Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Gurre Slot

Der er vel næppe nogen anden ruin, der har inspireret til sagn og folkeviser som netop Gurre slotsruin i Nordsjælland. Mange af 1800-tallets digtere som f.eks. H.C. Andersen, Oehlenschläger, J.L. Heiberg, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann fandt inspiration i Gurre og stedets historie. Og Kong Valdemar holdt så meget af stedet, at han eftersigende udtalte, at Gud gerne måtte beholde sit himmerige, hvis blot han måtte jage omkring Gurre.

Gurre Slot

Gurre Slot lå i middelalderen på en holm i Gurre sø. Kampestenstårnet i borgens midte udgør den ældste del af anlægget og er sandsynligvis opført i sidste halvdel af 1100-tallet. Ringmuren med de fire hjørnetårne er bygget af Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet. Valdemar Atterdag døde på Gurre i 1375. Borgen fungerede frem til begyndelsen af 1500-tallet, hvor den formentlig blev ødelagt under Grevens fejde. I en synsforretning fra 1534 beskrives borgen som stærkt forfalden. I tiden herefter benyttes Gurre som stenbrud, hvorfra materialer bl.a. benyttes til opbygningen af Kronborg.