Torstensonfejden

I sit livs efterår måtte Christian 4. se sin magt og sit livsværk smuldre, da nabolandet Sverige pludselig, helt uden varsel, lod tropper myldre ind over alle rigets grænser. Den gamle konge var ganske uforberedt på det voldsomme angreb. Han havde overset, at han langsomt var ved at løbe tør for venner.

Begyndelsen til enden på Danmarks storhedstid

Torstensonfejden blev begyndelsen på enden for Christian 4. og Danmarks storhedstid. De urimelige stigninger på Øresundstolden havde længe været en torn i øjet på de europæiske søfartsnationer, og i 1643 havde svenskerne fået nok af Danmarks grådighed.

De iværksatte et hårdt og effektivt angreb, der kom som en total overraskelse for den aldrende Christian 4. Krigen kom til at koste kongen dyrt. Han mistede et øje, store dele af sit rige og for svimlende summer af skibe, mandskab og krigsudstyr.

Grådighed

Christian 4. var ganske uforberedt på det voldsomme angreb, der ramte ham i 1643. Han mente selv, at han sad sikkert på sin trone som Nordens førende monark, men virkeligheden var en ganske anden. Han havde tabt Kejserkrigen og manglede konstant penge. Derfor skruede han igen og igen på skatteskruen og lod tolden på Øresund og Elben stige kraftigt.

Presset på to af Europas mest vitale handelsruter var til stor gene for mange af kongens gamle allierede. Særligt for søfartsnationen Nederlandene. Da det i Stockholm blev besluttet at slå Christian 4. ud af spillet om magten i Norden, passede det derfor de utilfredse nederlændere glimrende. De var mere end villige til at lade svenskerne leje skibe og mandskab til det form

Angrebet på Danmark

13. december 1643 begyndte angrebet på Danmark. Fra syd rykkede den svenske general Lennart Torstenson med 19.000 mand ind i Holsten og videre op i Jylland. Det kom fuldstændig bag på Christian 4., at Sverige uden en krigserklæring kunne finde på at angribe ham sydfra! Det skulle dog blive værre endnu: 14. februar 1644 marcherede den svenske general Gustaf Horn med en hær ind i Skåne.

Christian 4. organiserede hurtigt forsvaret og lod i foråret 1644 flåden i København udruste til kamp. Første opgave blev at blokere Göteborg, og kongen var selv med om bord på orlogsskibet Trefoldigheden. Da han hørte om en hjælpeflåde på vej fra Nederlandene, lod han flåden sejle ud i Nordsøen. De to flåder mødtes i Listerdyb 16. maj, og det lykkedes at forhindre nederlænderne i at nå frem til de indre danske farvande.

Da den svenske flåde nærmede sig Danmark i juni, stævnede Christian 4. atter ud. Denne gang fra København med 40 skibe. Kampen med den svenske flåde på Kolberger Heide 1. juli endte uafgjort, men det lykkedes at forhindre, at svenskerne overførte tropper til Fyn og Sjælland. Den 67-årige konge blev selv såret og mistede synet på sit højre øje.

Nederlag

I sensommeren 1644 havde hjælpeflåde nr. 2 fra Nederlandene held til at forene sig med den svenske hovedflåde, og nu gik det galt for Christian 4. I slaget ved Femern 13. oktober 1644 led Danmark-Norge et ydmygende nederlag. I 1645 var den slagne konges eneste udvej at starte fredsforhandlingerne. Han mistede Gotland og Øsel i Østersøen, de norske grænseprovinser Jemtland og Herjedalen – samt Halland i 30 år. Nederlandene sørgede desuden for, at kong Christian blev presset til at nedsætte Øresundstolden.

Danmarks storhedstid var slut.