Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Trekantshandlen og Danmarks slavehandel

Danmarks Slavehandel - et afsluttet kapitel i Verdenshistorien?

At Danmark har været en slavehandlernation er en del af vores historie. Det må vi forholde os til og lære af. I forløbet om den transatlantiske slavehandel vil vi både igennem fakta om Danmarks slavehandel og empati prøve at forstå, hvordan den racisme og forskelsbehandling, koloniseringen og slavehandlen bygger på, blev mulig.
Eleverne får indblik i danskernes syn på de slavegjorte i kolonitiden.
Vi starter i museets etnografiske samling, hvor vi snakker om menneskesyn, og bevæger os efterfølgende over i udstillingen: ”Stemmer fra kolonierne”, hvor vi møder og interagerer med genstande og skæbnefortællinger fra flere forskellige slavegjorte. Vi slutter af i Prinsens Palæ – en del af museet, der er bygget på midler tjent i kolonitiden – og perspektiverer det lærte til nutiden med en diskussion om, hvorvidt vi som danskere stadig har et ansvar overfor de steder, hvor vi har haft kolonier.
Undervisningsforløbet underbygger at eleverne kan:
• redegøre for fakta om slavehandlen
• diskutere slavernes forhold, formodede følelsesliv og manglende handlemuligheder
• reflektere over, om slavehandlen er et afsluttet kapitel i verdenshistorien

Målgruppe: 6.-10. klasse
Varighed: 1,5 time
Fag: Historie, dansk, samfundsfag
Max antal deltagere: 30
Pris: 900 kr.

ONLINE BOOKING

Download vores materiale til brug både før og efter besøget

Undervisningsmateriale:
Sukker, slaver og skæbner (pdf)

Stemmer fra kolonierne - et dilemmaspil

Stemmer fra kolonierne - et dilemmaspil
Foto: Silas Staal

I forløbet arbejder eleverne med dilemmaer centreret omkring forskellige skæbner i det tidligere koloniale system.

Vi starter med en introduktion til det koloniale system, merkantilisme og Danmarks rolle i dette.

Derefter fokuserer vi på Vestafrika og de tidligere Dansk Vestindiske øer og nogle af de skæbner vi møder i udstillingen Stemmer fra kolonierne. Embedsmanden, barneslaven, plantageejeren, slaven som tjenestepige, oprøreren og soldaten, er alle mennesker med vidt forskellige liv og muligheder i det koloniale system. Med udgangspunkt i deres historier arbejder eleverne i grupper med dilemmaer som: retten til egen krop, retten til oprør og handlemuligheder i et system, som du ikke selv er herre over.

Afslutningsvis fremlægger eleverne og der perspektiveres til nutiden med eksempelvis diskussion af hvad slavehandlen har betydet for nutidens forhold mellem sorte og hvide, US Virgin Islands i dag samt dilemmaet omkring hvem der har ret til historien og fortidens genstande.

Forløbet underbygger at eleverne kan:

  • reflektere over hvordan fortiden, nutiden og fremtiden hænger sammen og at mennesker både er historieskabte og historieskabende.
  • reflektere over hvordan historie kan anvendes til at forstå og løse nutidige problemstillinger.

Læs mere om Stemmer fra kolonierne

Målgruppe: 9. og 10. klasse
Varighed: 1,5 time
Fag: Historie og samfundsfag
Max antal deltagere: 30
Pris: 900 kr.

ONLINE BOOKING

Download vores materiale til brug både før og efter besøget

Har I ikke mulighed for at besøge udstillingen, så kan I komme med på en vr-rundvisning i Stemmer fra kolonierne

Nationalmuseets Undervisning

Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66