Fra Alexander til Augustus
Omkring midten af 300-tallet f.Kr. erobrede en aggressiv makedonsk konge, Philip II, resten af Grækenland, men dræbtes i 338 f.Kr. ved et attentat. Hans søn, Alexander den Store, tog arven op. Han gik i krig mod grækernes arvefjende, perserne, og viste sig som en fremragende hærfører. Ved sejren blev Alexander hersker over et rige fra Makedonien til Indien. Men han døde 33 år gammel i 323 f.Kr.
Mange grækere slog sig ned i de nye territorier i Den nære Orient, hvor græsk sprog og kultur blev udbredt som aldrig før. Derfor kaldes perioden mellem 323 og 31 f.Kr., hvor Augustus blev den første kejser i Rom, for hellenistisk tid. Hellas er det græske ord for Grækenland.
I kultur og kunst går der ikke noget skarpt skel mellem år 323 f.Kr. og de foregående årtier. Filosoffen Aristoteles, Alexanders lærer, regnes således for at være hellenismens åndelige fader.