Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Exactly the same – but different!

Hvordan kan man beskrive befolkningen i et så enormt og varieret land som Indien? Kan det lade sig gøre uden at begå grove generaliseringer og kategoriseringer, og uden at udøve en klassisk etnocentrisme i et land, der alt for ofte har set sig repræsenteret gennem den hvide kolonialists intellektuelle magtposition?

Hylde over husalteret i et fiskerhjem med både hinduistiske og kristne ikoner. Foto: Esther Fihl, 2007. Nationalmuseet
Hylde over husalteret i et fiskerhjem med både hinduistiske og kristne ikoner. Foto: Esther Fihl, 2007. Nationalmuseet

Den vidunderligt paradoksale frase ”Exactly the same – but different” har vi hørt anvendt af de lokale selv mangen en gang under feltarbejdet her i Trankebar, i mange forskellige sammenhænge. Det virker måske ikke umiddelbart meningsgivende, men viste sig ved nærmere eftertanke at være rod til megen visdom. Det beskriver meget rammende kompleksiteten og det, der for en europæer kan virke som grundlæggende selvmodsigelser i det indiske samfund. Det passer på, hvordan man på én gang referer til sine landsfæller som ”brothers and sisters”, men samtidig på visse felter opretholder enorme forskelle, eksempelvis i den kastesystemdominerede samfundsstruktur og de strengt formaliserede omgangsformer. Det rammer præcist ind i, hvordan man gennem historien og skiftende regimers og kolonimagters dominans har inkorporeret fremmede kulturtræk i en fantastisk rummelig smeltedigel, hvor alt kan tilføjes, men ”with a twist”, der gør det umiskendeligt, ubestemmeligt indisk. Det gælder fra Tranquebars fine hotel, der går for at være udpræget vestligt, men mest af alt er udpræget indisk, selv i deres ”french breakfast” og ”Western dishes”, til den ”european dance” skolepigerne øver sig i på gaden, der indebærer langt flere hovedvrik og håndgestus end nogen teenager i Danmark har i sig.

Den vestlige tendens til enten-eller kategorisering og behov for konsekvens og konsistens lader til at være befriende fraværende her. I Sydindien er dravidiske guder og skikke smeltet sammen med den hinduistiske tradition, der er en blanding af forskellig praksis i en grad, så der er diskussion om man overhovedet kan kalde det en religion. Således findes rester af, hvad man med en vis forsigtighed kan kalde en form for animisme sammen med en ren parade af mere eller mindre menneskelignende guddomme med farvestrålende attributter, foruden en forestilling om én guddommelig livskraft i universet, alt sammen under fællesbetegnelsen hinduisme. I et almindeligt fiskerhjem står en række af gudebilleder; Lakshmi, Shiva, Ganesh m.fl ved siden af et ikon med Madonna og barnet – for, som manden, der sælger gudebilleder til beskyttelse af huset siger: ”Jesus is also available”: Her er altid plads til en til, og det at være kristen betyder her ikke nødvendigvis, at man udelukker eksistensen af andre guder. Det er kristendom som vi kender den – og dog slet ikke.

”Exactly the same – but different” beskriver, hvordan man som etnolog gang på gang tror, man har forstået hvordan dette og hint hænger sammen, for i næste øjeblik igen at finde ud af, at det var en flygtig glæde. Det er alt for nemt at antage, at man forstår hinanden, og her bliver dette virkelig sat på spidsen. Så mange ting virker besnærende velkendte, men viser sig så ved nærmere eftersyn at være noget ganske andet. Også når det kommer til sproget – engelsk er vores fælles kommunikationsmiddel, men man må ofte spørge sig selv om det egentlig er det samme sprog, vi taler. Man har taget den gamle kolonimagts sprog til sig og gjort det til helt sit eget i administration og kommunikation mellem de forskellige sproggrupper i Indien, i en sådan grad, at nogle mener, at den særlige indiske variant af engelsk bør anerkendes som et selvstændigt sprog.

På mange måder er udtrykket en yderst passende karakteristik af forholdet inderne imellem – såvel som af mødet mellem os og dem.

Tekst: Studenterpraktikant Julie Bønnelycke, 2007