Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Teknologi og produktion

Hvilke teknikker og redskaber anvendte man i forhistorisk tid i produktionen af tekstiler og skindgenstande? Hvert råmateriale har sine fremstillingsmetoder, og der er stor forskel på teknikker, design, egenskaber og anvendelse alt efter hvilket materiale, der er tale om. Tekstilteknologi omfatter tilvejebringelse af fibre, spinding, vævning, forarbejdning af det vævede tekstil og farvning. Variationer i samspillet mellem alle disse processer skaber forskellige visuelle udtryk, som kan bruges mere eller mindre bevidst i dragten, og som har indflydelse på genstandens egenskaber, holdbarhed og værdi.

Skindteknologi omfatter fremskaffelse af råmaterialer, rensning, skrabning, garvning, tilskæring og syning. Selvom vi ikke ved, hvilken teknik, man anvendte for at blødgøre og garve skindene, før de blev videreforarbejdet, står det klart, at man må have konserveret skindene for at undgå forrådnelse. Sandsynligvis anvendte man i garveprocessen en fedtholdig substans, fx fiskeolie, spæk eller dyrehjerne, men alun eller plantegarvning er også en mulighed.

Redskaber og produktionsanlæg er andre kilder, som kan fortælle om produktion og teknologi. Det er ikke alle dele af produktionen, som har efterladt lige synlige spor i det arkæologiske materiale. Mange redskaber er lavet af let forgængelige materialer som træ og ben og er derfor sjældent bevaret. Hovedparten af de bevarede redskaber er lavet af ler (tenvægte og vævevægte) eller metal (nåle, knive og sakse). Kamme, tene, vævesværd og brikvævningsbrikker forekommer også.

Teknologi og produktion
Vævevægte af brændt ler og tenvægte fundet i grubehuse fra vikingetiden på storgårdspladsen ved Tissø på Vestsjælland.

Forskellige typer produktionsanlæg som grubehuse, gruber og brønde til hør- eller skindforarbejdning kan give vigtige informationer om organiseringen af produktionen. Studiet af redskaber og produktionsanlæg fra forskellige arkæologiske sammenhænge kan give et overordnet billede af tekstil- og skindproduktionen på en bestemt lokalitet eller et større område. Herved kan man få værdifulde oplysninger om brug af og udveksling af viden om forskellige teknikker og håndværkstraditioner, samt forandringer i produktionen over tid.

Teknologi og produktion
Fåreuld har spillet en afgørende rolle i oldtidens tekstilproduktion.
Teknologi og produktion
Hørplanten er blevet brugt til tekstilproduktion i mange perioder af oldtiden. Planten får smukke blå blomster, og frøene har kunnet indgå i kosten.