Drengetøj i blå silke med lange bukser, 1780'erne

1770'erne var et vendepunkt i drengemoden. Tidligere var fornemme drenge fra 4-5-årsalderen klædt som små voksne mænd i paryk, stramme knæbukser, knæstrømper og en lang jakke - en kjol.

Man, det vil især sige filosoffer som fx John Locke og J.J. Rousseau, begyndte at diskutere tidens strenge idealer for børneopdragelse. Børn skulle ikke kun læse sig til lærdom, men opdrages til frihed gennem samtale og iagttagelse. De foreslog også, at børn skulle gå mere bekvemt klædt i løsere tøj. I første omgang var det især drengene, der mærkede forandringen i påklædningen. De begyndte bl.a. at bruge lange bukser med forholdsvis snævre ben og god plads til bevægelse omkring hofterne.

Lange bukser blev på dette tidspunkt kun brugt af sømænd og arbejdsfolk, mens adel og borgerskab ikke anså det for en passende påklædning.

Nationalmuseets blå drengedragt fra 1780'erne vidner om det nyere og friere syn på opdragelse og påklædning. Det er en såkaldt sømandsdragt - à la matélot - med lange bukser og en kort trøje. Dragten blev ofte brugt sammen med et skærf om livet. Det vides ikke, hvem dragten har tilhørt, men silkestoffet vidner om en vis velstand.