Kvæg i oldtiden

Køer og okser er yderst nyttige dyr i et landsbrugssamfund. De kan både benyttes som arbejdskraft og til produktionen af kød, mælk, ost og smør. Alt kvæg i Danmark, og i stort set resten af verden, nedstammer fra den uddøde urokse. I årtusinderne efter sidste istid var uroksen meget talrig i hele Europa, men den var også et yderst eftertragtet byttedyr. De sidste urokseknogler fra Sjælland stammer fra den ældre Kongemose-kultur, omkring 8000 f.kr. Fra Fyn kendes enkelte knogler helt op i bondestenalderen, mens uroksen endnu omkring Kristi fødsel kunne findes i Jylland.

Til trods for at uroksen fandtes i Danmark, er der dog ikke meget, som tyder på, at man domesticerede den her. De første tegn på tamkvæg i Danmark stammer fra bopladsen Åkonge i den vestsjællandske Åmose. Her er fundet knogler, som er blevet kulstof-14 dateret til ca. 3955 f.Kr. Dette kvæg er uden tvivl domesticeret og må dermed også være efterkommere af kvæg, der for længst var domesticeret. Lokal domesticering ville betyde, at der ville være overgangsformer mellem urokser og tamkvæg i knoglematerialet, men det findes ikke. Vi må derfor indtil videre antage, at det tidligste tamkvæg blev importeret sydfra.