Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Den Fjerne Krig

Tag en tur med til Afghanistan

Følg i fodsporene på en dansk soldat i den afghanske ørken.

Mærk gruset knase under skoene. Hør militærhelikopteren brumme i det fjerne. Og kom helt tæt på de danske soldaters hverdag i Afghanistan.

I udstillingen ’Den Fjerne Krig’ har vi genskabt en lejr lig dem, de danske soldater boede i, mens de var udsendt til Afghanistan – den er sammensat af genstande fra lejrene Camp Bastion, Price og Armadillo.

Sammen med NATO gik Danmark i krig i Afghanistan i 2001 efter angrebet i New York på World Trade Center.

Når du træder ind i udstillingen, tager du en tidsrejse tilbage til den afghanske ørken og til soldaternes lejre.

Bag sandfarvede beskyttelsesmure går du rundt og mærker stemningen, som soldaterne oplevede den.

Den 600 m2 store udstilling gengiver en soldaterlejr i Afghanistan og omgivelserne så virkelighedsnært som muligt.

En udstilling du gerne må røre

Uniformer, våben, førstehjælpsudstyr og andre ting fra hverdagslivet i lejren er hentet hjem sammen med ISAF Hold 10, der var i Afghanistan i 2010/11. Tingene er brugte, skrammede og fyldt med personlige graffitihilsener. Og du kan røre ved flere af dem.

Det gælder blandt andet det pansrede køretøj EAGLE IV, der i 2010 blev ramt af én af Talebans vejsidebomber, og som nu er udstillet i ’Den Fjerne Krig’. Du kan kravle ind i den og med egne øjne se, hvor stor skade, en vejsidebombe kan udrette.

I udstillingen kan du dykke ned i kort over missionsområdet, tidslinjer, videoer med udsendte soldater og deres pårørende. Og ’special effects’ med lyd og lys giver en helt særlig stemning, der aktiverer sanserne.

Den Fjerne Krig er etableret med støtte og bidrag fra Nikolaj og Felix Fonden, Det Obelske Familiefond, Hærens Operative Kommando, Center for Militærhistorie ved Forsvarsakademiet, Kredsen Mars og Merkur samt Selskabet Tøjhusmuseets Venner.

OBS: Advarsel til veteraner

Udstillingen gengiver hverdagen i Afghanistan meget realistisk og kan medføre følelsesmæssigt ubehag eller vække voldsomme erindringer fra din egen udsendelse.

Den Fjerne Krig

Dansk soldater i Helmandprovinsen. Foto: Forsvarsgalleriet