Tyttebærkrigen 1788
Tyttebærkrigen var på alle måder en sær krig. Utroligt mange aktører, alliancer og dagsordner – men kun ét egentligt slag, som ikke engang var særligt drabeligt, blodigt eller afgørende.
Den eneste grund til, at der overhovedet var et nævneværdigt tabstal, var faktisk de mange sygdomme, der udbrød på de dansk-norske troppers tilbagetog. Selv navnet er mærkeligt. Det henviser til de bær, som soldaterne supplerede den dårlige forplejning med på hjemturen.
Et proformaslag og en forsvarsalliance
Tyttebærkrigen starter med et slag, som ikke er et rigtigt slag. Finsk-svenske soldater klædt ud som russiske kosakker angreb 28. juni 1788 egne tropper ved grænsen mellem Rusland og Finland. Dette proforma-slag var arrangeret af den svenske kong Gustav 3. Han havde længe ønsket at erklære Rusland krig, men manglede Rigsdagens opbakning. Et russisk angreb var lige den undskyldning, han havde brug for. Nu havde han frie hænder!
Danmark-Norge havde egentlig ikke noget med det hele at gøre, men var bundet af en forsvarsalliance med Rusland og derfor tvunget til at gå ind i konflikten. Idet Rusland selv lå i krig med Tyrkiet, befandt størstedelen af den russiske hær sig flere tusinde kilometer syd for den finsk-russiske grænse. Da svenskerne angreb, forlangte Rusland, at Danmark-Norge opfyldte sine forpligtelser og forsvarede dem. Et korps på 7.500 mand, primært norske soldater, blev hurtigt samlet og sendt af sted mod Bohuslen nord for Göteborg i Sverige.
Slaget ved Kvistrum bro
Tyttebærkrigens eneste slag stod 29. september ved Kvistrum Bro. En mindre svensk styrke havde forskanset sig et stykke fra broen, mens danskerne rykkede nærmere. Danskerne var klart i overtal – 7.500 mod 1.000.
Den lille svenske styrke trak sig langsomt tilbage, mens deres kommandører forsøgte at forsinke den dansknorske hærfører, Carl af Hessen, ved at invitere ham på både middag og frokost. 29. september var tålmodigheden dog brugt op, og den dansk-norske styrke angreb de svenske stillinger. Forsvarerne holdt ud i tre kvarter. Hermed havde de sikret deres ære og kunne overgive sig.
En presset svensk konge og en snarrådig diplomat
I mellemtiden var Gustav 3.’s kampagne mod Rusland slået fejl. Hans officerer havde desuden gjort oprør og afsløret hans svindelnummer med proforma-angrebet. Krigslykken var i dén grad vendt for kongen! En ny aktør træder nu ind på scenen: den britiske ambassadør i Danmark, Sir Hugh Elliot. Han fik en afgørende betydning for hele krigens udfald og blev også kong Gustavs redning. Briterne var ikke interesserede i at se Rusland vinde krigen mod Sverige og vokse sig større og stærkere. Da Elliot fik nys om de dansk-norske angrebsplaner, opsøgte han derfor Gustav 3., så hurtigt han kunne. Derpå truede han Carl af Hessen med, at Storbritannien og Preussen ville erklære Danmark-Norge krig, hvis ikke de stoppede deres angreb. Truslen virkede særdeles effektivt, og Danmark trak straks sine tropper ud af Sverige.
Tyttebær kunne ikke redde soldaterne
Det dansk-norske korps havde kun mistet seks mand i selve slaget. Det var billigt sluppet – men på tilbagetoget begyndte problemerne at opstå, og helt andre tabstal kom på bordet. Vejret var vådt og koldt, og uniformerne gav ikke tilstrækkelig beskyttelse.
Forplejningen var meget mangelfuld, og soldaterne måtte supplere med, hvad de kunne finde i skoven – bl.a. tyttebær, som har givet navn til krigen. Dødelige sygdomme som dysenteri og tyfus brød ud og hærgede i styrkerne. Knap 1.000 soldater mistede livet.