Bruddet med den middelalderlige krigskunst

Ridderen og borgen står som symboler på den middelalderlige krigskunst. Den pansrede rytter dominerede slagmarken, og borgen med høje, tykke stenmure var det strategiske omdrejningspunkt i krigsførelsen. Både ridderen og borgen mistede deres centrale betydning i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet.

Ildkraft udkonkurrerede ridderen

Moderne kanoner skød borgen i grus, og omkring år 1500 udvikledes i stedet en ny befæstningskunst. Samtidig vandt store fodfolkshære med stage- og ildvåben frem og fik en afgørende rolle i feltslag. Den pansrede rytters – ridderens – rolle blev mindre, og efterhånden førte ildkraftens udvikling til, at han næsten helt forsvandt.

Denne udvikling bredte sig fra Italien. Her deltog Europas førende magter i krigene 1494-1544 og eksperimenterede med nye hære og den nye befæstningskunst. Ildkraftens gennembrud er sammen med bogtrykket blevet betegnet som en af de væsentligste nyskabelser, der markerede overgangen fra middelalder til renæssancen – en ny tid.