Anno 1790

Den 5. Januar. Skrev Admiral C.F. Fontenay til angaaende Pension og højere Charge.

Den 10. Januar 1790. Brev, at Christian Schiønning talt med Admiral Fontenay, som sagde, at Statsraadet, da min Sag blev forestillet, havde erkendt min ret, og at ieg burde ind i Etaten igien, men nogle (uden Tvivl Printz Friderich, Kronprintzen tillige med Printzen af Augustenborg, hvilken sidste, der ledes af Rosenkrantz, er upaatvivlelig) havde taget til pretext, at da Kongen og havde approberet min Dom, turde de ikke for dettes Skyld give deres minde dertil; at det ved et dokument var bevist, at Krigsretten havde dømt efter urette paragraffer, og at det ikke var gaaet rigtig til med Sagen. Dels var og ved Etatz Raad og oberauditeur Perbøl extraheret, hvad der var fornøden af Sagen for at bevise hvad artikler, der var dømt efter, og hvilke der burde have været dømt efter, hvilken Efterretning Bernstorff og længe havde haft hos sig. Schimmelmann havde da proponeret, om ikke Sagen efter en saadan beskaffenhed paa ny burde efterses, men at ingen havde turdet svaret derpaa, Bernstorff undtagen, som tilforn og havde paastaaet dette, men som var afslaget af Kronprintzen. Fontenay sagde, at det Echstedt havde bidraget Kronprintzen om Sagen var Aarsag til udfaldet, hvorfor det blev besluttet, ieg skulle have Pension, og at han mente, afskeden skulle blive som Commandeur Capitain. Fontenay mente ellers, det skulle være godt, om ieg lod Sagen gaa i trykken, da man i Almindelighed ikke vidste, at den var af en saadan beskaffenhed, som han ey heller tilforn havde vidst.

Den 4. Februar 1790 kom Kiøbmand og borgercapitainen Steffensen her i Byen om Morgenen for at tage Afskeed, da han maatte Reyse bort for sine kreditorer, som ville angribe ham, hans gæld blev angivet for imellem 20 og 30.000 Rigsdaler. Han gik til Møen alene.

Den 16. Februar 1790 var min Kone om Formiddagen i en skræksom Furie, sagde ville giøre en Ulykke. Ieg nær besvimet, troede, havde giort det. Gik i Haven, hørte lærken første Gang i Dag, man havde alt baade brunkars og bugkiærkranse.

Den 17. februer fyldte min Kone 35 Aar, fik gratulationsvers som sædvanlig fra Frue Lassen, Jomfru Lassen, hendes Søster og de smaa.

Den 7. Marts 1790. Saa Kejser Joseph 2. var død af en lungesyge den 20. Februar om Morgenen Kl. 6 til Europas Lykke og rolighed... Min Kone saa m(i)t G(e)nf(æ)r(d) i Dag.

Den 16. Marts 1790. Fru Giøring var her om Formiddagen, alle Giørings var her hele Eftermiddagen og Frøken Roepsdorff med en Datter af generalMajoren i Næstved. Hun var baade døv og stum og gav alt til kende med bevægelser med Hovet og hænder, da hun var meget smuk og voksen, omtrent 18 Aar, kunne sy, Dantze og meget saadant. Vi lærte os snart til at snakke med hende, især Helene. Hun havde en Broder, var ligeledes. Man sagde hun kunne ved gebærder meget skænde paa pigerne, at de frygtede hende meget.

Den 20. Marts 1790, Aften. Fik et anfald af Kold-Feeberen, som varede til om Morgenen Kl. 5.

Den 27. Marts. Begyndte Kl. 4 om Eftermiddagen at bruge China hveranden Time om Dagen for at formilde den lidet, da ieg alt meget var udmattet ved det, ieg næsten intet havde spist i 5 Dage. (Sygdommen vedvarer den følgende Tid trods store doser kinin)

Den 6. April 1790 om Morgenen Kl. 8 rejste min Kone til Kiøbenhavn i Selskab med Frue Giøring og hendes Mand, der havde inviteret hende dertil.

Den 18. April 1790. Brev fra min Kone, at hun hos Frue Calmette havde set den gamle Rosenkrantz, som havde sagt til hende, at ieg var sket stor Uret, at ieg var en brav Mand etc., men at formedelst conjunkturerne var min Sag nok atter udsat igien, men om ieg derfor ikke heller ville have en civil Betiening, da, dersom hun alene derom ville skrive en Ansøgning, ville han tage imod den og recommendere den, som hun strax aldeles afslog ham, og da hun siden syntes fortrydelig, sagde han til Frue Calmet, han frygtede at have stødt hende. Fru Calmet havde og strax, da han giorde dette forslag, stemmet i med med min Kone, at det var noget, som aldeles ikke var passende.

Den 21. April 1790 (datteren Marie Christine ogsaa Kold-Feeber). Udgav i Dag min obligation til Greve Rantzau for 100 Rigsdaler.

Den 25. April 1790 fik min Kones Søster Feberen om Morgenen Kl. 5, pigen havde faaet den i gaar, saa vi nu havde den alle uden alene Dorothea.

Den 2. Maj 1790 Eftermiddag Kl. 5 kom min Kone fra Kiøbenhavn.

Den 23. Maj 1790, 1ste Pintze-Dag, var Greve Knuth her om Morgenen og drak The. Han embracerede mig paa det venligste, forsikrede, det ikke var muligt at kunne tale om nogen med større højagtelse, end Greve Bernstorff talte om mig.... Han inviterede os til Knuthenborg paa 14 Dage, som vi undskyldte.

Den 1. Juni, Eftermiddag Kl. 12½ fik min Kone en stærk Kold-Feeber med stor Kulde, som hun nogle Dage forud paa samme Tid havde haft et lidet anstød af, men dog endog gaaet ud og spatzeret dermed. Kulden varede over 2 Timer, Heeden syntes ikke at være saa stærk, men hovedpinen var stor, hvorved var opkastelse, fantasi, stærk kvælen og klemmelse for Brystet, Urolighed, store smerter og Piine i alle lemmer, især og i Siderne og under Brystet.

Den 3. Juni 1790 om Morgenen blev min Kone meget uens med Schreiber, som stod og irriterede hende, saa hun bad ham gaa, og sagde, hun kunne kurere sig selv.

Den 7. Juni 1790. Om Morgenen førend Knuth rejste, kom han igien til os for at tage Afskeed, drak The her. Bad mig vise sig Færøe i kortet, da han som Stift-Amtmand deraf agtede at tage dertil, og spurgte, hvor længe en saadan Reyse kunne vare.

Schiønning får sin Pension

Den 13. Juni 1790 Brev fra Knuth, at ieg havde faaet Pension, men summen vidste han ikke. Af hans egen Godhed tog han sig med stor iver af min Sag, uagtet ieg aldrig havde bedt ham derom, kuns, som han sagde, fordi han havde hørt Greve Bernstorff tale om mig og samme med en iver til dens Fordeel, som var ham fremmed. Han sagde om sig selv, at han var en af de faa, som kunne og turde tale i disse Tider. Da han var her sidst, udbad han sig mit Venskab med en Oprigtighed, som forundrede mig og forsikrede mig i højeste Maade om den sjældne og retskafne Charachteer, som alle tillagde ham.

Den 18. Juni 1790 kiørte vi alle om Morgenen Kl. 8½ til Langebæk og blev der hele Dagen, om Eftermiddagen var paa den nye opbyggede Langebæk Mølles Bygning, som ejeren Clausen havde ladet bygge. Der er prægtige Værelser, saa Haven, men som nu var forfalden.

Den 19. Juni 1790. Fik Feberen igien, havde den fra Kl. 12½ til 5 om Eftermiddagen, dog kuns et lidet anfald.

Den 27. Juni 1790. Brev, at ieg havde faaet 300 Rigsdaler Pension, som Bernstorff kaldet et Skridt, at Fontenay fandt vanskeligheder i Afskeed som Commandeur Capitain.

Den 7. Juli skiød man til Fuglen paa Gallemarken. Man kom her forbi med procession om Morgenen. Præmierne som sædvanlig baaret foran af smaa Drenge, klædt snehvide. Borgerskabet med fane og under Gewæhr, anført af borgercapitain Steffensen. Man hentede Fuglekongen skovrider Olsen paa Slottet.

Den 8. Juli 1790. Skiød man endnu til Fuglen.

Den 9. Juli 1790. Mod Aften blev Fuglen nedskudt paa Amts-Forvalter Reiersens Skud af en Borger i Nyraad. Reiersen sagde eller havde forvredet sin Fod for ikke som fuglekonge med præmien at ville gaa Byen igiennem, saa ommeldte Borger maatte gaa for ham.

Havde i overgaars faaet Brev fra Knuth, at Bernstorff havde sagt, at det giorde ham ondt, Pensionen var saa liden, men at der intet andet var at udrette paa denne Tid, at ieg ikke skulle forlange Afskeed paa denne Tid med højere Charachteer, men give Tid, at ieg siden kunne faa højere Pension, ligesom og om ieg ville have en enrulleringspost, at der i Vinter skulle blive talt med en (Printzen af Hessen), som alt ville dependere af.

Den 12. Juli 1790. Fik 1 quartal af Pensionen fra Amts-Forvalteren, som var 70 Rigsdaler 3 Mark, afgik aarlig imod 24 Rigsdaler (NB. 2 falske bancosedler deriblandt). Fik i Dag Kl. 12 Feberen igien, som var 5te residiv.

Den 1. August 1790. Fik Feberen igien om Middagen Kl. 1½, som ophørte om Aftenen Kl. 7½, da den havde endet med en temmelig sved. Feberen var ikke meget stærk, dog udmattede, havde i overgaars haft et lidet anstød af den, og var nu 7de residi.

Indtog for ”Frideric den 6te”

Den 6. September 1790. Var Ritmester Giøring og Frue her hele Eftermiddagen efter melding. Min Kone fik i sinde i Dag at reyse til Kiøbenhavn for at se Indtoget.

Den 11. September 1790. Om Morgenen Kl. 7 rejste min Kone, hendes Søster og begge de smaa til Kiøbenhavn paa en aaben Vogn for at se Indtoget. Veyret var godt, men blæste noget af vesten. Alle her af Byen rejste og derind.

Den 14. September 1790. Som var indtogsdagen i Kiøbenhavn, havde vi her i Byen efter tilsigning lys i alle Vinduerne, ieg i alle 9 Fag til Gaden fra Kl. 7 til Kl. 2 om Natten. Raadstuen var med laterner illumineret. En fet blev givet til Hoffs, hvortil ieg var inviteret, men formedelst min Feber undskyldte, hvor man Sang og drak. Pauker, Trompeter lod sig høre fra Raadhuset og Hoffs, samt Canon-Skud. Haandværksfolk og borgere stod uden for mine Vinduer og drak Skaaler og raabte hurra samt nogle vivat Frideric den 6te, de kastet Glas og boutellier i Veyret og drak sig fulde.

Den 20. September 1790. Formiddag Kl. 10½ kom min Kone og de alle vel fra Kiøbenhavn.

Den 20. Oktober 1790. Hr. Buch spiste her til Aften, havde Ansats til en stærk brystsyge, han sagde at have tildraget sig ved for noget siden paa byens klub tillige med en anden voldsom at være angrebet af en af renomisterne der, dog gav Medici ham Haab om helbredelse.

Den 12. November 1790. Bad Buch farvel ud af Vinduet, som i morges rejste til Stubbekiøbing, de smaa ligeledes. Min Kone rejste til Herre Gaarden Rosenfeldt i Dag Middag efter Invitation af Frue Calmet, der i aftes var kommet fra badet og fra kejservalget i Frankfurt am Mayn. Hun havde faaet sin Sundhed igien, men hendes Mand var bleven værre.

Den 23. November 1790 var Marie Christiene første Gang hos Præsten hr. Grubbe, som hun skulle til komfirmation hos, og fik Berømmelse. Var der om Formiddagen, de latinske skoledisciple, der alle var i mesterlexie, vidste kuns lidet.

Den 21. December om Eftermiddagen kom min Kone fra Marienborg paa Møen, havde paa nogle Dage nær været borte i 6 Uger. Hun havde været til Ball i Stege hos Doctor Mackeprang, hvis Datter fik Calmets Forvalter Phaff, hvor der og var Dantz, været til et stort Bondegilde, Calmet gav sine Bønder, hvor der ligeledes var Dantz, og hvor baade hun og Frue Calmet dantzede med.