigtigste ernæring var fisk. Men nu boede de også lige ud til havet. De kunne vælge mellem 26 forskellige slags – og den vigtigste var silden.

De arkæologiske fund viser også, at fiskeri var et vigtigt erhverv. Det viser fund i form af net, smedede kroge, ålelystre og forskellige fiskeknogler.

Læs om hvordan vikingerne rejste rundt i verden

 

Røget fisk og pølser

For at kunne gemme kød og fisk har man nok røget det. Man har måske også lavet pølser. Det var en god måde at forlænge holdbarheden af maden på. Pølserne kunne tørres eller ryges og spises i løbet af vinteren.

Læs om vikingernes hang til mjød og øl

Fund af parasitter som piskeorm viser, at vikingerne ikke altid var lige gode til at varme kødet helt igennem og derfor blev inficeret med orm. Det har givet dem symptomer som mavepine og diarré.

Svinehjerter
Svinehjerter
pølser
Pølser


Konserverede mælk til smør og ost

Vikingerne drak mælk fra både køer, geder og får. Vi ved ikke, om dyrene har givet mælk hele året. Men vikingerne sørgede i det mindste for at konservere noget af mælken ved at lave det til ost og smør.

Læs om de bær, frugter og grønt, som vikingerne spiste

Smør kunne laves ved at piske fløden længe nok til, at den delte sig i smør og kærnemælk. Kærnemælken kunne bruges til ost ved at varme mælken op, så den skilte til ost og valle, og derefter vride ostemassen i et stykke stof for at presse det sidste af vallen ud.

Både smør og ost kunne tilsættes salt for at kunne holde sig i lang tid. Mælkeprodukterne var en uundværlig kilde til fedt om vinteren.

Læs om vikingernes helbred og levealder.

Vikingernes køer var meget mindre end dem vi har idag og gav heller ikke lige så meget mælk som moderne køer.
Vikingernes køer var meget mindre end dem vi har i dag og gav heller ikke lige så meget mælk som moderne køer.