Trælle i vikingetiden
Trælle (eller slaver) var én af vikingernes vigtigste handelsvarer. Trællene hentede vikingerne på deres togter i Østeuropa og på de Britiske Øer. De skaffede sig også trælle blandt egne landsmænd, hvor forbrydelser som mord, men også tyveri blev straffet hårdt. Man mistede sin frihed. En kvinde, der stjal, kunne blive den bestjålnes træl.
Handel med trælle
Handel med mennesker var også kendt før vikingetiden, men vikingernes mange erobringer og handelsrejser satte handelen i system. Det er især skriftlige kilder og lovtekster, der fortæller os om handelen, for trællene selv har ikke efterladt sig mange spor. Der findes kun nogle få arkæologiske fund, hvor man fornemmer, at en træl har fulgt sin herre eller frue i døden.
De skriftlige kilder beretter, at vikingerne afsatte trællene på handelsmarkeder som Hedeby i Danmark og Bulgar ved Volgafloden. Her blev trællene handlet og omsat til andre varer. Køberne var for eksempel vikingebønder, der brugte trællene i husholdningen og til det hårdeste og mest beskidte arbejde i marken. Flere trælle leverede nok også en del af arbejdskraften til vikingetidens mange og store bygningsværker.
Vikingerne var ikke de eneste, der handlede med mennesker. Der blev også handlet med mennesker i Vesteuropa. Kirken var imod, at kristne var trælle hos ikke-kristne vikinger. Det fortælles, at en munk i 870 blev så oprørt over at se kristne mennesker til salg i Hedeby, at han solgte alle sine ejendele og personligt købte dem fri.
Læs mere om handel i vikingetiden.
Frigivne trælle
Trælle kunne købes fri, og nogle trælle oplevede ligefrem at blive sat fri af ejeren. Det kan vi se på en runesten fra Hørning i Jylland. Her står, at ”Toke smed rejste stenen efter Troels Gudmuns søn, som gav ham guld og frelse”. Indskriften fortæller, at Toke fik sin frihed - frelsen.
Kristendommens indførelse medførte, at slaveriet aftog, men det blev først helt afskaffet i løbet af middelalderen. Så sent som i Jyske Lov fra 1241 findes der regler for trælle.
Trællenes rettigheder
Trælle var mennesker, der ikke havde nogen personlige rettigheder. De blev betragtet som ”kvæg”, altså som avancerede husdyr, og de boede formentlig i langhusets mørkeste ende sammen med husdyrene. Ejeren kunne til hver en tid straffe sine trælle, som han lystede.
Trællene lagde også krop til seksuel udnyttelse. Det fremgår blandt andet af den arabiske diplomat Ibn Fadlans rejsebeskrivelse fra 922, hvor han mødte en gruppe vikinger ved Volga. Her fortælles, at de smukke piger, som skulle sælges, blev udnyttet seksuelt af deres ejere, mens andre så på. Men særligt kønne trællepiger kunne dog opnå gode kår og anseelse. Det samme gjorde sig sandsynligvis også gældende for mandlige trælle med særlige håndværksmæssige færdigheder.
