Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Sommerkjole i bomuld og hør, 1850'erne

Sommerkjole i bomuld og hør, 1850'erne

I midten af 1800-tallet var årstiderne med til at bestemme kvindetøjets farver og materialer. Om sommeren blev vaskbare materialer som bomuld og hør foretrukket. I forsommeren 1853 blev København ramt af en koleraepidemi, hvor 5.000 mennesker omkom. Der var ikke enighed om, hvorvidt smitten skyldtes åbne kloakker, hvor spilde- og drikkevand på nogle strækninger blev blandet.

Efter epidemien tog diskussionen af sammenhængen mellem renlighed, hygiejne og smitsomme sygdomme til, og byens kloak- og renovationssystemer blev efterfølgende forbedret. Den lilla og hvide sommerkjole i bomuld og hør fra 1850'erne kan - i modsætning til en uld- eller silkekjole - tåle at blive vasket.

Dragtbeskrivelse

Kjole bestående af liv og skørt. Kjolens stof er stift bomuld med lilla bund og påtrykt mønster. Skørtet er rynket til et smalt lærredsbændel foroven. Forneden kantet med en hvid lidse. En slids bagpå. Stiklomme i højre sidesøm. Livet går ned i en spids for og bag. Rynker på ryg- og forstykke, som samles i spidserne. Lange ærmer med håndlinning og 4 puffer, også kaldet gabrielleærmer. Ærmerne lukkes med hægter foran og ved håndleddene. Rund tætsluttende halsudskæring. Foret med hvidt lærred. Stivere i foeret.

Kjole, liv og skørt, mus. nr. 1924/1961 Bomuld. Lilla bund og påtrykt hvidt og mørklilla mønster. Foer, hvidt lærred.

Skørt, længde: 111 cm
Skørt, vidde forneden: 375 cm
Skørt, vidde i talje: 65 cm
Skørt, slids, længde: 25 cm
Liv, længde bag: 37 cm