Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Kvinden fra Juellinge
Grav fra Juellinge.

Kvinden fra Juellinge

Kvinden fra Juellinge
Juellingekvindens Bryg

I jernalderen for ca. 2000 år siden, i tiden kort efter Kr. f., blev en velhavende kvinde begravet ved Juellinge på Lolland. Hun var ca. 30 år gammel, da hun døde. Dødsårsagen er ukendt. En svær knoglesvulst på højre lårben var godartet. Kvinden blev lagt i graven fuldt påklædt og med kostbare smykker og bordservice. Blandt gravens romerske genstande var en bronzekedel med en drik brygget på byg, tyttebær eller tranebær og porse. Kødstykker af okse og svin var også lagt i graven.

Med inspiration fra gravens drik, har vi på Nationalmuseet i samarbejde med bryggeriet Skands, udviklet en øl, Juellingekvindens Bryg, der kunne være et godt bud på det der blev drukket i jernalderen for ca. 2000 år siden.

En pude til kvindens hoved

Kvinden fra Juellinge, der er udstillet liggende i sin grav i Nationalmuseets udstilling, blev begravet meget omsorgsfuldt. Hendes hoved hvilede på en pude fyldt med dunhammerfnug. Puden er nu næsten helt væk efter de mange år i jorden – resterne af den sås som et moslignende lag ved udgravningen. Ud over kostbare smykker og romerske bronzesager, fik kvinden også et træskrin med sig. Det var forsynet med en lås, og i det lå en kam, en nål, en saks og en kniv – måske redskaber, der kunne være nyttige i dødsriget?

Kvinden fra Juellinge
Du kan møde kvinden fra Juellinge i Oldtidsudstillingen.
Kvinden fra Juellinge
Juellinge ligger på Lolland.