Dragtens udvikling i yngre jernalder og vikingetid
Gennem de første århundreder af yngre jernalder (ældre germansk jernalder, ca. 400-520 e.Kr.) fortsætter anvendelsen af de dragtdele og de tendenser i tekstilteknologien, der begyndte at vise sig i den sene del af ældre jernalder. Et karakteristisk element er den øgede brug af brikvævede bånd; særligt de brede komplicerede brikbånd, der kunne dekorere dragternes kanter på f.eks. ærmer og bukseben. Disse bånd, med deres specielle mønstre og råmaterialer, er et nyt element i ældre germansk jernalder. Mange af båndene har indlagte mønstre i hestehår. De er udtryk for et højt specialiseret håndværk og findes udelukkende i rige mandsgrave. Ligeledes i kvindedragten sker der en vigtig forandring, idet dragten nu tydeligt består af mindst to lag tøj: en underkjole med lange ærmer, som kan være dekoreret med brikvævede bånd, og hvor bronzehægter blev brugt til at lukke eventuelle slidser i dragten, samt en ærmeløs overkjole.
I gravene fra yngre germansk jernalder (ca. 520-800 e.Kr.) er der ofte bevaret tekstiler, mens egentlige dragtfund er sjældne. Heldigvis kan det arkæologiske materiale komplementeres med billedfremstillinger, som f.eks. figurer indridsede i guldblik, de såkaldte guldgubber, afbildninger af mennesker på bronzeblik fra hjelmdekorationer, smykker, billedsten og på en lang række enkeltstående genstande fra hele Skandinavien. På disse afbildninger er kvindefigurer karakteriseret ved en ankellang klædedragt. Ofte bærer figuren smykker, og i mange tilfælde er kvinden iført en kappe, som enten er lukket foran eller hviler på begge skuldre. Mænd er oftest iført færre lag tøj end kvinder. Den typiske mandsdragt består af en tunika/kjortel, der kan være knælang og bukser med vide eller smallere ben. Sommetider bærer mændene også kapper, men de er altid lukkede på skulderen og fremtræder anderledes end kvindernes kapper. Dragterne, der er gengivet på guldgubberne, viser også en ny type overtøj med ærmer, som også kan adskilles i en mands- og en kvindeversion. En speciel overklædning, der kun bæres af mænd, kaftanen, er karakteriseret af dens diagonale forstykker. Kvindedragten består stadigvæk af mindst to lag tøj, men underkjolen er nu oftest fremstillet i hør, mens overkjolen er lavet af uld. Vi kender ikke til deres facon, men overkjolen blev holdt på plads på brystet af et par dragtnåle.
Der sker også en markant ændring i tøjets visuelle udtryk. Der anvendes ikke længere farvede mønstrede stoffer. Den mest almindelige kombination i kvindedragten er en hvid underkjole og en blå overkjole. Kipervævet stof med en høj trådtæthed og en ganske særlig overflade, især krystalkiper, bliver populært og forsætter med at blive anvendt langt ind i middelalderen. Forbløffende nok er der ikke fundet noget bevis på anvendelse af brikvævede bånd i denne periode, til trods for deres fremtrædende placering tidligere og senere.
Vikingetiden (ca. 800-1050 e.Kr.) er både med hensyn til dragten og tekstilteknologien en naturlig fortsættelse af den foregående periode. Fund fra gravpladser på øen Birka i Sverige viser en kvindedragt, der bestod af en lang underkjole i hør, ofte plisseret, en lang overkjole i uld, en kortere tunika, en overfrakke og en kappe. I vikingetid bar mænd stadig tunika. Derudover bestod mandsdragten af en spids hue, en kaftan eller overfrakke, bukser og/eller benviklers. Et nyt element i mandsdragten var en slags vide knæbukser i ganske tyndt gazeagtigt stof. I den rige mandsgrav fra Mammen syd for Viborg i Jylland blev der fundet broderede stoffer, rester af pels og adskillige silkestoffer. Rekonstruktionen af dragten fra Mammengraven er baseret på en tegning af Knud den Store gengivet i Liber Vitae fra 1031. Mammenmandens dragt er et af de mest komplette dragtfund fra vikingetiden.
