Tøj og mode i middelalderen
Middelalderens tøjstil følger den skiftende europæiske mode, både i snit og farver. Det grove hverdagstøj bliver lavet hjemme, mens finere klæde af uld, bomuld og silke bliver købt. Der er stor forskel på rig og fattig. Man viser sin stand og status gennem klædedragten. I nogle tilfælde er en bestemt dragt knyttet til et erhverv eller embede. Det gælder bl.a. for kirkens folk, der bliver kaldt den gejstlige stand.
Hjemmevævet eller importeret?
Fremstilling af tøj af hørlærred, vadmel, uld og skind foregår hjemme. Det er kvindernes arbejde. Ved hjælp af håndten og væv bliver ulden spundet og vævet, og i 1300-tallet får man spindehjulet til hjælp På de store markeder køber man finere uldtøj fra Nederlandene. Silke, guldbrokade og bomuld importerer man fra Sydeuropa og Asien. De importerede stofruller har tit små blyplomber som garanti for deres kvalitet. På værksteder fremstiller man de meget kostbare billedtæpper og gobeliner. De blev ved festlige lejligheder ophængt hos samfundets øverste lag.
Mode og smykker
Et vigtigt statussymbol er pynten på tøjet: Spænder, knapper, bælter, maller (påsyede små våbenmærker), bjælder i kæder og fingerringe. Moden for både mænd og kvinder skifter gennem middelalderen. For mandens vedkommende fra vikingetidens løstsiddende dragt med kjortel og kappe til senmiddelalderens stramtsiddende jakke med gamacher og snabelsko. Kvindedragten ændrer sig mindre. Fælles for begge køn er glæden ved farver, kontraster og udsmykning. Til kirkens hierarki hørte bestemte dragter, lige fra munkenes ydmyge kutter til biskoppernes overdådige messehagler og korkåber af silke, fløjl og brokade.