Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Knud 2. den Hellige (1080 - 1086)

Biografi


Knud 2. den Hellige blev som den eneste danske konge kåret som helgen, men af en helgen at være var han ganske upopulær i sin samtid. Knud var en barsk herre og kom derfor hurtigt i konflikt med sine undersåtter. Bl.a. søgte han at indføre, at der skulle betales tiende til kirken. Det der dog fik bægeret til at flyde over var, at han beordrede ledingsflåden samlet ved Limfjorden, så de kunne drage på togt til England. Mange blev imidlertid væk, og Knud, der heller ikke selv kom, krævede bøder af dem, der ikke dukkede op. Det menes at være årsag til, at der brød et oprør ud i Jylland. Kongen måtte flygte, men blev indhentet og dræbt i Skt. Albani Kirke i Odense, hvor han havde søgt tilflugt.

Det var dog ikke hos alle, at han var upopulær. Knud var nemlig en god mand for kirken. Efter hans død gik der heller ikke længe, inden munkene i Odense søgte at få kåret Knud som helgen. Dette lykkedes under hans bror Erik Ejegod, og den 19. april 1100 kunne kongens knogler gravsættes i Skt. Knuds Kirke, hvor de stadig findes.

Begivenheder


1085: I et gavebrev fra kongen fritages den skånske bisp i Lund for at beværte Kongen og hans følge og opnår retten til at indkassere de bøder, bispens undersåtter idømmes.
1085: Knud udbyder leding for at generobre England

Slægten


Gift med: Edel (Flandern)
Far: Sven 2. Estridsen
Mor: Ukendt frille.
Farfar: Ulf Jarl
Farmor: Estrid
Børn: Carl