Tekstilteknologi i yngre jernalder og vikingetid
Som i tidligere perioder er størstedelen af tekstilerne fra yngre jernalder og vikingetid fremstillet i uld. Men i løbet af yngre germansk jernalder stiger andelen af gravfundne tekstiler fremstillet i plantefibre dramatisk, og i vikingetiden er over 40% af alle tekstiler fremstillet af plantefibre. Silke er et nyt materiale, der bliver introduceret til Skandinavien i vikingetiden. De fleste silkestoffer kom til Skandinavien som hele stofstykker, der blev skåret i mindre dele og brugt til applikationer eller som tråde i brikvævninger og broderi.
De fine kappebånd fra Mammengraven ved Viborg vidner om mange timers arbejde. Her ses et udsnit af dekorationen med brikvævede bånd samt nålebinding i guld- og sølvtråd.
I yngre jernalder er mange stoffer vævet i kiper, men lærredsvævninger vinder stærkt indpas i denne periode. Det hænger sammen med den øgede brug af hør, og med den måde de forskellige dragtdele i forskellige stoffer kombineres. Trådtallet øges generelt igennem perioden, selvom tekstiler fra ældre germansk jernalder er grovere end tekstiler fra både den foregående og de efterfølgende perioder. Overordnet set er der tale om to grupper af stoffer: en med mellem 10 og 20 tråde pr cm, og en anden med mellem 20 og 30 tråde pr cm. Stoffer i særlig fin kvalitet kan have op til 60 tråde pr cm i den ene retning, og generelt har stofferne flere tråde i den ene end i den anden retning. Den meget fine krystalkiper er typisk for yngre germansk jernalder og vikingetid, og den bliver finere og finere med tiden. Sprang kendes ikke fra denne periode, selvom de samtidige afbildninger viser, at kvinder stadig anvendte hårnet og små huer til at dække håret. Brikvævede bånd i silke, guld- og sølvtråde, broderier, applikationer og possementarbejde bliver ofte anvendt til kantning og pyntning af forskellige dragter i vikingetiden. Brikvævning anvendes også som startkanter, hvorimod teknikken ikke længere bruges til brede dekorative kanter på kapperne.
I yngre jernalder bliver syning anvendt til at sy stoffer sammen, til at færdiggøre tøj og til reparationer. Syningen er oftest udført med en meget fin tråd, så stingene er usynlige. Der anvendes forsting, kastesting, knaphulssting, og sømmesting.
Udsnit af kappebåndene fra Mammengraven. Til venstre ses nederst et brikvævet bånd og derover nålebinding; det hele i silke-, guld- og sølvtråd. I midten og til højre ses detaljefotos af nålebindingen, hvor guldtråden er spundet tæt om en silketråd. Den nøgne silketråd, længst til højre, har oprindeligt været omspundet med en sølvtråd. Sølvet er altså forsvundet, mens guldet endnu er bevaret.
Detaljefoto af en syning i et af tekstilfragmenterne fra Mammengraven.