Demografien i vores samfund har de seneste årtier ændret sig drastisk. Faldende fødselsrater, højere levealder og flere mennesker, der flytter til de store byer, tvinger os til at nytænke vores boliger og måden, vi bor sammen på.
”Neighbourhoods for Generations” var en idékonkurrence arrangeret af Landsbyggefonden, som opfordrede byplanlæggere og arkitekter til at udvikle innovative bud på boformer, der kan imødekomme fremtidens udfordringer og gribe nye muligheder.
D. 28. juni 2023 blev de fire vinderprojekter af idékonkurrencen præsenteret ved en udstilling i Jernbanebyen. Og det var SUMO, der leverede det fysiske design til udstillingen og skabte dens kulturhistoriske rammefortælling om almene boliger i Danmark:
Igennem de seneste 100 år har den ’danske model’ for almene boligbyggerier udmøntet sig i robuste boliger til alle livets faser. Spørgsmålet er nu, om den eksisterende boligmasse stadig understøtter de behov, som beboerne udtrykker og efterspørger? Med enkle og inddragende design-greb lavede vi en kulturhistorisk ramme til udstillingen, der fortalte historien om den danske model for almene boligbyggerier, som samtidig pegede på de udfordringer, der dermed blev skabt.
Vinder-projekterne spænder fra integrerede plejeydelser, flyttekæder og fødevarecirkularitet til nye rammer for samarbejde i de almene boligområder. Fælles for alle projekterne er, at de har rødder i arkitekturen og nytænker nabolagets sammenhængskraft i det fysiske, det sociale, det uformelle og det institutionelle rum.