Praktisk information om Kongernes Jelling

Hvad koster det at komme ind?

Der er gratis adgang.

Hvornår kan jeg besøge oplevelsescentret?

Se under åbningstider.

Kontakt

Information og butik: 4120 6331 (åbningsdage 11-16)

Booking, info og skolekontakt: Formidler Henrik Nielsen er klar ved telefonen på 4120 6333 (hverdage 10-13) eller på mail

Museumsinspektør og formidler Adam Bak træffes på 4120 6332 eller på mail.

Museumschef og daglig leder Morten Teilmann-Jørgensen træffes på 4120 6335 eller på mail.

Hvordan finder jeg vej?

Adressen er : Gormsgade 23, 7300 Jelling, men hovedindgangen vender mod Vestergade (Klik for at se på kort)

Hvor kan jeg parkere?

Parkering i Vestergade. Busparkering på Bredager (enkelte pladser på Herningvej). (Klik for at se på kort.)

Kan man komme til Kongernes Jelling på cykel?

Ja. Kongernes Jelling ligger på både Hærvejsruten (national cykelrute 3) og Middelalderruten (regional cykelrute 35), og hos os har du mulighed for gratis at låne cykelpumpe og lappegrej. Se mere om cykelruterne her.

Kan man komme til Jelling med offentlig transport?

Ja, både med tog og med bus. Fra stationen i Jelling ser man monumenterne, og gåturen til Kongernes Jelling klares på 4 minutter. Fra Jelling er der hver time forbindelse til Vejle (Aarhus, Aalborg, Billund), Fredericia (Odense, København, Kolding, Sønderborg, Esbjerg) og Herning (Skjern, Silkeborg, Holstebro, Struer, Thisted), og hver anden time direkte forbindelse med IC-Lyn til/fra København og Odense. På hverdage er der også busforbindelse til Vejle hver time med rute 211.

Hvad hvis vi kommer i en gruppe?

Alle er velkomne, men vi forventer, at større grupper og rejseselskaber melder deres ankomst på forhånd. Det sikrer den bedste oplevelse for alle i et travlt hus.

Kan jeg få noget at spise og drikke?

I Kongernes Jelling findes en café, hvor du kan købe drikkevarer, kaffe, te og kage. I skoleferier kan du også købe lette anretninger/sandwich. Se alle mulighederne under Caféen

I perioden fra 1/11-18 til 28/2-19 er caféen er kun åben i skoleferier og for forudbestilte arrangementer (min. 20 kuverter). Fra 1/3 er caféen åben i weekender og fra 1. april alle dage.

Kan vi ikke opfylde jeres ønsker, henviser vi gerne til vores gode naboer. Café SejdByens CaféPandekagehuset og Jelling Kro ligger alle fire inden for 100 meter fra Kongernes Jelling. Lige uden for palisademarkeringen med udsigt til Sydhøjen ligger Jelling Pizza og på vej ud af byen mod Vejle Marcelino´s spisested. Uden for byskiltet i retning mod Vejle findes Haughus og Hopballe Mølle, og mod syd ved Fårup Sø ligger Skovdal Kro.

Må jeg tage min egen mad med?

Ude på monumentområdet findes borde og bænke, og ved vores indgang mod Vestergade har vi et overdækket madpakkehus, der kan benyttes, hvis det ikke er reserveret.

Har I bestilt rundvisning eller foredrag, kan I gratis reservere plads i madpakkehuset.

For at sikre muligheder for alle vores gæster, forventer vi ikke, at I opholder jer mere end 45 minutter i madpakkehuset.

Kun i særlige tilfælde og kun efter forudgående skriftlig aftale kan medbragt mad spises i caféen (ikke muligt maj-oktober).

Praktisk information

Må man have hund med?

Servicehunde er velkomne, men ellers er der ikke adgang for hunde.

Kan jeg tage barnevogn med?

Barnevogne fylder for meget i udstillingen, når der er mange gæster, så de kan parkeres ude eller i foyeren, men klapvogne er velkomne.

Kan jeg komme rundt med kørestol?

Ja, Kongernes Jelling er et handicapvenligt sted og er tilgængeligt med kørestol og rollator. Du har også mulighed for at låne en kørestol på stedet.

Kan jeg komme på nettet hos jer?

Ja, det kan du. Der gratis adgang til "Natmus_Guest", hvis du indtaster navn og telefonnummer.

Må jeg tage billeder og optage video?

Ja, til privat brug. Og vi bliver rigtig glade, hvis du tagger dem #kongernesjelling og #natmus, så vi kan se dem på de sociale medier.

Hvad med garderobe og baggage?

I kælderen findes garderobe. Vores bagagebokse er i øjeblikket under udskiftning. Større rygsække kan opbevares efter aftale med personalet.

Har I en folder, jeg kan få?

Ja, og hvis du ikke kan vente, kan du hente den her.

Skolebørn?

Har vi heldigvis masser af. De kommer mest om formiddagen.

Rygning?

Er ikke tilladt. Hverken i huset, på tagterrassen eller på matriklen.

Hvad sker der i øvrigt i Jelling lige nu?

Se jellingguiden.dk

Viking, Kongernes Jelling
Luk overlayLuk
Del denne side