Hvad er et husdyr?
Et husdyr er et dyr, som adskiller sig genetisk fra sin vilde stamform, og som kontrolleres avlsmæssigt af mennesker for at udnytte deres produkter og arbejdskraft. Et husdyr kaldes også et domesticeret dyr. Domesticering er det videnskabelige ord for den proces, hvor man gør en vild dyrerace til en husdyrrace. I løbet af denne proces, der varer mange generationer, ændrer dyrene sig på grund af en ny kost, et nyt miljø, men mest på grund af den kontrollerede avl.
At der i dag findes utallige dyreracer af kvæg, får, hest og hund skyldes således domesticeringen. Når et dyrs avl er kontrolleret kan man fremavle de særlige træk eller egenskaber man ønsker. For eksempel er grisens krølle på halen og hundens gøen fremavlede træk. Især har man dog domesticeret dyr med økonomi for øje. Fårets uld, svinets øgede fedtlag og kvægets øgede mælkeproduktion er alle eksempler på, hvad vi kan takke domesticeringen for.
Tamdyr vs. husdyr
Selvom mange husdyr er tamme, er et tamdyr ikke nødvendigvis domesticeret. De fleste pattedyr kan blive håndtamme, især hvis de indfanges som unger. Et tamt dyr er dog først domesticeret, når det adskiller sig genetisk fra sine vilde artsfæller, og disse forandringer indtræder først efter mange generationer. Selvom dyrene i zoologisk have kan være meget tamme og deres avl kontrolleres, er de dog ikke domesticerede. Gennem avlen sørger man netop for, at de ikke kommer til at adskille sig genetisk fra deres vilde artsfæller.