Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Knud 3. (1146 - 1157)

Biografi


Da Erik 3. Lam trak sig tilbage, kunne der ikke blive enighed om en fælles dansk konge, og der startede en magtkabale, som sjældent har været mere rodet i kongehistorien. Resultatet blev i første omgang, at Sven 3. Grathe blev konge over Skåne og Sjælland, mens Kong Niels's barnebarn Knud 3. blev konge i Jylland. Det sidste kort i kabalen var Valdemar 1. den Store, som ikke fik nogen kongetitel, men indgik som et ganske aktivt led i magtforviklingerne.

Hverken Svend eller Knud var tilfredse med denne ordning og søgte begge at blive enekonge. Knud stod i første omgang alene over for Svend og Valdemar, men senere lykkedes det Knud at slå sig sammen med Valdemar. Dette blev blandt andet markeret ved, at Valdemar blev forlovet med Knuds halvsøster Sophie.
Kampene mellem de tre blev dog indimellem afbrudt af mæglingsforsøg fra den tyske konge Frederik Barbarossa og de danske stormænd. I 1157 lykkedes det stormændene at få strikket et forlig sammen, der delte riget mellem de tre stridsmænd, og ved et gilde i Roskilde skulle dette bekræftes. Knud fik dog ikke megen glæde af aftalen, da Sven benyttede den ellers så festlige lejlighed til at slå Knud ihjel.

Begivenheder


1147: Slaget ved Slangerup
1150: Slaget ved Tåstrup
1151: Slaget ved Gedbæk
1152: Rigsmøde hos den tyske konge i Merseburg.
1157: "Blodgildet i Roskilde". Sven slår Knud ihjel, mens Valdemar undslipper.
1157: Riget deles mellem Sven, Knud og Valdemar.
1157: Valdemar besejrer Sven ved et slag på Gråhede ved Viborg og bliver dermed enekonge.

Slægten


Gift med: ukendt datter af Kong Sverker 1. af Sverige
Far: Magnus
Mor: Richiza
Farfar: Niels
Farmor: Margrete Fredkulla
Morfar: Boleslaw 3.
Morfar: Zbyslawa af Kiev
Børn: Valdemar og Niels