Hvad tror man på i Middelalderen?
Middelalderkirken lærer folk, at Gud er det faste holdepunkt i en usikker tilværelse. Ingen kan undgå synd, men Gud vil tilgive, den der angrer og gør bod for sine synder. Det kan man gøre, mens man er i live eller efter døden i Skærsildens rensende flammer. I live kan man bede til kirkens mange helgener. Helgener er mennesker, der har levet et så fromt liv, at de kommer direkte i Guds rige efter døden. Derfor kan de lægge et godt ord ind hos Gud for menneskene. Så måske er der håb på den yderste dag: Verdensdommens dag, når de frelste bliver sendt til det evige liv i Guds himmel, og de fordømte til Helvedes pine.
Folketro i kirken
Middelalderkirken er meget åben for at optage elementer af gammel folketro i sit virke. Den lokale præst forsøger sig også med magi for at påvirke naturens kræfter. Intet er for stort eller småt for Gud. Så udover søndagsprædiken, messesang og skriftemål, tager præsten sig også af magiske ritualer, der sikrer frugtbarhed og velstand på jorden. Både husdyr og marker får Guds velsignelse. Kirkens ritualer på latin bliver samtidig optaget i den folkelige magi. Trylleordene "hokus pokus" kommer af nadverordene "Hoc est corpus meus" (dette er mit legeme).
Krybbespil og kalkmalerier
I løbet af middelalderen lægger kirken mange kræfter i at få alle mennesker til at leve fromt. En farverig og dramatisk billedverden i kirkernes kalkmalerier er med til at gøre budskaberne forståelige i en tid, hvor kirkens sprog er latin og ikke dansk. Der er også små kirkelige skuepil, der illustrerer Biblens mange historier. Krybbespillet kendes f.eks. tilbage fra 1100-tallet.