Serampores historie

Serampore ligger i Vestbengalen ved Hooghly-floden, der er en gren af Indiens hellige flod Ganges. Området var et knudepunkt for global handel i 1300- og 1400-tallet. Fra havnebyen Saptagram blev der solgt indisk bomuld, olier, sukker og krydderier til Burma, Sumatra, Java, den malaysiske halvø, Kina, Persien og den arabiske verden. De udenlandske handelsfolk betalte varerne med sølv, guld, perler, porcelæn, kamfer, træ og tropiske krydderier.

Serampore var dengang et område med små landsbyer, omgivet af marker med ris og andre afgrøder. Pilgrimme kom langsvejs fra for at besøge stedets hinduistiske templer og muslimske moskeer. Ved pilgrimsstederne opstod der markedspladser, hvor handelsfolk solgte deres varer fra Indien og udlandet.

Europæiske handelskompagnier havde længe prøvet at finde søvejen til Indien for at få direkte adgang til de kostbare luksusvarer, i stedet for at købe dem dyrt af arabiske købmænd. Portugiserne kom til Bengalen i begyndelsen af 1500-tallet. De blev efterfulgt af de hollandske, franske, britiske, danske og andre europæiske handelskompagnier. Europæerne etablerede kolonier i området efter aftale med de indiske herskere mogulerne, der havde deres hovedstad i Delhi og lokale guvernører i provinserne.

Det danske handelskompagni oprettede deres første station i Bengalen i 1698, lidt nord for Serampore. Men danskerne kom hurtigt på tværs af de lokale magthavere. Danskerne nøjedes ikke med at handle, men begik også sørøveri. De plyndrede lokale skibe og solgte besætningerne som slaver. De erklærede også krig mod det mægtige mogulstyres hersker i Delhi. Derefter blev de tvunget til at forlade Bengalen, og de trak sig tilbage til deres hovedby Tranquebar i Sydindien.

Dansk Asiatisk Kompagni kom tilbage til Bengalen i 1755. Deres mål var at opkøbe silke, bomuld, krydderier og det blå farvestof indigo, samt salpeter, som bruges til at fremstille krudt. Kompagniets repræsentanter indgik en ny aftale med mogulernes guvernør over Bengalen. Han gav danskerne tilladelse til at oprette en handelsstation ved Serampore, mod at de betalte afgifter af handlen til ham og stod for at holde lov og orden på stedet.

Danskerne kaldte handelsstationen for Frederiksnagore, efter Kong Frederik 5, men den var kendt under sit lokale navn Serampore eller Srirampur, guden Rams by. Nabobyerne blev styret af det franske og det britiske handelskompagni. I begyndelsen boede danskerne i simple lerhuse. Stedet blev kaldt den usleste af de europæiske handelsstationer langs floden. Men hurtigt voksede Serampore til en multikulturel by.

Serampores udvikling blev drevet af handlen med Europa. Tusinder af indere flyttede dertil, for at arbejde som håndværkere, især vævere. Andre blev ansat af de indiske og europæiske storkøbmænd som vagtfolk, ledere og bogholdere, eller som tjenestefolk, hvoraf nogle blev holdt som slaver. Mange kvinder arbejdede i prostitution. Der var kun få danskere i Serampore, men mange andre europæere slog sig ned i byen. De var ofte kriminelle, der flygtede fra retsforfølgelse i de britiske områder, eller folk der var gået konkurs, og som gemte sig fra deres indiske kreditorer i det danske Serampore.

Den danske konge overtog regeringen af Serampore i 1777 fra det private aktieselskab Asiatisk Kompagni i 1777 regeringen af Serampore. Byen blomstrede op, især under chefen Ole Bies ledelse (1776-1805). Bie døde i Serampore og er begravet på den danske kirkegård. Serampore blev en af det danske kongedømmes største byer. På hovedgaden langs floden lå europæernes elegante luksusvillaer. Serampores indiske storkøbmænd anlagde paladser og store huse med indre gårde og søjlegange. De skabte deres rigdom ved at handle med de europæiske kompagnier og låne kapital til danskerne og andre europæiske handelsfolk. Serampore blev beskrevet som den bedst byggede og mest velholdte europæiske by i Indien. Men lidt væk fra floden lå de små stræder hvor de fattige boede. Beboerne i de små lerhuse og bambushytter var plaget af oversvømmelser, sygdomme og sult.

Serampore efter det danske styre

Europæerne øgede gradvis deres militære styrke og tiltog sig mere kontrol over Indien. De kæmpede mod hinanden og mod de lokale herskere, som tabte regeringsmagten. Allerstærkest blev det britiske handelskompagni, som efterhånden regerede det meste af nutidens Indien og dets nabolande Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Nepal og Myanmar (Burma). Franskmændene beholdt byen Chandernagore ved siden af Serampore, men ellers opgav de øvrige europæiske stater deres kolonier i Bengalen. Danmark solgte i 1845 Serampore og Tranquebar til briterne og forlod Indien.

Efter den britiske overtagelse af Serampore i 1845 blev den en industriby og fortsatte med at vokse. Jernbanen kom til byen og store fabrikker blev opført. Indiske migrantarbejdere fra andre stater flyttede til byen for at arbejde på fabrikkerne, hvor de fremstillede sækkelærred af juteplantens fibre eller maskinvævet bomuld.

Fra omkring år 1900 gik mange i Serampore ind i kampen mod den britiske kolonisering af Indien. Kampen foregik både som hemmelig partisankrig og inden for det politiske system under Kongrespartiet og det indiske kommunistparti. Uafhængigheden blev vundet i 1947 og Britisk Indien blev delt i de selvstændige stater Indien og Pakistan.

I dag er Serampores fabrikker truet af nedlukning og Serampore er gået ind i en ny fase af sin udvikling. Fabriksarbejderne kæmper med arbejdsløshed. Mange flytter væk, eller søger job i byggeindustrien. Serampore er blevet en forstad til Kolkata (Calcutta) med seks-etagers højhuse i beton. Byen er en moderne handelsby med markeder, butikker og restauranter. De offentlige kontorer og retsbygninger ligger stadig i den historiske bykerne, som danskerne anlagde. Bykernen er også byens rekreative område, og de restaurerede historiske bygninger tiltrækker mange indiske besøgende og også udenlandske turister. Byen er også kendt for Serampore College, der blev grundlagt af britiske missionærer under Serampores danske styre.