Wienerklassikken ca. 1750 - 1815
Wienerklassikken ca. 1750 - 1815
I løbet af 1700-tallet skete der væsentlige forandringer af selve musiklivet. Wienerklassikken nåede sit højdepunkt med komponister som Joseph Haydn (1732-1809), Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), Ludwig van Beethoven (1770-1827) og Franz Schubert (1797-1828). De fire mestre var hovedsagelig bosat i Wien, og deres musik er i højere grad end musikken fra nogen anden periode "klassisk". Den wienerklassiske musik blev et forbillede for eftertidens komponister.
De fleste koncerter havde hidtil været afholdt inden for aristokratiets lukkede kredse, men nu kom flere og flere offentlige koncerter til, arrangeret af det nye rige borgerskab i de voksende byer. Så med et bredere og større publikum skabtes grundlaget for en "offentlig mening", som bl.a. kom til orde i tidsskrifter og aviser. Grunden var dermed lagt til en musikkritik, der gengav tidens idealer og smag.
Nogle musikinstrumenter forsvandt, mens andre kom til - og næsten alle instrumenter gennemgik tekniske forandringer i takt med de nye musikalske krav.
Man skelnede klart imellem orkestermusik og kammermusik (musik for 1 til 9 musikere); der udviklede sig to helt forskellige genrer med hver deres karakteristika.
Komponister og intellektuelle begyndte at interessere sig for den folkelige sang og musik, og komponisterne fandt inspiration til at skrive ny musik i tidens ånd.
Komponisternes status ændrede sig gradvis fra at være kompetente håndværkere ansat af kirke og adel til freelance kunstnere betragtet som genier.