Overgang til kristendommen
Religion udgør et væsentligt aspekt i mange samfund. I vikingetiden var forholdet mellem troen på de nordiske guder og kristendommen et hedt diskussionsemne.
Kristendom og udenrigspolitik
Vikingernes overgang til kristendom handler ikke kun om tro, men også i høj grad om politik.
I de store riger syd for Danmark var kristne herskere og kirken en stærk magtfaktor i vikingetidens og middelalderens Europa. Erobring af lande blev lovprist, hvis formålet var at kristne deres indbyggere.
Da Harald Blåtand lod sig døbe omkring 965, tyder meget på, at det ikke alene skyldtes overbevisningen om, at den kristne tro var den eneste sande vej.
Haralds dåb synes snarere at være en taktisk manøvre for at holde den tyske kejser og ærkebispesædet i Hamborg-Bremen stangen. På længere sigt passede kirken og kristendommen dog som hånd i handske for de danske konger, for den betød en styrkelse af kongens magtposition.
Omvendte truslen fra syd Danmark?
Danmarks største problem i vikingetiden var den mægtige nabo mod syd – Det Tysk-romerske Kejserrige. Da Harald Blåtand lod sig døbe, blev det sværere for den tyske kejser at blande sig i danske forhold, for nu var han en kristen frænde og ikke en simpel hedning.
Tyskerne var kristne og kunne muligvis finde på at tvangskristne danskerne, hvis de ikke blev kristne af egen fri vilje. Derfor fandt Harald det sandsynligvis politisk klogt at blive kristen for at undgå krig med Det Tysk-romerske Kejserrige.
Harald og de efterfølgende danske konger forsøgte i de følgende århundreder at løsrive sig fra ærkebispesædet i Hamborg-Bremen. Bispesædet havde i slutningen af vikingetiden et stærkt greb om Danmark.
Derfor forsøgte de danske konger at knytte sig stærkere til den engelske kirke, hvormed der gennem hele vikingetiden havde været nære forbindelser.
For eksempel indsatte Knud den Store i år 1018 fire engelske biskopper i henholdsvis Ribe, Odense, Roskilde og Lund. Alle vigtige bispesæder på den tid.
Det var først under Erik Ejegod i år 1103, at Danmark fik sit eget ærkebispesæde og dermed frigjorde sig fra ærkebispesædet i Hamborg-Bremen.
Hvor stort var Danmark i vikingetiden?
Erik Ejegod var selv rejst helt til Rom for at forhandle med Paven. Meget tyder på, at prisen var høj. Ejegod skulle inddele landet i sogne og opkræve tiende-skat til kirken.
Kristendommen – en styrkelse af kongemagten?
Kristendommen var også til fordel for kongen selv. Den betød en styrkelse af kongemagten i landet.
Harald Blåtand må dog have fået støtte fra flere magtfulde stormænd til at tage dette skridt, ellers kunne han bringe sin magt i fare. Meget tyder på, at Harald havde opbakning i sit bagland. De første spor af kirker finder vi nemlig på stormændenes gårde.
I den første tid efter Haralds dåb var kristendommen først og fremmest for de rige stormænd og disses kvinder. De havde råd til at bygge kirkerne. Stormændene byggede kirkerne for at være på god fod med kongen, men også for at sikre sig selv en plads i Paradis efter døden.
Læs om vikingernes kammergrave.
Det var nok ikke alle stormænd, som var parate til at følge trop med kong Harald Blåtand. Vi ved, at Paven i Rom forbød stormændene at eje kirker på deres gårde.
Harald Blåtands overgang til den kristne kirke var måske ikke kun et nødvendigt onde, men også et forsøg på at fravriste lokale stormænd deres magt. For gudsdyrkelsen, der tidligere havde været varetaget af lokale stormænd, blev nu lagt i hænderne på et præsteskab.
Den sejrende Kristus
Kristendommen har uden tvivl skiftet karakter på sin vandring fra det solrige og tørre Palæstina til det kolde nord. Den kristne mission stødte i nord på en anden mentalitet end i Sydeuropa.
Hos vikingerne var idealet krigeren, og målet var sejr. Derfor vandt ”den lidende Kristus” på korset ikke genklang hos vikingerne, og de kristne missionærer lagde i stedet vægt på ”den sejrende Kristus”.
Genbegravelse
Der findes eksempler på, at folk, der allerede var blevet begravet på hedensk vis, bagefter er blevet kristent genbegravet. Ved udgravninger i Hørning Kirke har man fundet en gravlagt kvinde med kostbare gravgaver fra 900-tallet i en kammergrav i en høj.
På et senere tidspunkt var højen blevet fjernet, og der var i stedet blevet bygget en lille trækirke direkte over gravkammeret. Sandsynligvis for at sørge for, at den gravlagte kvinde kom under den nye tros beskyttelse. Hvad kvinden har ment om dette, er ikke til at vide.
De første kirker i vikingetiden
I vikingetiden opførtes de første kirker. De tidligste kirker blev bygget af træ (stavkirker). Ingen af de tidlige trækirker er bevaret, men man har fundet sporene fra deres stolper under gulvene, og indmuret eller genbrugt tømmer er bevaret i de nuværende stenkirker.
Der er fundet spor af omtrent 30 trækirker i Danmark.
LINK-FORSLAG: Læs om hvad vikingerne tog med hjem fra deres rejser
De kirker, der omtales i de skriftlige kilder, må også have været af træ. Vi ved, at den danske kong Horik omkring 850 gav missionæren Ansgar lov til at bygge kirker i handelsbyerne Hedeby og Ribe. Men det vides ikke med sikkerhed, om Ansgars kirker nogensinde blev bygget, for det er endnu ikke lykkedes at finde dem.
Arkæologer har under udgravninger ved Ribe Domkirke til gengæld fundet rester af kristne vikingegrave. Gravene har med stor sandsynlighed haft en tilknytning til en kirkebygning og kan dateres til 800- og 900-årene.
Dermed er der tale om nogle af de tidligste kristne gravfund i Danmark. Noget tyder derfor på, at Ansgars missionsvirksomhed havde succes. Måske blev Ansgars kirke opført under den nuværende Ribe Domkirke?
Læs om vikingernes trelleborge.
Danske stenkirker efter engelsk inspiration
I løbet af 1000-tallet blev mange af vikingetidens trækirker erstattet af solide stenkirker. Bygmestrene til stenkirkerne formodes at være hentet i England. Et eksempel på engelsk indflydelse findes i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Her ses en meget speciel udformning af en dørportal. Tilsvarende dørportaler kendes fra Østengland.
Det tyder på, at det var engelske håndværkere, der indførte den revolutionerende nye stenbygningsteknik i Danmark.
Sankt Jørgensbjerg Kirke er bygget i 1020’erne og regnes for at være den ældste stenkirke i Danmark. Kirken hed oprindelig Sankt Clemens, opkaldt efter de søfarendes skytsengel, som var populær i England. Dette er også med til at bestyrke antagelsen om en engelsk indflydelse.
Ansgar og hans ”togter” til Norden
Missionæren Ansgar (o.801-865 e.Kr.) havde til opgave at udbrede kendskabet til kristendommen blandt Nordens ”hedninge”. Han var tilknyttet ærkebispesædet i Hamborg-Bremen. Han er især kendt i nutiden, fordi der blev nedskrevet en ”levnedsbeskrivelse” om ham, som fortæller om hans gerninger.
Ansgar missionerede i Norden. Det kunne være en stor fordel for den frankiske kejser, hvis Norden blev kristnet – for måske ville det give færre problemer med de nordiske naboer. Måske ville vikingerne ikke foretage voldelige overfald, hvis de blev kristne?
Læs om vikingernes farefulde færd til Østeuropa og Rusland.
I 826 e.Kr. foretog Ansgar en missionsrejse for at udbrede kendskabet om kristendommen blandt saksere og måske også danere i Sønderjylland.
Omkring år 830 e.Kr. rejste han til Sverige, hvor han især arbejdede i handelsbyen Birka. Ifølge beretningen om ham fik han tilladelse til at bygge en kirke i Birka – muligvis den første kirke i Norden?
Ansgar blev biskop og ‘diplomat’
Sidenhen blev Ansgar udnævnt til ærkebiskop over Hamborg stift og fik Norden som sit ansvarsområde. Efterfølgende var hans job i høj grad at være diplomat mellem den danske konge og den frankiske kejser. Han fik tilladelse til at bygge kirker i både Ribe og Hedeby.
Ansgar var ikke den eneste missionær fra det frankiske område, men han er en af de få, som vi har oplysninger om, fordi der er den nedskrevne levnedsbeskrivelse om ham.
Harald Klak - Den første kristne vikingekonge
I 826 lod vikingekongen Harald Klak sig døbe, og dermed blev han den første danske kristne vikingekonge. Han gjorde det dog næppe på grund af overbevisning. På dette tidspunkt befandt han sig nemlig i eksil hos frankerkongen Ludvig den Fromme (814-840).
Eksilet skyldtes stridigheder om kongemagten over Danmark, der opstod i kølvandet på kong Godfreds død i 810. Efterfølgende blev Harald konge sammen med sin bror 812-13 og sammen med Godfred-sønnerne 819-27.
Få styr på hvem Harald Blåtand, Gorm Den Gamle og Svend Tveskæg var.
Delingen af landet med Godfred-sønnerne var dog ikke uden konflikter. Derfor søgte Harald Klak i to omgange støtte hos frankerkongen Ludvig den Fromme. Støtten krævede, at Harald lod sig døbe, og Harald må have ment, at Danmark nok var en messe værd.
I hvert fald lod han sig døbe ved en større højtidelighed i Ingelheim ved Rhinen, hvor han også svor kejseren troskab. Ludvig den Fromme deltog selv i ceremonien, og efter denne skænkede han Harald et grevskab i Frisland.
Forsøger at erobre kronen med kristen munk
Harald Klak kunne nu med den frankiske konge i ryggen gøre endnu et forsøg på at erobre den danske krone. Med på sin rejse fik han den frankiske munk Ansgar (801-865). Han skulle på den frankiske konges foranledning drive missionsvirksomhed i Danmark under Haralds beskyttelse. Det kom der nu ikke meget ud af, for året efter blev Harald igen fordrevet fra Danmark, og Ansgar måtte følge ham.
Det blev snart klart, at Harald havde været den forkerte at satse på. Fra sit len i Frisland begyndte Harald nu at drive sørøvervirksomhed til stor gene for frankerne. Sin kristentro synes han altså at have taget meget let.