Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Fiskeri ud for Tranquebars kyst

Dagliglivet i nutidens Tranquebar præges stadigvæk af sociale og kulturelle eftervirkninger af den tsunami, som i julen 2004 ramte området, samt af mangel på overrislingsvand til rismarkerne. Men tilstrømningen af tsunami relief penge har betydet stor byggeaktivitet og en udvidelse af basaren.

Fiskeri fra katamaran med påhængsmotor. Foto: Asger Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet
Fiskeri fra katamaran med påhængsmotor. Foto: Asger Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet

Landsbyens altdominerende erhverv er kystfiskeri og landbrug. Den økonomiske situation indenfor handel og service svinger i takt med indtægterne i de to hovederhverv. Fiskeriet ud fra Tranquebars kyst har indtil for få år siden traditionelt set foregået fra 6-8 meter lange katamaraner, der består af et antal sammensurrede og tilhuggede tømmerstokke. Til den forreste ende er der surret nogle mindre tømmerstykker som stævn. Masten med det store håndholdte bomuldssejl er fastgjort i en af tømmerstokkene. Under opholdet i vandet suger træet en del vand og efter en lang dags sejlads holder disse fartøjer sig flydende lige i eller under vandoverfladen og er derfor ret glatte at færdes på, og undertiden må fiskerne smide en del af fangsten over bord. I de senere år har fiskerne i stor stil anskaffet sig plastfiberbåde med udenbordsmotorer. Disse fartøjer er i dagligdagen langt mindre arbejdstunge at have med at gøre end katamaranerne, der hver dag efter endt fiskeri skal skilles ad, så tømmerstokkene kan tørre i solen. Af fisk landes mange forskellige arter afhængig af årstid og havstrømme: makrel, sværdfisk, flyvefisk, tun, ansjos, rejer m.v.

Salg af fisk i Tranquebars basargade. Foto: Ingrid Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet
Salg af fisk i Tranquebars basargade. Foto: Ingrid Fihl Simonsen, 2007. Nationalmuseet

Fiskerne har fra gammel tid beboet et område lige ud til havet og nord for den gamle danske bydel, indtil tsunamien i julen 2004 nærmest totalt udslettede deres kvarter med mange dødsfald til følge. I to år efter tsunamien var en stor del af fiskerfamilierne stadigvæk indkvarteret i midlertidige barakker bygget som led i nødhjælpen ydet af forskellige internationale NGOer. Skønt fiskerbefolkningen af frygt for en ny tsunami længe har været tilbageholdende med at genopbygge deres gamle landsbykvarter, så ser man efterhånden flere og flere huse og hytter opført samt familier rykke tilbage, men langt de fleste har indrettet sig i husene i den nye fiskerlandsby, som den indiske stat har bekostet opførelsen af.

Tekst: Professor Esther Fihl, 2012