Tournurekjole i fire dele, ca. 1870.
I tournurens første fase fra o. 1868-1875 bestod kjolen af liv, skørt, tunika og evt. et overskørt. Sommerkjolen i bomuld er en tidlig tournure fra o. 1870, hvor nederdelen består af tre dele: et langt skørt, et skød og en tunika, der kan draperes bagtil med bændler.
Kjolen har tilhørt Emilie Ankersen fra Vejle. Emilie Ankersen var Rebekkasøster - dvs. kvindeligt medlem af Odd Fellow Ordenen. Odd Fellow Ordenen blev grundlagt i USA i 1819 som en velgørenhedsorden. I Danmark indførtes ordenen i 1878, da den første loge blev dannet i København.
Igennem hele 1800-tallet var filantropisk arbejde almindeligt blandt de bedrestillede i samfundet. Kvinderne tog på sygebesøg, syede og indsamlede tøj, sørgede for mad m.m. for samfundets svageste. En vigtig del af det filantropiske arbejde var også at lære de fattige middelstandens gode dyder.
Dragtbeskrivelse
Kjole af hvid bomuld med påtrykt blomstermønster.
Kjolen består af et liv, et skørt, et skød og et overskørt med tunikaeffekt. Livet har en lille rund halsudskæring med tilsyet ståkrave. Tilbagetrukne skuldersømme. Runde ærmegab med lange vide tosømsærmer, rouleau i ærmegabet, forneden et bredt opslag af stoffet med tungekant og besætning af vinrødt bånd. Figurskårne sidesømme. I taljen en smal rynkegang med bændel 14 cm over kanten. Gennemknappet midt for med dobbelte forkanter, hvori til venstre 4 runde, syede huller til indsætning af patentknapper. I højre forstykke syede knaphuller. I halsen 2 par hægter. I nakken strop til ophængning. Delvis maskinsyet med kædestingsmaskine. Helskåren ryg.
Skørtet har 3 cm bred linning i livet og lukkes med 2 par metalhægter midt bag. Fortil glat, let rynket af 3 stofbaner, bagtil kraftigt rynket. På vrangen bændler til ophæftning. 25 cm slids midt bag i bagsømmen. Skoning af hvidt bomuldsstof. Overskørtet har 2½ cm bred linning i taljen og lukkes midt for med en gul hægte. 2 forbredder og 2 bagbredder. Vidden er jævnt rynket til linningen. Fortil 4 cm adskillelse mellem stofkanterne. Forkanterne har ca. 10 cm bred belægning af stoffet med tungekant, herpå røde bånd. Ligeså forneden tungekant med båndbesætning. Bændler indvendigt bagtil til ophæftning. Skødet har 4 cm bred linning i livet og lukkes midt for med 2 par hægter, hvoraf de 2 overhægter mangler. Stoffet er syet glat til linningen undtagen midt bag, hvor det er lagt i nogle få bløde læg. Derover en tredobbelt sløjfe af stoffet, de løse ender kantet med røde bånd og desuden røde bånd langs underkanten, som er tunget.
Damekjole, mus. nr. 269/1988
Bomuld. Hvid bund med indvævet mønster. Rød-lilla blomster påtrykt. Borter, vinrøde.
Liv, længde bag: 51 cm
Liv, tajle vidde: 92 cm
Skørt, længde midt bag: 123 cm
Skørt, længde midt for: 110 cm
Skørt, talje vidde: 60 cm
Overskørt, længde bag: 110 cm
Overskørt, længde for: 75 cm
Overskørt, talje vidde: 61 cm
Skød, længde bag: 32 cm
Skød, længde for: 20 cm
Skød, talje vidde: 60 cm