Stormandsslægten ved Tissø
I yngre jernalder og vikingetid var der stor forskel på fattig og rig. Stormandsslægterne demonstrerede deres magt og position med prangende boliger og store ejendomme. Flere storgårde blev anlagt i 500-tallet og var i brug til og med vikingetiden. I de mægtige haller afholdt ejerne gæstebud for landets førende personer.
Stormanden havde mange funktioner i datidens samfund; han var befolkningens beskytter og ofte også hærfører. Måske var han medlem af kongens livvagt, hirden. Derudover forestod han vigtige religiøse ceremonier og organiserede markeder for handel og håndværk. Mange af disse aktiviteter fandt sted på selve storgården.
Kultbygninger og offersteder
Udgravningerne af vikingetidens stormandsgård ved Tissø på Vestsjælland har afsløret forhold omkring datidens førkristne offerskikke. Kultbygninger på stormandsgårde og offersteder i landskabet er blevet udgravet gennem de seneste årtier, men først i dag begynder vi at kunne forstå deres baggrund og funktioner.
Ritualerne spændte fra store offerfester på stormandsgårdene til ofring af våben, smykker og værktøj i søer og åer, ofring af dyr og genstande på kultstederne ude i naturen, og måske endda ofring af mennesker. Ofrene til guderne var nødvendige for at sikre frugtbarhed, krigslykke og velstand.
De nye arkæologiske resultater forklarer flere af de oldnordiske sagaer og eddadigtes hidtil svært forståelige beskrivelser af vikingernes førkristne religion og dens ritualer. I disse kilder, som blev nedskrevet i middelalderen, omtales offerhandlingerne ofte samlet under betegnelsen blót.
De moderne arkæologiske udgravninger kan nu hjælpe med til at forklare vikingernes udtryk som blót (= ofring), hørg / horgr (= kultbygning / offersted) og hov (= halbygning).
