Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Livet hos en fiskerfamilie to år efter tsunamien

Fiskerne, der boede ved stranden i Tranquebar, mistede alt, da tsunamien i 2004 fejede hen over deres hytter og ejendele. I dag, to år senere, bor mange familier fortsat i de midlertidige palmehytter og barakker, som NGO'er dengang byggede til de nødstedte. Vi har talt med en ung tamilsk pige om livet, som det i dag ser ud for hende selv og hendes familie.

Bhamas forældre i deres lille butik. Foto: Ingrid Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet
Bhamas forældre i deres lille butik. Foto: Ingrid Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet

Bhamadevi, en ung tamilsk pige, inviterede Ingrid og mig hjem til hytten, hvor hun og hendes far, mor, lillebror og to storebrødre med hver deres hustru bor på blot 30 m2. Mens det meste af hendes familie sad og lyttede, fortalte hun åbenhjertigt om dengang tsunamien ramte fiskerlandsbyen og om deres liv, som det former sig i dag.

Inden tsunamien ramte, havde både Bhamas far og hendes to storebrødre været fiskere, men i dag hverken kan eller ønsker de at vende tilbage til havet som fiskere. Under tsunamien blev faderen fanget af vandmasserne og beskadigede benene i en sådan grad, at han i dag er handicappet. Derudover har de heller ingen penge til køb af en ny båd, og de frygter en gentagelse af den katastrofale dag.

Bhama (forrest) i familiens hytte. Foto: Celia Ekelund Simonsen, 2007. Nationalmuseet
Bhama (forrest) i familiens hytte. Foto: Celia Ekelund Simonsen, 2007. Nationalmuseet

Familien klarer sig i stedet ved, at faren sælger sodavand og kager fra sin lille butik, der ligger i forlængelse af deres hytte, og Bhamas mor sælger fisk på torvet i Tranquebar. Hendes yngste storebror arbejder med fabrikationen af nye fiberfiskerbåde, og den ældste storebror arbejder som opsynsmand ved nogle nye murstenshuse, der er ved at blive bygget til fiskerne bag ved landsbyen. Målet er, at alle fiskerne, både de, der bor i de midlertidige hytter og de, der stadig bor i nærheden af havet, skal flytte ind i disse nye huse.

Spørger man Bhama selv, er de fattige, men på trods af det vil gæstfriheden ingen ende tage, idet vi træder ind i hytten. Vi bliver vist gennem den lille butik, ind i den egentlige hytte, hvor familien bor, og bliver bedt om at tage plads på de plastikstole, familien har sat frem til os. Derefter sætter den ældste storebror en ventilator frem, så vi ikke får det for varmt, og vi bliver budt på sodavand og frugt.

Plantegning over Bhamas hytte, som er en del større end en gennemsnitlig NGO-sponsoreret bolig i en af barakkerne. Opmåling og tegning: Celia Ekelund Simonsen og Ingrid Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet
Plantegning over Bhamas hytte, som er en del større end en gennemsnitlig NGO-sponsoreret bolig i en af barakkerne. Opmåling og tegning: Celia Ekelund Simonsen og Ingrid Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet

Selve hytten består af ét enkelt rum, med en seng, tv, køleskab, skab, ventilator, lille husalter og nogle få køkkensager. Med undtagelse af faderen, der sover på gulvet i sin butik, sover alle familiemedlemmerne i det lille rum, både i sengen og på gulvet. Bag hytten er der en lille gård, men det er også alt den plads, de har at gøre godt med til 8 mennesker.

Bhama fortæller, at hun glæder sig til at skulle flytte over i et af de nye huse, men at hun selv netop har fået sin eksamen som sygeplejerske, og er således blot hjemme hos familien i to måneder. Til marts tager hun af sted til Chennai (Madras) for at videreuddanne sig. Hendes store ønske er at kunne undervise andre, at blive professor, som hun siger. Som familiens økonomiske situation ser ud lige nu, er dette dog ikke realistisk, men som hun siger, vil hun blive ved med at prøve.

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007