Stormænd og konger

Vikingerne blev styret af magtfulde stormænd og konger. Begrebet konge blev dengang ikke brugt på samme måde som i dag, for i vikingetiden kunne der godt være flere konger på samme tid. En konge var blot en ledende stormand, der af de andre stormænd blev betragtet som ”først blandt ligemænd”. Kongeværdigheden blev altså ikke automatisk nedarvet, man måtte kæmpe for den. Det førte ofte til interne stridigheder, hvor flere personer på samme tid kunne hævde, at de var landets retsmæssige konge.

Med Gorm den Gamle synes kongemagten i Danmark at være blevet konsolideret. Kong Gorms og hans efterkommere har regeret Danmark helt frem til i dag. Derfor har vores Dronning Margrethe 2. fælles stamtræ med Gorm den Gamle og Dronning Thyra.

Stormænd

Stormænd, der også kaldes høvdinge, var en betegnelse for den største blandt ligemænd i et lokalsamfund. Stormanden blev oftest valgt af samfundets frie mænd. I den forbindelse spillede økonomien og besiddelser en vigtig rolle, for rigdom gav magt. Kun de rigeste havde råd til at ansætte en lille hær, som kunne bane vej for, at en høvdingetitel kunne opnås. Stormændene havde magt på flere planer, blandt andet spillede de en betydelig rolle, når de store kultfester blev afholdt i lokalsamfundet.

Konger

Kongen var den person, som havde tilstrækkelig støtte blandt de lokale stormænd til at kunne kalde sig konge over et større landområde. Kongens magt afhang dog til hver en tid af spillet mellem hans egen og stormændenes styrke, men også udenrigspolitiske forhold havde indflydelse.
Det var vigtigt for kongen, at han havde evner til at samle mænd omkring sig, lede, nå resultater og belønne sine folk godt. Kongens magt var altså i praksis baseret på personligt ry og enorme mængder sølv for at opnå den nødvendige støtte.

Værnepligt

Det var landets stormænd, der havde den grundlæggende forsvarsforpligtelse. De skulle levere hærfølge til forsvar af landet under kongens ledelse.

I sen vikingetid synes kongemagten at være blevet en så stærk og central magt, at kongen med støtte fra stormændene rundt om i riget kunne samle en betydelig hær – en leding, når og hvis kongen fandt det påkrævet. Ledingen betød, at landets våbenføre mænd – med de respektive stormænd i spidsen – skulle stille sig selv, våben, udstyr, skibe samt de fornødne mængder mad og drikke til rådighed for kongen.

Danmark bliver ét kongerige

I vikingetiden bliver Danmark samlet til ét kongerige, men præcis, hvornår det skete, står ikke klart. Forud for vikingetiden var Danmark delt op i adskillige riger i et kludetæppe af høvdinge- og småkongedømmer. I vikingetiden synes antallet af ledende slægter at blive færre. Det viser, at en central kongemagt var ved at vokse frem.

Alt tyder dog på, at der igennem hele vikingetiden har været egentlige konger. Udstrækningen af det danske rige var ikke nødvendigvis ensbetydende med det Danmark, vi kender i dag. I perioder har landet været større og til andre tider mindre. Udstrækningen af landet afhang af magtfordelingen, og der kunne være flere konger på samme tid, som kæmpede om magten.

Den første samling af de danske områder i ét kongerige skete måske allerede i begyndelsen af vikingetiden. Det, der kan tale for en central kongemagt på dette tidspunkt, er fremkomsten af handelsbyerne. Ribe grundlægges ca. 705 og Hedeby senest år 808. Samtidig opføres også en række store bygningsværker som grænsevolden Danevirke, der forstærkes og udbygges i 737, og Kanhavekanalen på Samsø fra 726. Handelsbyerne og disse bygningsværker oser langt væk af en kongemagt, der havde midler til at forestå de store konstruktionsarbejder samt sikre lov og orden i handelsbyerne.

Det er først omkring år 960, at vi med sikkerhed kan sige, at Danmark blev Danmark. Det skyldes den berømte runesten, som Harald Blåtand rejste i Jelling – den tids kongesæde. Herpå hædrer han ikke blot sine forældre, Gorm den Gamle og dronning Tyra, men erklærer også, at han har vundet hele Danmark inklusiv Norge og tillige gjort danerne kristne. Af samme grund kaldes Jelling-stenen også for Danmarks dåbsattest.  

Alliancer

Vikingetidens kongemagt var i virkeligheden meget skrøbelig. Den var bygget op på personlige loyalitetsforhold og smuldrede derfor let, om ikke før, så når kongen døde. Konger sikrede derfor sociale og politiske alliancer ved gavegivning.

I vikingetidens skjaldekvad fortælles igen og igen, hvordan gavmilde konger og stormænd skænkede gyldne ringe til folk, der ville kæmpe for dem. Magthaveren køber loyalitet af befolkningen, som til gengæld stiller sig til rådighed. Konger som stormænd styrkede også deres venskaber ved at give ligeværdige gaver. Gavegivning var derfor en måde at skabe og vedligeholde forbindelser mellem mennesker.

Det fortælles for eksempel, hvordan den danske kong Sigfreds bror Halfdan overrakte kong Ludvig den Tyske et sværd med guldfæste, da han i 873 besøgte ham på en diplomatisk sendefærd. Også missionæren Ansgar medbragte fornemme gaver fra kong Ludvig, da han i 839 begav sig til kong Bjørn i Birka. Undervejs blev gaverne dog stjålet af sørøvere sammen med 40 bøger beregnet til brug i gudstjenesten.

Sociale og politiske alliancer skete også gennem giftermål. Skriftlige kilder fortæller, at de to mægtigste vikingekonger Harald Blåtand og hans søn Svend Tveskæg begge giftede sig med slaviske prinsesser.