Anno 1789

Fuglekongens død

Den 2. Januar 1789. Fik at vide, at fuglekongen Skrædder Maybom var død.

Den 3. Januar 1789. Blev han begravet om Middagen med Ceremoni. Borgerskabet fulgte ham med Kaarde paa og sorte schiærfer. Man skiød ved Begravelsen af smaa Canoner. Kongebaandet laa paa Kisten, som derefter blev paahængt den, der næst efter ham havde faaet den højeste gevisnt, som var regimentsfeltskiær Petersen, som man derefter med baandet om alle fulgte hiem som fuglekonge, begge præsterne med i deres fulde Dragt, som gav et artigt Syn, da det halv saa ud som en ligbegængelse, halv som et optog eller brudefærd formedelst de couleurte Klæder, som der var i blandt. Fuglekongen havde selv en højrød kjole paa med det blaa baand over akselen, hos hvilken byfogden gik, dissuden hele byens Musik foran, musikanter og esquadronens trompettere i Mundering, som afvekslede med Trommen, alt det blændet med synet af traurige præster, floer og sorte Klæder, gav en særdeles kontrast.

Den 4. Januar 1789. Saa, at statsraad Zoega var død 46 Aar, havde kendt ham som Doctor ved den Botaniske have paa Amalienborg. Den berømte kapelmester Bach i Hamburg den 14. December 75 Aar.

Den 10. Januar 1789 var Steffensen her i Formiddag og inviterede til en kanefart i Eftermiddag til Rosenfeldt, min Kones Søster tog, vi andre undskyldte os. De var 8 kaner i følge, 1 væltede med 2 Fruentimmer, 1 anden løb løbsk.

Den 26. Februar 1789. Fik at vide, den Franske Madam Lyne her i Byen var død i gaar, som holdt Skole.

Den 17. April 1789. Saa de første phioler i min have, havde ellers været en grum Vinter over hele Europa endog i de Varme lande og den største Frost, som vides i vores Land. I Rom havde 40 Mennesker brækket Beenene paa glat Is og en advokat der frossset ihjel...

Postmester Kehlet hos os havde den 13 Januar 89 selv befordret postsækken med egne Heste og Kane fra Ærøskiøbing over Iisen til Faaborg, som aldrig tilforn skal være sket.

Den 7. Maj 1789. Blev begge Haverne besaaet hver med 28 slags forskellige frø.

Den 12. Maj 1789. Beskar Rosen Gangens Træer, lod 3de Træer ympe i Dag af de smaa gule ranetter, bostoffer og løgæbler fra Jørgen Leths have, ieg ympede selv det ene.

Den 18. Maj 1789. Blev i Dag tilsagt at møde ved skattecommissionen i Morgen Eftermiddag Kl. 2.

Den 19. Maj 1789. Indgav 2de angivelse, den ene formue angaaende, af hvilken at betale 1 Rigsdaler 3 Mark, som var af 300 Rigsdaler, den anden, at ieg hverken havde Gage, Pension etc. Bad Steffensen levere dem, der var en lem af Commissionen. Min Kones søste maatte og indgive hendes legat angaaende og skulle betale 10 Rigsdaler.

Den 22. Maj 1789. Var vi alle hele Dagen i Langebæk hos Jørgen Leth, kom der Kl. 10 om Formiddagen, kom hiem om Aftenen Kl. 10. Min Kone og de alle giorde tillige en Visit til Johansens paa Petersgaard. Hørte Nattergale alle Vegne saa vel hele Dagen igiennem i Haven og skovene, som alle Steder paa Veyen i skovene.

Den 26. Maj 1789. Eftermiddag Kl. 5 tog ieg fra Vordingborg med en af lavets Vogne.

Den 17. Maj 1789. Saa Carise Kirke og Moltkes Kapel indvendig, hvor alt var antique grækisk og romersk; begge hans koners Kister og hans egen i midte stod der overmaad prægtige, enhver af sin facon, laagene aabne paa de 2, der ingen lig var i, alle hans Børns og Børnebørs, som var døde, stod der og, da kælderne nedenunder stod høyt fuld af Vand. Det er en Fornøyelse at betragte dette til Anseende simple, men prægtige kapel formedlst det sande skiønne alle Steder er tegnet derpaa...

Om Aftenen Kl. 9 afsteg hos Christian Schiønning paa Nørregade i no. 49 og logerede i cabinettet i 2den Etage.

Audiens på Bernstorff Slot

Den 31. Maj 1789. Første Pintze-Dag. Kiørte om Morgenen Kl. ¾ til 9 til Greve Bernstorff i en Caret til hans Gaard uden Porten, Bernstorff kaldet, 5/4 Miil omtrent borte, ungefæhr ved Ordrup, hørte Nattergalene, da ieg kom i alléen ved Gaarden. Bernstorffs Gaard ligger herlig i middelpunktet af mange smukke syne. Escadren saas i en Linie ligesom uden for Vinduerne, dog da den usle Bondeby Ordrup ligger nær derved, har den og vel for en Del disse samme syne.

Bernstorff var meget artig, spurgte mig strax, hvorledes det stod med sundheden, og om ieg havde talt med Kronprintzen eller Arveprintzen af Augustenborg, da ieg svarede Eg, sagde han, det var formodentlig dog nok min Tanke at ville tale med Printzen af Augustenborg, som ieg sagde ja til, men at ieg først nylig var ankommen og derfor ikke havde talt med nogen endnu. Han sagde derefter, at ham (nemlig Bernstorff) havde ieg aldeles paa min Side, og at han skulle giøre alt, hvad han kunne saavel for min egen Skyld som for sagens Skyld, og at han der i alene handlede efter sin overbevisning, da ieg var sket megen Uret. Ieg svarede, at den strenge Kongelige Cabinetz Ordre, som ingen turde vove noget imod, var alene Skyld deri, hvortil han svarede ja, det var meget galt, og at han ikke vidste, hvad saadanne Cabinetz-Ordrer skulle til. Da ieg sagde, at ieg agtede at tale med Admiral Fontenay, men at han formodentlig ligesom Rosencrantz mulig ville spørge mig, hvad Tilfredsstillelse ieg forlangede, svarede han efter liden Betænkning, at det i saa Faldet nok var bedst ligesom at raadføre sig med ham og spørge, hvad han mente, ieg skulle begiære. Ieg sagde discoursivement, at nu var alle mine ForMænd commandeurer, han sagde da, at det var en følge af den situation, ieg var sat i, at ieg ikke og var det, og at ieg maatte have oprettelse først. Da ieg gik, sagde han atter, at han alt havde og skulle fremdeles giøre alt, hvad han kunne

Den 2. Juni 1789. Rejste Herskabet med alle paa Landet, saa ieg ikke lettelig skulle kunne faa Arveprintzen af Augustenborg i tale paa Slottet i Dag.

I Eftermiddag imellem 4 og 5 blev Frue Bording begravet i Runde Kirke i Greve Furens Begravelse, som er tæt ved vores og tilhørende Kirken, men med Skriftlig forsikring, at naar der blev slaget Kister itu i vores, som var opfyldt, saa at der blev Plads, skulle hun blive forflyttet deri, og derfor nu ikke betalte noget. Hun blev sat ovenpaa Etatz Raad Grams Kiste, som og stod der.

Audiens hos Arveprintzen af Augustenborg

Den 3. Juni 1789. Fik i Formiddag med et Bud at vide fra Arveprintzen af Augustenborgs cavallier, Capitain Nordmand, at i Morgen Kl. 5 kunne ieg paa Friederichsberg faa Audientz hos Hertugen.

Den 5. Juni 1789. Kl. 4½ kiørte til Friederichsberg. Capitain Nordmand var da ikke til stede, saa som han havde Inspection ved Vagten. Blev vist ind i Printzens forgemag, hvor Geheime-Raad Brandt var, som ieg talte adskilligt med, da ieg kiendte ham fra et Bryllup, ieg havde været ved tillige med ham, nemlig 1754, da Professor Leths ældste Døtre paa en Gang havde Bryllup – havde og kendt hans Broder, som blev rettet og parteret.

Efter et Qvarteer kom Printzen ind, da Brandt gik ind, som ieg kunne høre talte meget høyt med en grov Stemme med ham, ligesom han havde noget at besvære sig over og at være af ulige Mening med Printzen. Da de noget havde talt , og Nordmand kom ikke i Forgemakket endnu, som ieg havde ventet, gik ieg ud for at se at faa fat paa ham, da ieg ikke troede at kunne gaa ind til Printzen umeldet. Kl. 5½ traf ieg ham først i hans Værelser, da han gik ned med mig til Printzens forgemak og meldte mig, saa ieg strax fik Audientz.

Printzen, da ieg kom ind i et meget lidet Gemak, kom mig mild i møde med en kompliment. Ieg talte temmelig længe med ham og takkede ham først, fordi han havde haft den Grace at modtage mit Pro Memoria for at levere Kronprintzen og bed ham fremdeles om hans understøttelse, naar min Sag i statsraadet blev foretaget, som ieg forhaabede ikke ville vare længe. Han spurgte da, hvad ieg helst ønskede, hvortil ieg svarede, at ieg haabede at faa opretning og Tilfredsstillelse for det, mig var sket, da ieg ikke vidste at have forset mig i noget, som ieg og i Pro Memoria havde anført, og som ieg haabede tilfulde at have igiendrevet alle de Rygter og beskyldninger, som var mig giort. Han spurgte da meget mildt, om ieg ikke havde lyst til at indgaa i den civile etat og anskrives til toldreglementet, da det nu efter saa lang tids Forløb ville have vanskelighed at komme ind igien i krigstienesten. Til dette mig aldeles uventede Spørgsmaal svarede ieg hastig og mulig med iver, at ieg ikke havde lagt mig efter civile Sager, som nu og var for sildig for mig at begynde paa i min Alder, men at det, man derimod fra Ungdommen af stedse havde øvet, forrettet man vel endog i den høye Alder. Han spurgte da min Alder, som mig syntes, da ieg nævnede 57 Aar, at han studsede ved, sagde da, at ieg havde biet for længe med at give Ansøgning ind, og at ieg strax skulle indgivet samme, beklagede, hvad ieg i den lange Tid kunne have levet af.

Ieg svarede ham, at ieg strax for længe siden havde indgivet 2de ansøgninger, den ene efter den anden, hvortil han svarede, at han havde ingen set i Statsraadet, ieg sagde, at det havde været i den Tid, Cabinettet var, men at ieg ingen Svar havde faaet, at ieg og havde indgivet en ligelydende til Admiralitetet, men som var blevet mig sendt tilbage, og at ieg endnu havde for nogle Aar siden indgivet en 3die, om min Sag maatte blive efterset, som ieg heller ikke havde faaet noget Svar paa. Ligeledes sagde ieg, at for at leve i denne tide havde ieg ikke alene 2de Gange maatte holde offentlig Auction paa mit Gods, men og været nødt til at sætte mig i anselig gæld.

Han sagde derefter, at en civil Betiening, syntes han, kunne jo være god, da det ville have alt for mange vanskeligheder at komme i Tienesten igien, hvortil ieg sagde, at der var dog givet mig det allerbedste Haab, og at ieg førend at gaa ind i en ny etat hellere skulle Ønske Pension. Han svarede, at denne kunne ieg gierne faa, om ieg ville søge den. Ieg sagde videre, at den haarde og mig aldeles uventede Dom var alene en følge af den skarpe Cabinetz Ordre, hvori han gav mig ret, men mente, at hvad der var sket, kunne nu ikke ændres, og da ieg paa nogen Maade besværede mig over Krigsretten ved denne Leylighed, spurgte han om ders Navne, som havde sat i den, af hvilke ieg dda opregnede de fleste, som det syntes han hørte efter med Attention. Han gav mig ellers ret i alt, hvad ieg fremførte til mit Forsvar, og syntes gandske af være paa min Side og gierne at ville være god; men at det gik ham som flere, der havde andres Meninger at skulle være af og soutinere, men kunne ikke, fordi de stred imod deres egen....

Printzen var kiendelig bundet ved noget ligesom imod sin Villie. Efter en kort Taushed bukkede han med en mild mine, og ieg gik, talede lidet udenfor med Capitain Nordmand om indifferente Ting og kiørte ind med Ærgrelse og Forundring.

En gammel Matros og endnu et Besøg på Bernstorff

Den 7. Juni 1789. Mødte en gammelagtig Matros paa Hiemveyen i Lille Kongesgade, som kiendte mig og sagde: ”Hr. Capitain Schiønning ieg takker for mig og for den Tid, ieg har været under Deres Commando og fahret med Dem, tak 1000 Gange, ieg skal takke og Ære Dem saa længe ieg lever, Gud forbande dem, som har været Dem imod”. Ieg kunne ikke ret erindre hem, men saa ud til en ferm Mand. Da han raabte det sidste, og Folk begyndte at høre til, hastede ieg at gaa og ikke kom til at tale med ham.

Kl 1 var hos Fontenay, som tog syg imod mig og giorde megen Undskyldning, var meget artig og gav mig ret i alt, hvad ieg ved den Hændelse med de 3 Engelske Fregatter havde foretaget mig.

Den 11. Juni 1789. Kiørte om Morgenen Kl. 9 til Bernstorffs Gaard. Christian, hans Kone og Børn kiørte med for med det samme at tage i Dyrehaven.

Kom til Bernstorff Kl. 11. Ieg sagde ham, hvad Hertugen havde sagt, og at han havde talt om en civil Betiening, hvortil han med hidsighed svarede: ”Ja, den Punkt skal først afgøres af en Admiral, om De ikke bør ind i Deres no. igien i Tienesten”. Spurgte, om ieg ey havde talt med Admiral Fontenay eller en anden Admiral. Sagde, efterdi Hertugen havde talt om en memorial, saa kunne ieg nu og indgive en. Ieg spurgte, om ieg havde nødig at opholde mig i Byen, hvoril han svarede nej, da man ikke kunne vide, hvor snart der faldt Resolution. Af alt kunne ieg se, at Hertugens Svar var ham uventede, da Blodet endog steg ham op i ansigtet derved.

Paa udvejen havde vi stedse kørt og gaaet til Bernstorffs Gaard som og siden igiennem alléen til Ermelundshuset, igiennem Dyrehaven til Klampenborghuset, om Strandvejen til Gyldenlund. Var paa Veyen oppe ved Æmilie Kilde og drak af vendet, hvor der for mig formedelst det anlæg og de store Træer var sket som en fortryllende forvandling, da der sidst, ieg var der, var gandske øde.

Vi var inde i Gyldenlund med alle de smaa, spatzerede der igiennem til Familiebakken, kiørte og gik hiem, kom ind ad Nørre Port Kl. 5 og strax spiste Middagsmad hiemme.

Alle Steder paa Veyene var med nye haver og Huse bleven besat, alt forskiønnet og peupleret, saa ieg næsten ikke kiendte mine gamle Steder igien, siden ieg saa dem sidst, som nu og var 10 Aar siden.

den 12. Juni 1789. Skrev en memorial til Kongen i almindelige udtryk, hvori intet særdeles blev søgt, mens kuns udbedet en favorable Resolution. Gik til Fontenay med den om Aftenen, som tog imod den. Sagde det var det forrige ministerii Skyld, den Sag var saaledes udfaldet, der tillige med Echstedt havde givet Kronprintzen ufordelagtige Tanker om den, som han nu ikke kunne faa ud af Hovedet igien, og at han er underlig at tale med etc.

Hiem-Reyse fra Kiøbenhavn

Den 13. Juni 1789. Spiste til imddag i Kiøbenhavn og om Eftermiddagen Kl. 3 rejste derfra med en postvogn, kiørte Roskildevejen.

Den 14. Juni 1789. Søndag om Morgenen Kl. 7 tog fra Køge med postvogn til Storeheddinge for at se denne saa ofte af min Moder omtalte Bye, og hendes brødres og søstres fødeby.

Man kører i sandet ½ Miil dertil, dernæst drejer om ad Broen paa venstre Haand, hvor Stevns Herred begynder. Vejen er godt istandgjort med smaa Steen ligesom en Kongevej; kom igiennem 3 Bondebyer, nemlig først Strø By, var inde i dens Kirke, der er indrettet ligesom Carisi Kirke, som var omtrent 1 Miil. Saa Magleby Kirke paa venstre Haand, der har et høyt spir uden Tvivl for de søfarendes Skyld. Den anden Bye kaldtes Klippinge, der ey har Kirke, kunne, da vi kom ud af samme, se Storeheddinge, som syntes at ligge i en dal og har ingen Anseende. Den 3die Bye var Bielkerup. Kom til Store Heddinge Kl. 9 ¾ . Vejen betales kuns for 2 Miil, men synes at være imod 3. Bommen for Byen var lukket, da det var begyndt at ringe til Prædiken, saa der maatte Bud til byfogden, Holstein, om Vognen kunne køre ind, da det endnu ikke var ringet sammen.

Store Heddinge Kirke

Besaa Byen og Kirken. Byen er egentlig kuns en flek. Kirken har munkegange rundt om koret og aparte om alteret. Et lidet Kammer er derved og ved disse Gange, som kaldes fra gammel Tid Elle-Kongens Kammer: Daaben af en stor kampesten udhulet og dannet dertil og var stærk malet. Prædikestolen var ikke som i Almindelighed past paa en væg, men midt over koret, som Præsten da vender Ryggen til og har et Bord bag ved sig, bred opgang dertil, om ieg erindrer ret, fra begge Sider, den er ellers simpel og i Kirken har mere Anseende af et galleri, da den er fortil ved indgangen til koret. Præsten kan godt høres derfra, som ieg iagttog, da ieg lidet var i Kirken, imedens han prædikede.

Ikkuns 2 epitaphier var der i Kirken med Malerier, det ene en præstes fra forrige secul, det andet en borgemesters synes mig. Kuns en aaben Begravelse just under sakristitrappen, hvor man mente Provst Leths og hans Kones lig maatte staa, som dog ingen vidste noget af at sige, endskiønt han dog var død i dette secul. Samme Begravelse var nu gandske fuld af lig. Sakristiet var stort og lyst med en høj Trappe op til koret paa høire Haand, naar Ryggen vendes til alteret. Altertavlen var givet til Kirken af en Christian Erichsen de Frisendorph og hans hustru en Krabbe synes mig, den var smuk.

Byfogden var af de adelige Holsteiner, noget skrutrygget.... Præste Gaarden var nyopbygget af hr. Lax, hvortil indgangen var fra Kirkegaarden, dan var smuk og plaisent, Sogne-Præsten var hr. Møller...

Kom til Vordingborg om Aftenen Kl. 9½.

Den 29. Juni 1789. Skrev Brev Bernstorff til, hvad Fontenay havde sagt, samt at ieg ikke havde lyst til civil Betiening, men vel til Sællandske Erulleringspost, som han havde givet anslag paa.

Den 7. Juli skiød man til Fuglen her i Byen paa Galliemarken.

Den 2. August 1789. Saa, at der havde været et Oprør i Frankrig d. 14. Juli.

Den 23. August. Brev at Christian Schiønning havde talt med Fontenay, som sagde, Posten (en enrulleringspost i Stavanger) skulle for min Skyld blive opholdt til videre, og til Kronprintzen kom, at Kronprintzen havde sagt, ieg maatte soulageres, og at det var ham meget om at giøre, ieg kunne stilles tilfreds, men at det maatte efterses, om der var noget Exempel paa, at en som var sat i den situation, igien var indgaaet i Tienesten. Videre havde Kronprintzen sagt, at dersom saadant ikke kunne lade sig giøre, kunne ieg jo faa Pension. Fontenay forsikrede dyrt, at han alene havde talt om den Post for dermed at giøre Begyndelse til at komme ind i Etaten og i mit No. igien. Han sagde ligeledes, at den snak om Exempler havde andre sat ham i Hovedet; men at han da havde svaret ham, at da ieg var sket Uret, burde der ikke spørges efter Exempler.

Den 25. August 1789 Aften. 4 flagermus paa en Gang ind i mit Kammer, og som formedelst deres skygger paa Væggen af lyset lod, som hele kammeret var fuldt af dem.

Den 4. September 1789. Kiørte vi alle Kl. 10½ til Langebæk med 4 Heste for chaisen.

Den 4. Oktober 1789. Grev Rantzau kom her i morges Kl. 4 fra Kiøbenhavn, havde ikke været her i 2 Aar. Han lod mig ved sin jæger vide sin Ankomst, giorde ham en Visit i Formiddag. Conferensraad Clasen var med ham. Han havde væltet paa Veyen.

Den 5. Oktober 1789. Giorde Greve Rantzau mig Visit i Formiddag.

Den 8. Oktober 1789. Om Morgenen Kl. 9 rejste Greve Rantzau til Kiøbenhavn, havde iturevet kvitteringen for de 300.

Fin Middag med kartofler

Den 9. Oktober 1789 kom Kammer Herre Calmet herind med Frue og Søn til Michelsmarked, som var i Dag, tillige med min Kone. De tog strax hertil og spiste varm Frokost hos os af cartufler, carminade, hele høns med selerisous over, sukkerbrødskage, Frugt, Rødviin etc. Domestiquerne fik og Mad. Baron Knuth og hans Frue, en Datter af den gamle Moltke var og hos os. De kiørte alle til rosenfeldt mod Aftenen min Kone med. Calmet talte meget med mig om min Sag, sagde, det var en statssag, som han, sagde han, havde vidst fra Begyndelsen af, og at ieg derfor ikke kunne faa Tilfredsstillelse. Min Kone kom om Aftenen tilbage med Knuts.

Den 26. Oktober Formiddag Kl. 12 kom min Kone fra Rosenfeldt efter at have været der i 5 Uger.

Den 8. November 1789. I Dag var det 8 Aar, siden krigsrettens smukke, aftvungne Dom blev oplæst for mig.

Den 27. November 1789. Saa, at Herschel havde opdaget den 7. drabant ved Saturnus, og som var den nærmeste af dem alle.

Den 28, November Middag Kl. 12 kom min Kone og hendes Søster hiem igien fra Møen, var i gaar middags taget fra Marienborg og lagt i Langebæks Præste Gaard i Nat, havde været borte i 4 Uger, mindre 2 Dage.

Den 27. December 1789. Brev i Dag, at Christian talt med Bernstorff, som sagde, ieg fik Pension, naar Admiralitetet derom giorde Forestilling, at baade han og Fontenay havde giort alt, hvad de havde kunnet, at udvirke at komme i Tienesten igien, men at intet havde været at udrette, at det var giort til en umulighed, at han ikke vidste, hvad Pension ieg fik.