Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Kinesisk inspireret kjole - skørt og caraco

Kinesisk inspireret kjole - skørt og caraco

Danmark formåede at holde sig neutral i stormagternes krige i anden del af 1700-tallet. I stedet brugtes søfartens kræfter på den internationale handel. Det var en lukrativ tid for Danmark, og tiden går under navnet den florissante - blomstrende - periode. Asiatisk Kompagni, som blev grundlagt i 1732, havde eneret på handelen med Indien og Kina. I begyndelsen importeredes silke primært fra Indien, men efterhånden dominerede Kina importen til Danmark af såvel silke som porcelæn og te. Kina kom til at påvirke den danske mode, og det blev populært blandt europæiske kunstnere at efterligne de kinesiske motiver, både på tøj, møbler, tapeter osv.

Den lyse hjemmedragt er af kinesisk silke og har tilhørt baronesse Iseli.

Dragtbeskrivelse

Dragten består af et skørt og en caraco, en trøje. Caracoen har fiskeben og snøregang i ryggen som et snøreliv. Firkantet udskæring kantet med en smal valencienneknipling. I ryggen adriennefolder. Ærmerne når til under albuen, lille split foran, spidst skåret bagud. Over ærmegabene rester af afrevet bobinet. Skørtets bagbredde har foldelæg på begge sider af slidsen, der er til at hægte. Skørtet er fodfrit foran og med et lille slæb bagtil. Forneden en guirlandebort broderet med kulørt silke i fladsyning. Et smallere tilsvarende broderi findes på trøjens bryst og langs kanterne foroven og forneden.

Kjole, 2 dele: Skørt og Caraco samt taske, kinesisk silke, mus. nr. W.9
Silke. Cremefarvet.

Guirlandebort, bredde: 35 cm