Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Damhusskatten

Damhus-skatten

I 2018 dukkede et skattefund op, som har givet os helt nye muligheder for at studere handelsbyen Ribes mønter fra begyndelsen af 800-tallet. Private detektorafsøgninger af et fugtigt engområde nær Damhus syd for Ribe bragte de første fund for dagen. De efterfølgende systematiske detektorafsøgninger og udgravninger på stedet viste, at alle mønterne måtte stamme fra en samlet deponering, der har været gravet ned i et ubebygget område, hvor der ikke var spor af anden menneskelig aktivitet. Vi formoder, at mønterne har været givet som et offer til guderne, og derfor har det ikke været meningen, at mønterne skulle hentes op igen.

Damhus-skatten består af 258 mønter af den samme type med ansigt på forsiden og hjort på bagsiden. Typen var kendt i forvejen, men kun i 13 eksemplarer. Motiverne er en videreførelse af tilsvarende motiver på de mønter, som blev præget i Ribe i 700-tallet.

Derudover indeholdt Damhus-skatten fire mønter, der kombinerer en forside med et skib med hjortemotivet på bagsiden. Disse fire skibsmønter kan sammenlignes med en halv snes tidligere kendte fund fra Skandinavien, men det er de bedst bevarede eksemplarer af denne skrøbelige type. Fundet dokumenterer, at der blev produceret to forskellige, samtidige mønttyper i Ribe.

Hele fundet er udstillet i Vikingeudstillingen.

Damhusskatten
Damhusskatten
Damhusskatten