Grækenland
For 35.-50.000 år siden boede der Neanderthal-mennesker i nutidens Grækenland. Senere blev området hjemsted for tre højt udviklede bronzealderkulturer (ca. 3200-1100 f.Kr.), centreret på henholdsvis
- øerne i Ægæerhavet (kykladisk kultur)
- Kreta (minoisk kultur)
- fastlandet (mykensk kultur).
Homers ”Iliaden” og ”Odysseen” blev digtet i jernalderen (ca. 1100-700 f.Kr.), men afspejler det mykenske aristokratiske univers, der gik til grunde ved bronzealderens slutning.
Kimen til mange af de begreber, der præger dagens Europa, blev lagt i Grækenland i det første årtusinde f.Kr.: ord som demokrati, politik, filosofi, historie og økologi har alle græsk oprindelse. Landet var længe opsplittet i selvstændige bystater, der bekrigede hinanden, og kun nogle få af disse – først og fremmest Athen – blev i perioder styret efter demokratiske principper, om end der langtfra var tale om demokrati i nutidens forstand. Alexander den Store (336 til 323 f.Kr.) forenede landet med militær magt, men det østlige middelhavsområde blev efterfølgende i stigende grad underkastet indflydelse fra Rom, og i løbet af 100-tallet f.Kr. blev Grækenland en romersk provins.
Klassisk græsk kultur og kunst har sat et uudsletteligt præg på eftertidens Europa – ikke mindst Danmark, hvor arkitekter og kunstnere fra 1700-tallet og fremefter blev dybt inspireret af de antikke forbilleder. Fortiden lever videre i nutiden.