Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Praktikant til forskningsprojektet “Byer uden medborgere”


Nationalmuseets forskningscenter for sociale bymodeller (SUMO) søger to praktikanter til forskningsprojektet ”Byer uden medborgere” til efteråret 2024, som er interesseret i at lave feltarbejde i to boligområder i Høje Taastrup. Formålet med forskningsprojektet er at undersøge fællesskaber i de to områder, herunder forholdet mellem formelle fællesskaber, der fokuserer på at fremme beboerinddragelse og styrke medborgerskab og de faktiske former for sociale organiseringer, som borgerne engagerer sig i. I særlig grad fokuserer projektet på, hvilken betydning det har for beboerne at fravælge deltagelse i formelle fællesskaber i områder under fysisk forandring.

I praktikforløbet vil du foretage feltarbejde i samarbejde med antropolog Kirstine Damgaard Henriksen med fokus på at kreere en udstilling ud fra samskabelsesmetoder, samt lave forskellige kreative borgerinddragende workshops med udgangspunkt i bl.a. kortlægning og modelbyggeri. I projektet får du mulighed for selv at bidrage med idéer til workshops, dataindsamling og anvendelse af forskellige metoder, samt til kuratering af udstillingen. Derefter vil du, i samarbejde med en anden praktikant, stå for indsamlingen og analysen af en større spørgeskemaundersøgelse. Det er derfor en fordel, hvis du har erfaring med kvantitativ dataindsamling, men det er ikke en nødvendighed.


Dine opgaver vil bl.a. bestå af at:

  • gennemføre og analysere en større spørgeskemaundersøgelse

  • hjælpe til med udviklingen og afviklingen af en udstilling i samarbejde med beboerne

  • hjælpe til med udviklingen og afviklingen af forskellige workshops

  • foretage deltagerobservation og deltagelse i forskellige fællesskabsarrangementer

  • interviewe beboere og transskribere af interviewmateriale

  • bistå med at systematisere og analysere projektets indsamlede data

  • diverse administrative ad hoc-opgaver


Vi forestiller os, at du:

  • Er i gang med eller har færdiggjort en videregående uddannelse i socialt arbejde, sociologi, psykologi, antropologi, statskundskab eller anden relevant universitetsuddannelse

  • Har interesse for urban sociologi/antropologi, sociale fællesskaber, socialvidenskabelige metoder og byudvikling.

  • Har erfaring med kvantitative og/eller kvalitative metoder

  • Har stærke analytiske evner

  • Er god til at formulere dig på skrift

  • Er selvstændig, glad for at være på feltarbejde og kan se dig selv navigere i flere forskellige projekter



Information og ansøgning


Arbejdsstedet er Prinsens Palæ Nationalmuseet, samt Gadehavegaard og Taastrupgaard i Høje Taastrup.

Praktikperioden strækker sig over et efterårssemester – gerne med opstart i august 2024. Stillingen kan både være deltid og fuldtid og er ulønnet.

Hvis praktikforløbet er noget for sig, så send en ansøgning til følgende mail annika.saul@natmus.dk.

Ansøgningsfrist: 20. maj 2024