Motiver og japansk identitet

Fotografiernes motiver stemmer ikke overens med datidens industrialiserede Japan. Mange vestlige turisters rejser til fjerne lande var ofte et ønske om at opleve en urørt kultur, der kunne give dem en pause fra den hektiske hverdag i deres hjemland. De vestlige turister ønskede at dyrke en romantiseret forestilling af Japan som et urørt land med kirsebærblomster, geishaer og samuraier. De søgte derfor et tidsløst drømmebillede af Japan, der var betydeligt anderledes end det moderne og industrialiseret Japan, der var begyndt at ligne deres eget hjemland.

Der var typisk to hovedkategorier indenfor den japanske kommercielle fotokunst, nemlig landskaber og folketyper. Landskabsmotiverne forestillede de berømte steder såsom Fuji-bjerget som vesterlændinge havde hørt om fra guidebøger. I de første år efter åbningen af Japan var disse steder svære at besøge for udenlandske turister, og mange købte derfor landskabsfotografier som erstatning for en egentlig rejse.

Folketypemotiverne var ofte ensartede og forestillede tit geishaer, samuraier og sumobrydere. Dette er motiver, der stadig forbindes med det traditionelle Japan den dag idag. Det var romantiserede, poetiske og ofte seksualiserede motiver af japanske folketyper som vesten kendte til fra litteraturens verden, og som måtte genskabes i fotostudier fordi de så småt var ved at forsvinde i det japanske landskab og bybillede.

Det var ikke kun vesten, der søgte det traditionelle Japan. Gennem Meiji-reformerne som lagde vægt på vestlig teknologi, brugte Japan fotomediet til at styrke den japanske national-identitet i en tid med store forandringer. I Japan, blev fotografiet anset for at være et videnskabeligt redskab, der kunne repræsentere og forklare Japan og japansk kultur, hvad enten det var samfundsklasser, skikke eller landskaber.

Motiverne på fotografierne var betydeligt forskellige alt afhængig af om de blev solgt til lokale japanere eller udenlandske købere, og der har været en tradition for at tilsidesætte Yokohama-skolens fotografier som udelukkende kommercielle produkter, der var urealistiske og iscenesatte motiver af Japan. Men Yokohama-skolens unikke kombination af foto, traditionel teknik og visuel kreativitet var med til at skabe et helt nyt billedsprog. Fotografierne kan ikke vise hvordan Japan var i Meiji-perioden, men de kan give bedre kendskab til den opfattelse af Japan der herskede både i Vesten og i Japan. Fotografierne kan også give et indblik i den bevidste selviscenesættelse af japansk kultur der styrkede den moderne japanske national-identitet under Meiji-perioden, netop ved hjælp af den traditionelle maleteknik.