Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Skulpturer fra Chola-dynastiet (ca. 850-1270), fundet i Tranquebar

Bronzeskulptur af hinduguderne Shiva og Uma med deres søn Skanda, formodentligt 1100-tallet. Foto: John Lee, 2005. Nationalmuseet (Inv.nr. Da.156)
Bronzeskulptur af hinduguderne Shiva og Uma med deres søn Skanda, formodentligt 1100-tallet. Foto: John Lee, 2005. Nationalmuseet (Inv.nr. Da.156)
Skulpturen forestiller hinduguddommen Shiva som Nataraja, dansens herre, som danser i en ring af ild, mens han tramper Apasmara, den menneskelige uvidenheds dæmon, under fode. Nationalmuseet (Inv.nr. Da.161)

Under det sydindiske Chola-dynasti (ca. 850-1270) blomstrede litteratur, religiøs kunst og tempelarkitektur. Til de store, velstående templer blev der fremstillet støbte bronzeskulpturer af exceptionel skønhed og kvalitet, forestillende populære hinduguddomme.

På Nationalmuseet findes en unik samling af 13 bronzeskulpturer fra Chola-dynastiet, indsamlet af Peter Anker, som var guvernør i Tranquebar fra 1788 til 1806.

Under et byggearbejde i Tranquebar i 1799 blev skulpturerne fundet begravet i jorden sammen med andre bronzegenstande til ceremoniel brug. Peter Anker blev øjeblikkeligt interesseret i fundet, og de lokale Brahmin-præster lod ham tage dem, da de fandt, at skulpturerne havde mistet deres kraft og religiøse renhed ved at ligge i jorden.

I følge de lokale Brahmin-præster var der kun én måde, hvorved tempelbronzerne kunne genvinde deres tabte status som repræsentanter for de højeste væsener, og det var ved at bygge et nyt tempel, som levede op til deres hellige status. Men ingen indiske regenter i regionen havde kapital til at opføre en sådan bygning, og derfor overdrog Brahminerne tempelbronzerne til Peter Anker ved en formel ceremoni. Til gengæld herfor ofrede Anker ris til et nærliggende tempel og gav Brahminerne betelnødder og –blade samt ris som bevis på venskab.

Portræt af den dansk-norske guvernør Peter Anker. C.A. Lorentzen 1787. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot
Portræt af den dansk-norske guvernør Peter Anker. C.A. Lorentzen 1787. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot

Peter Anker (1744-1832) mente, at bronzeskulpturerne var blevet begravet 500 år tidligere, da Delhi-sultanatet forsøgte at ekspandere sit muslimske regime mod syd. Det var Ankers hypotese, at tempelbronzerne var blevet begravet for at redde dem fra destruktion, mens indbyggerne skjulte sig.

Anker bragte samlingen af bronzeskulpturer til sit hjem i Norge, og efter hans død blev samlingen i 1843, efter krav fra kongen, købt til den etnografiske afdeling i Det Kongelige Kunstmuseum (1825-1865) og findes nu på Nationalmuseet.

Tekst: Professor Esther Fihl og ph.d.-studerende Caroline Lillelund, 2016
Webdesign og supervision: Cand. mag. Bente Gundestrup
Oversættelse fra engelsk: Cand. mag. Tine Wanning