Vikingernes sværd var et prestigevåben
Sværdet er det drabelige omdrejningspunkt i historien om Uffe hin Spage; en af de mest berømte danske sagnhelte. Den stilfærdige kongesøn Uffe skal i tvekamp med to saksere, men de sværd, han får stukket i hånden, går i stykker, når han svinger dem i sin stærke arm. Hans gamle, blinde far, kong Vermund, beslutter at lade sit gamle sværd “Skræp” grave op af jorden, hvor det har ligget, siden han blev for gammel til at bruge det med ære.
Uffe bliver udstyret med familieklenodiet, og med det besejrer han de to saksere. Hver gang sværdet bider i Uffes modstandere, udbryder gamle kong Vermund de udødelige ord: “Det var Skræp, der klang”.
Denne historie viser os hvor stor en betydning, man tillagde sværdet som våben. Skarpe klinger kan undertiden endda få deres eget navn som i historien om Uffe. Disse navngivne sværd går igen i flere fortællinger. F.eks. bærer Sigurd Fafnersbane et særligt sværd ved navn Gram, der er smedet af faderens itubrudte sværd.
Læs om vikingernes kampteknik.
Ud over den viden, der kan hentes i fortællinger og digte, er der oplysninger at hente i arkæologien. Her har vi et væld af klinger, der kan bringe historien videre.
Vikingernes sværd var normalt omkring 90 cm lange. Enæggede sværd var i brug, især i den ældre vikingetid, men som regel var der tale om tveæggede sværd, og klingerne kunne være både hjemligt fremstillede eller importerede fra Frankerriget. Klingerne kunne være dekoreret med smedede mønstre, og af og til var der indlagt symboler og bogstaver.
Materialer og udsmykning
Sværdenes greb kunne være udformet på mange forskellige måder. Beslagene havde dels praktisk funktion, men de viser også skiftende modetendenser – og de kunne være lavet af forskelligt materiale, f.eks. knogle og tak eller finere metaller som bronze og sølv. Sværdet var et dyrt våben, og man gjorde derfor ofte meget ud af at dekorere fæstet.
Grebknappen, der agerede modvægt til sværdklingen, så sværdet var i balance, kunne f.eks. have indlæg af ædelmetal eller være udformet med sirlige mønstre. Selve sværdklingen havde gerne en såkaldt blodrille løbende langs midten. Dette sparede værdifuldt metal og gjorde sværdet lettere. De fineste sværdklingers æg var af stål, som kunne blive skarpere end jern.
Sværd som gaver og offer
Sværd kender vi fra vikingetidens begravelser. Langt fra alle vikingetidens krigere havde et sværd – vikingernes sværd var prestigevåben –og langt fra alle fik et våben med sig i graven. Når en afdød er gravlagt med et sværd, er der derfor sandsynligvis tale om en person med en vis status i samfundet. Nogle sværd var meget værdifulde og kunne nedarves i generationer. Sværd kunne også gives som gaver, f.eks. som belønning for en særlig indsats..
Vikingerne brugte lejesoldater.
Vikingernes sværd kender vi dog også fra en helt anden sammenhæng: nogle steder er kostbare sværd ofret i søer og moser. En del sværd, spyd og lanser er fundet nær vadesteder i åer og vådområder. Man har måske lagt våbnet her som et offer, eller også er det simpelthen tabt, da man har forsøgt at komme tørskoet over. Det kan også tænkes, at der har fundet kamp sted ved vigtige overgangssteder.
Vikingernes kopivarer
Nogle af de mest luksuriøse sværdklinger, vikingerne kunne få fat i, var importeret fra Rhinområdet. Klingerne bar navnet ”VLFBERHT”, et kvalitetsmærke, der dækkede over tidens bedste sværd, fabrikeret af stål i høj kvalitet.
Selve Ulfberth var måske den mester, der stod for produktionen af disse sværd i 800-årenes Frankerrige. Sværdene blev dog produceret helt op til det 1000-årene, så navnet må efterhånden være blevet en slags mærke for et specielt værksted, og ikke blot en enkelt smed. På nogle af sværdene er navnet tydeligt at læse, mens andre indskrifter er forkortede eller skrevet forkert, måske af en våbensmed, der lidt kluntet forsøgte at kopiere de populære klinger.
Læs om vikingernes handel og håndværk.
Både de ægte og de uægte VLFBERHT sværd findes spredt ud over store dele af Europa. Forskellen er dog, at de uægte sværd oftest er af en markant ringere kvalitet.