Valdemar 1. den Store (1157 - 1182)
Biografi
Valdemar fødtes syv dage efter faren, Knud Lavards, død og voksede op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med dennes sønner Esbern Snare og Absalon. Specielt Absalon fik betydning for Valdemar, da han blev kongens nærmeste allierede gennem hele livet. Men før Valdemar kunne sætte sig på tronen, måtte han dog igennem en række kampe med andre kandidater til posten som konge. De ophørte dog, da Sven 3. Grathe slog Valdemars allierede Knud 3. ihjel, og Valdemar selv kort efter besejrede Sven. Efter at være blevet konge koncentrerede Valdemar sig nu om at styrke sin magt. Som en del af dette fik han gjort sin far til helgen og kronet sønnen Knud 4. som medkonge og tronarving ved en kirkefest i 1170. På den måde fik han gjort sin slægts ret til tronen guddommelig.
En anden del var en styrkelse af administration og militær. Rundt om i landet byggedes en række borge, som både kunne bruges til forsvar mod fjender og som opholdssteder, når kongen var på rejse. Valdemars styre hvilede i høj grad på et samarbejde med barndomsvennen biskop Absalon, hvilket bl.a. sås, da de i fællesskab nedkæmpede og tvangskristnede Venderne på øen Rügen.
Begivenheder
1157: "Blodgildet i Roskilde". Sven 3. Grathe slår Knud 3. ihjel, mens Valdemar undslipper. Senere besejres Sven Grathe af Valdemar.
1158: Absalon vælges til biskop af Roskilde.
1161: Ærkebiskop Eskild drager i landflygtighed i protest mod Valdemar og Absalons politik.
1169: Valdemar og Absalon erobrer Rügen.
1170: Knud Lavard kåres som helgen.
1177: Absalon udnævnes til ærkebiskop.
Slægten
Gift med: Sofie af Novgorod
Far: Knud Lavard
Mor: Ingeborg (Rusland)
Farfar: Erik 1. Ejegod
Farmor: Bodil
Børn: Knud 4., Valdemar 2. Sejr, Ingeborg og Richiza