Danmarks Nyere Tid - Ungdomsuddannelserne
Historiens lange linjer
Forløbet "Historiens lange linjer" giver et indblik i centrale begivenheder, hændelser og fænomener i de seneste 350 års danmarkshistorie, krydret med små historier om det levede liv og almindelige danskeres hverdag.
Undervisningen foregår i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" og er en indføring i udviklingen fra enevælde til velfærdsstat.
Forløbet er oplagt enten som appetitvækker eller repetition i forhold til forståelse af kronologi og historiske sammenhænge.
Målgruppe: Ungdomsuddannelserne
Varighed: 1 time
Fag: Dansk, historie med samfundskundskab, samfundsfag
Max antal deltagere: 30
Pris: 600 kr.
Guldalderen
Perioden 1800-1850 er den, vi i dag kalder Danmarks guldalder. Men hvad har givet netop denne periode i landets historie et så gyldent skær? Svaret kan måske være, at guldalderen kan ses som et skatkammer af nye opfindelser, opdagelser og idéer inden for både kunst, litteratur og videnskab. Store personer som H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Adam Oehlenschläger satte deres præg på tiden. Men medaljen havde også en bagside. Der var langt fra borgerskabets trygge stuer til fattigfolkenes dagligliv.
Målgruppe: Ungdomsuddannelserne
Varighed: 1 time
Fag: Dansk, historie, samfundsfag
Max antal deltagere: 30
Pris: 600 kr.
Vejen til demokrati
I forløbet undersøger eleverne den historiske baggrund for demokratiet i Danmark fra enevælde og oplysningstid til grundloven i 1849 og kvinders og tyendes valgret i 1915. Med den første grundlov blev grundstenen lagt til det demokrati, vi kender i dag. Men det betød ikke demokrati for hele befolkningen. Vi ser på samfundet før og efter grundlovens indførelse og diskuterer, hvad demokrati er.
Målgruppe: Ungdomsuddannelserne
Varighed: 1 time
Fag: Historie, samfundsfag
Max antal deltagere: 30
Pris: 600 kr.
Det moderne gennembrud
"Det, at en litteratur i vore dage lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat." Med disse ord ville Georg Brandes forandre litteraturen. Han var træt af Biedermeier-idyl og startede i 1871 Det moderne gennembrud - som vi kalder den litterære periode i dag. I undervisningsforløbet får eleverne indblik i de tanker og idéer, der prægede perioden. Eleverne møder periodens store litterater og hører om en tid, hvor arbejdere i byen og landbefolkning kæmper sig til en stemme, hvor uligheden i samfundet italesættes, hvor kvinderne kræver rettigheder og uddannelse, og hvor det unge demokrati og politiske system blev skabt.
Målgruppe: Ungdomsuddannelserne
Varighed: 1 time
Fag: Dansk
Max antal deltagere: 30
Pris: 600 kr.
Download vores materiale til brug både før og efter besøget
Undervisningmateriale: Det moderne gennembrud
I Klunkehjemmet kan du booke forløb om Herman Bang og Det moderne gennembrud
Danmark i det 20. århundrede
Forløbet sætter spot på, hvordan det danske velfærdssamfund opbygges og udvikles. Men hvad er velfærd egentlig? Er det mere fritid, gratis uddannelse, kvinder på arbejdsmarked eller noget helt tredje?
I udstillingen møder eleverne blandt andet historierne om familier, der fik mere fritid, kvinder der kom på arbejdsmarkedet, børn der blev boende hjemme længere og flere der tog en uddannelse. Eleverne oplever at opbygningen af velfærdssamfundet skal forstås i tæt sammenhæng med forbedringen af befolkningens materielle vilkår, og at det er en tid, hvor gamle samfundsstrukturer udfordres af nye fællesskaber, familie- og identitetsformer.
Målgruppe: Ungdomsuddannelserne
Varighed: 1 time
Fag: Dansk, historie, samfundsfag
Max antal deltagere: 30
Pris: 600 kr.
SEX! Køn og krop
Hør om synet på sex og seksualitet gennem de seneste 300 år.
Vi taler om forbud, lyst, skam og fortielser. Om homoseksualitet, fri abort, kønssygdomme, ægteskab og kærlighed.
Eleverne får et historisk indblik i normer omkring seksualitet og køn fra 1700-tallet til i dag. Derudover skal eleverne perspektivere nutidens syn på køn, krop og seksualitet i historisk kontekst. Dette sker bl.a. ved at eleverne arbejder selvstændigt med dilemmaer inden for emner som graviditet, homoseksualitet og seksualundervisning i det 20.århundrede.
Målgruppe: Ungdomsuddannelserne
Varighed: 1 time
Fag: Dansk
Max antal deltagere: 30
Pris: 600 kr.
Download vores materiale til brug både før og efter besøget
Nationalmuseets Undervisning
Kontakt: undervisning@natmus.dk