Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Øl og mjød i vikingetiden

Øl og mjød
Bygmark. Foto: Peter Leth

Mange forbinder vikingerne med mjød, men i virkeligheden drak de mest øl. Ifølge samtidige skriftlige kilder drak vikingerne øl i store mængder. Øl blev fremstillet af byg, og tilsat enten porse eller humle for at give en bitter smag.

I et af de islandske håndskrifter findes kvadet Havamal, der blandt andet fortæller om, hvordan man bør opføre sig. Flere vers handler om øl, både hvad der sker, når man drikker for meget, og at øl heldigvis også bagefter hjælper på tømmermændene.

Læs om vikingernes spil og underholdning.

I de ældste norske og islandske lovtekster og i de islandske sagaer, der også kan spores tilbage til sen vikingetid omtales øl som et vigtig element i forbindelse med indgåelsen af aftaler, bryllupper og andre fester.

Læs om vikingernes madvaner.

 

Mjød og vin var eksklusivt

Mjød var en gæret drik fremstillet af honning og vand og måske krydret med urter. I vikingetiden har det været et stort arbejde at skaffe store mængder honning, så mjøden har nok mest været drukket ved specielle lejligheder som fester og i forbindelse med ritualer.

Vin lavet af vindruer var også kendt, men den skulle importeres fra andre lande, for eksempel Frankrig. Derfor var vin en luksusvare, som kun de færreste havde råd til.

Læs om vikingernes helbred og levealder.

Vi ved dog, at vindruer fandtes i Danmark allerede i bronzealderen og vi har også fundet vindruekerner fra vikingetiden, så i teorien kunne vikingerne selv have lavet deres vin af druer.