Christian 9. (1863 - 1906)
Biografi
Med Frederik 7. uddøde det Oldenborgske kongehus og i stedet kom den Glücksborgske linie til. Det blev en slægt, der bredte sig ud i Europa, da Christian 9.s børn giftede sig ind i flere europæiske kongehuse. Christian blev derfor også tit kaldt Europas svigerfar.
Christian 9. var oldebarn af Frederik 5. og havde fra barn af et tæt forhold til kongehuset. Han fik en grundig uddannelse og var derfor velforberedt på sit kommende hverv. Alligevel kom han ud i stormvejr, da han som nytiltrådt konge blev bedt om at underskrive en forfatning, der indlemmede Slesvig i selve Danmark. Efter pres fra de nationalliberale og en rasende folkemængde, der foran kongens bolig råbte "ned med kongen", skrev han under. Det skete dog med en bemærkning om, at det ville betyde konflikt med Preussen og Østrig, hvad også skete kort tid efter med krigen 1864 og tabet af Slesvig-Holsten til følge.
Forholdet mellem Christian og de nationalliberale var derfor i den sidste halvdel af 1860'erne dårligt. Det bedres dog fra 1870'erne, da de nationalliberale sluttede sig til godsejere i partiet Højre. Indtil systemskiftet i 1901 kæmpede Christian og Højre sammen om at holde Venstre, der havde flertal i Folketinget, fra magten.
Begivenheder
1864: Krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig. Danmark mister Slesvig-Holsten og Lauenborg.
1866: Grundloven revideres. Godsejerne får magten.
1876: Socialdemokratiet stiftes.
1882: Det første andelsmejeri (Hjedding ved Ølgod)
1884: Avisen Politiken udkommer første gang.
1884: Christiansborg brænder.
1895: Den første filmforevisning (i Paris)
1901: Den første flyvemaskine letter (USA)
Slægten
Gift med: Louise af Hessen-Kassel
Far: Vilhelm af Slesvig-Holsten-Søderborg-Glücksborg.
Mor: Louise Caroline af Hessen
Farfar: Friedrich Carl Ludvig af Holstein-Beck
Farmor: Friederike af Holstein-Beck (født Grevinde von Schlieben)
Morfar: Karl af Hessen
Mormor: Louise af Danmark (d.a. Frederik 5.)
Børn: Frederik 8., Alexandra, Dagmar, Georg 1. af Grækenland, Thyra og Valdemar.