Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

The Denmark Tavern & Hotel

Denmark Tavern
The Denmark Tavern i ruin, inden restaureringen begyndte. Foto: Flemming Aalund 2013

Der lå en stor ruin lige ned til floden i Serampore, men ingen i byen kunne mere huske husets navn eller historie. Det var tydeligt at det engang havde været et fornemt hus, men nu stod kun to søjler tilbage af facaden, resten af hovedbygningen var kollapset og helt overgroet af træer og lianer. Bygningen lå lige ved den gamle landingsplads, hvor danskerne havde deres flagstang, kanoner og pakhus.  Fra Nationalmuseets team gik vi i gang med et detektivarbejde i arkiver og museer i Danmark og Indien for at finde oplysninger og gamle malerier af huset. Det viste sig, at ruinen var den berømte kro the Denmark Tavern and Hotel, der blev bygget sidst i 1700-tallet.

Hvor gentlemen kunne mødes

Denmark Tavern
The Denmark Tavern ved indvielsen. Danmarks ambassadør i Indien Peter Taksøe-Jensen indviede bygningen sammen med de fire andre nordiske ambassadører og de lokale myndigheder. Foto: Britt Lindemann 2018

Englænderen Mr. Parr åbnede sin nye kro omkring 1786. I en annonce kunne man læse at det var et elegant og bekvemmeligt sted hvor ”gentlemen, der rejser ad floden, kan få morgenmad, aftensmad, frokost og logi”. Kroen havde alle tilbud til en europæisk gentleman, som gerne ville lidt væk fra den travle storby Calcutta, eller holde fri fra en fjern indisk handelsstation længere oppe ad floden: Der var vin og spiritus, en kaffesalon med aviser og et godt billardbord, hvor man kunne slappe af med sine europæiske venner og handelsforbindelser. I den tidlige aften, når det ikke var så varmt, spadserede europæiske damer og herrer langs floden i deres fineste tøj, mens byens indiske handelsmænd og godsejere, klædt i kridhvid bomuld, sad i grupper og sludrede.

En moderne café for alle

Denmark Tavern
The Denmark Tavern ved Ganges-floden. Foto: Bente Wolff 2018

Vi ved ikke hvornår kroen lukkede. Politiet havde længe brugt bygningen som bolig, men de var flyttet om i et nyt baghus, da den forfaldt. Nu er huset blevet genopført og The Denmark Tavern fungerer som café, restaurant og hotel. Stedet er ikke længere kun for europæere, men for alle. Der er hver dag fyldt med indiske gæster fra Serampore, Kolkata og nabobyerne, der kommer for at opleve husets historiske atmosfære. Der er både cappuccino, Darjeeling-te og indiske karryretter på menukortet. Man kan også få dansk steg og wienerbrød. Som turist kan man leje et værelse og tage del i det lokale caféliv. Politiet bor stadig i baghuset, så huset har i dag hele sin historie med sig.

Restaurering af The Denmark Tavern

Realdania har betalt restaureringen af selve bygningen (ca. 3 mio. kroner), mens Vestbengalens delstatsregering har betalt al indretning og elektriske installationer (ca. 1 mio. kroner).

Drift af caféen
Huset er ejet af Vestbengalens delstatsregering og drives af Park Group som er en kendt indisk hotelkæde. The Denmark Tavern på Facebook.

Nationalmuseets øvrige samarbejdspartnere
West Bengal Heritage Commission
Indian National Trust for Art and Cultural Heritage (INTACH)

Arkitekter
Manish Chakraborti M/s Continuity, Kolkata
Flemming Aalund, Tegnestuen Raadvad (Nationalmuseets rådgiver)

Videoer om Denmark Tavern

Video om første dag af restaureringsprojektet

Video om restaureringsprojektet

Video om indvielsen i 2018