Viser mobilmenuFold ud

Kejser Augustus

Selvom de fleste danskere ikke ved ret meget om Augustus, så kender mange navnet, fordi det bliver nævnt overalt i landets kirker en gang om året. Juleevangeliet, der fortæller om Jesus fødsel starter nemlig med ordene:” Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…”.

I familie med guderne

Augustus blev født ind i en af Roms fineste familier i 63 f.Kr. og fik navnet Gaius Octavius. I dag kalder vi ham enten Augustus, hvilket var et navn han senere fik som kejser, eller Octavian. I 44 f.Kr. skete der noget meget vigtigt for Octavian, da lederen af Rom, Gaius Julius Cæsar (som de fleste kender fra Asterix & co.) adopterede den unge mand. På den måde kom Octavian direkte i familie med Roms ledende person og dermed også guderne. For Cæsars slægt mente, at de nedstammede fra gudinden Venus. Desværre blev Cæsar myrdet kort efter.


Hjælper det en politiker i vor tid, hvis han eller hun kommer fra en bestemt familie?

Vejen til magt

Vejen til magt
Bronzestatue af kejser Augustus i Rom.

Efter mordet på Cæsar gik der flere år med kampe mellem dem, som havde støttet Cæsar, og dem som havde været med til at myrde ham. Selv da morderne var overvundet fortsatte striden i Romerriget. Denne gang var det mellem Octavian og hans tidligere allierede Marcus Antonius. Antonius havde kontrol med den østlige del af Romerriget, og var allieret med den ægyptiske dronning Kleopatra. Først i 31 f.Kr. blev kampen mellem Octavian og Antonius afgjort ved et stort søslag ved Actium ved Grækenlands vestkyst. Nu var Octavian lederen af Rom, men han var endnu ikke officiel enevældig hersker. Som tiden gik fik han dog flere og flere ærestitler, og med disse fulgte mere magt. I 27 f.Kr. fik han så det navn de fleste kender ham under i dag, Augustus. Navnet betyder ”den ophøjede”. Udover navnet fik han bl.a. titlen Pater Patria, fædrelandets fader, og embedet som Pontifix Maxiumus, det vil sige ypperstepræst.

Den store organisator
Augustus var ikke verdens største general og slet ikke den bedste kriger. Han har formentlig heller ikke set så stærk og godt ud, som statuerne af ham giver udtryk for. Alligevel lykkedes det ham at blive hersker over hele Romerriget. Han var nemlig enormt god til at organisere, og til at gøre reklame for netop det han ville og stod for.

Hvilke egenskaber tror du en germaner skulle have for at blive leder?

Augustus omorganiserede Rom ved at gøre gaderne bredere og bygge nye huse, samt ved at dele byen ind i områder, der hver især fik deres eget brand- og vagtværn. På den måde nedsatte man risikoen for store brande, hvilket tidligere havde været et kæmpe problem for indbyggerne.

Kampe mod germanerne
I slaget ved Actium var det ikke Augustus selv, der stod i spidsen for hæren, men hans general Agrippa. I løbet af Augustus’ regeringstid tabte den romerske hær næsten aldrig til fremmede tropper. Men der var to egentlige nederlag, som Rom led under og de var begge til germanerne mod nord. Omkostningsmæssigt var det kun det ene af disse nederlag, som virkeligt var slemt. Dette skete da tre legioner samt deres hjælpetropper faldt i et baghold, og blev fuldstændigt nedslagtet i det såkaldte ”Varusslag”. Augustus var så fortvivlet, at han i lang tid hverken klippede sit hår eller skæg, og om natten gik hvileløst rundt og råbte ”Varus giv mig mine legioner tilbage”.

Nationalmuseets Undervisning

Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66

Mail: undervisning@natmus.dk